stue med udsigt
© Gert Skærlund Andersen

Efter 15 år valgte de at renovere. Og wupti! Nu har 50'er-villaen både udsigt, vinkælder og wauw-faktor

Efter at have boet der i 15 år gav ejerne deres villa fra 1958 en nænsom, men grundig opdatering, der ikke blot har givet dem deres drømmehjem, men som også komplementerer den oprindelige arkitektur og de moderne møbelklassikere.

Ved Limfjorden ligger der en del huse fra 1950’erne, som afspejler, hvordan den arkitektoniske periode efter krigen var frugtbar: Fornuften rådede materialemæssigt, og man tænkte funktionelt.

Det vidner denne villa fra 1958 om, og derfor var det heller ikke svært for ejerne at ændre en smule på rumdelingen samt integrere en ny tilbygning.

De købte huset for 15 år siden og havde længe drømt om at lave en stue, hvorfra man kunne nyde udsigten over det naturskønne område, der breder sig foran vinduerne, og som i stor udstrækning er fredet.

Der blev også plads til en ny træterrasse, som man kan tilgå fra den nye udsigtsstue via skydedøre med glaspartier, som lukker alverdens dagslys ind og gør, at rummet syner større og luftigere.

Og når nu ejerne var i gang med at renovere, valgte de at slå to fluer med ét smæk: Forudsat at det nye stuerum blev hævet en anelse, blev der plads til en lige så ønsket vinkælder nedenunder, hvor der tidligere havde været børne- og gæsteværelser.

Derudover greb man også muligheden for at opdatere gangrummet og trappen ned til underetagen. Der er kommet et stort ovenlysvindue i, som giver masser af dagslys til den nye nedgang til kælderen.

LÆS OGSÅ

Lille renovering, stor forandring

En snæver vindeltrappe er blevet udskiftet med brede trin i lys eg og glasafskærmning på den ene side af nedgangen og en væg i bruneret tombakmessing på den anden side. Sidst, men ikke mindst valgte de at gøre både bad og soveværelse større.

Både oppe som nede er der valgt få, men gode møbler, flere af dem moderne klassikere fra husets samtid.

Det være sig eksempelvis vinkælderens Bertoia-barstole i krom, tegnet af Harry Bertoia i 1952, og udsigtsstuens Kangaroo-stole, tegnet af Pierre Jeanneret i 1958. Derudover finder man flere klassiske navne som Alvar Aalto, Luceplan, Zanotta, Eames og Wegner, men også en sofa fra italienske Flexform, der med sit smarte aftagelige betræk, som kan renses, fremstår ny og flot, selvom den har flere år på bagen.

Alt i alt er ejerne kommet virkelig langt med en relativt lille renovering og få velvalgte løsninger og opdateringer af det eksisterende, hvilket uden tvivl forlænger husets levetid.

LÆS OGSÅ