
Carla Sofie har indrettet herskabslejligheden i Aalborg med den smukkeste køkkenø – nogensinde!
Det er ikke bare køkken-øen, der er en overskrift værdig. Den gennemgående brug af buer i arkitekturen, stålet og det høje design-niveau kandiderer.
Af — 17. maj 2024Lyset strømmer ind ad vinduerne i den 170 m2 højloftede lejlighed beliggende på én af Aalborgs travleste gader.
Her bor kreativ konsulent og indehaver af Calé Cph Carla Sofie Molge sammen med sin kæreste, Christian, og parrets etårige datter, Lélou.
– Vi drømte om et sted med historie og en særlig stemning. Det fandt vi her, fortæller Carla Sofie om lejligheden, der er beliggende i en klassisk ejendom opført i 1916.
– Jeg har altid interesseret mig for boligindretning. Da jeg blev konfirmeret, brugte jeg alle mine penge på Kartell-møbler til mit værelse, ler Carla Sofie.
Når man lader blikket vandre gennem lejlighedens store, åbne rum, er man da heller ikke i tvivl om, at her bor et par, der vægter håndværk, design og æstetik højt. Det lyse hjem er indrettet med en smuk samling af danske designklassikere, organiske skulpturer, bløde tekstiler og masser af stål, der giver det nordiske udtryk et moderne indspark.