
Lyset spejler sig i messingkanterne, og himlen reflekteres i de store ruder.
Den smukke firlængede gård har et helt unikt samspil mellem et moderne, arkitektonisk udtryk og et traditionelt og klassisk look.
AfRå betonflader, asymmetriske linjer, naturens blikfang i store vinduespartier, en diskret anerkendelse af fortidens arkitektur, gryntende grise i skoven, solceller på det stråtækte tag, flimrende morgenrøde i søens vandspejl, frit udsyn over det flade fjordlandskab, hjemmelavede rullepølser, 250 spirende vinstokke og økologiske rødbeder, gulerødder, pastinakker og kål. Der er fyldt med dufte, lyde, fornemmelser og teksturer i Stine Bang og Bøje Lomholdts landliv anno 2021.
For tre år siden flyttede parret fra Charlottenlund til Haderslev Fjord, hvor de i tæt samarbejde med det københavnske arkitektfirma Norrøn har skabt en firlænget gård med et moderne tvist og et økologisk landbrug efter jord til bord-filosofien.
– Stine havde altid drømt om at have rigtige dyr, ikke bare hund, kat og kanin, så da vi solgte vores bageri Bøjes Brød i Ordrup, var tiden inde til at prøve at realisere drømmen. Vores tre børn var flyttet hjemmefra, og selvom vi elskede vores naboer og venner i Charlottenlund, håbede vi, at vi ville blive ved med at ses. Og vi har ikke mistet venner, tværtimod har vi fået flere nye lokalt, og det var ellers det, vi var allermest usikre på ved at flytte på landet, fortæller parret og tilføjer, at de med hjælp fra en arv fra deres forældre fik mulighed for at tage et par år uden indtægt og prøve den grønne drøm af.
Deres børn er også meget glade for at komme på weekend og synes, det er fedt, at forældrene efter 28 år i en murermestervilla i de nordlige forstæder til København sprang ud som økologiske landmænd. Parret gik helhjertet ind i projektet og skrev en udførlig ønskeseddel til Norrøn arkitekt Poul Høilund. Oplægget rummede alt fra stort landkøkken med ildsted til gårdsplads med vilde blomster, et orangeri med subtropiske planter og helt centralt gårdens arkitektoniske udtryk.
– De store vinduer skulle drage områdets natur ind i stuerne, og der skulle være så meget lys som overhovedet muligt. Og så måtte det ikke virke prangende i sit udtryk. Vi ville helst have noget lidt diskret, og det skulle i hvert fald ikke ligne et slot, siger Stine.
Parret nød at være dybt involveret i den kreative proces sammen med de innovative arkitekter og var med til at drøfte alt fra stråtag til de antracitfarvede gulve i hovedhuset. Det fascinerende møde mellem natur og arkitektur optager mange arkitekter og designere, men få formår som Norrøn at ramme et helt unikt samspil mellem den lokale natur, historie og de arkitektoniske rammer.
Alle bygninger er opført i rå betonplader, som er forbundet med messingkanter og beslag, som opbløder det skarpe udtryk. Referencerne til en klassisk, sønderjysk, firlænget gård med stråtækte tage hviler som en sart tone i det moderne arkitektoniske udtryk. Diskret nok til at falde harmonisk ind i omgivelserne med flade marker, skov, fritgående dyr, sø og fjord, men samtidig nytænkende – både funktionelt og æstetisk.
Den fælles erindring om livet på landet i gamle dage fletter sig også ind i parrets dagligdag; det begynder uden vækkeur ved halvsyvtiden.
– Kaffen bliver sat over, og vi fodrer dyrene, og efter cirka en halv time mødes vi til blødkogte æg – egne, selvfølgelig – og morgenkaffe. Vi løser dagens opgaver mere eller mindre uden for meget stress og med plads til akutte opgaver. Her til morgen var der fx en and, der var blevet mobbet af de andre, så vi skulle bygge et lille indelukke til hende i laden, fortæller Bøje.
I selve boligen er arkitekturen alt andet end traditionel, og der er en fornemmelse af organisk flow og nærmest ophøjet ro i de højloftede rum. Der er ingen døre mellem det store køkken, stuen og orangeriet, og der er et langt vue fra den ene ende til den anden langs de store skydedøre og ruder ud mod gårdspladsens vilde blomster.
Selve indretningen er klassisk og nedtonet, og det er rammerne med asymmetriske dimensioner og lofter beklædt med det smukkeste gyldne egetræ mod hvidkalkede vægge, der skaber hele grundstemningen. Det har været vigtigt for parret at bevare det luftige udtryk og samtidig skabe et hjem med karakter.
– Det skal være hyggeligt og ikke for fyldt op med møbler. Når det er sagt, så skal der være plads til ting, der har følelsesmæssig værdi for os, siger Stine, der har indrettet med klassiske danske møbler af Arne Jacobsen og Børge Mogensen og malerier af kendte danske malere som Ejnar Nielsen, L.A. Ring og Oluf Høst, der alle på deres måde var optaget af at skildre naturen i Danmark.
– Det er på alle måder et hus, der opfylder vores ønsker om kig over fjorden, underholdende udsigt til dyrene på marken og plads til at udfolde vores forskellige projekter. Bøje har netop taget sit atelier i brug, hvor han vil tage portrætter, fortæller Stine.
Fra salg af æg til de lokale til planer om garnproduktion fra de gotlandske pelsfår: Det moderne landliv lever i den grad op til Stine og Bøjes forventninger. Især fordi de begge har skullet lære det hele fra bunden. Innovation og nytænkning kommer også til udtryk i alt det, man ikke kan se. Ikke mindst ambitiøse klimavenlige løsninger som 900 meter jordvarmeslanger, der sørger for gulvvarme, to store solcelleanlæg og en 6000-litersbeholder til regnvand fra tagene. De er godt på vej til at bruge nulenergi og håber at kunne bygge en vindmølle på et tidspunkt.
– Ellers er den fortsatte drøm at prøve alt, hvad der hører sig til ved at være selvforsynende: lave øl, honning, smør, ost og endnu flere grøntsager samt finde en måde at dele disse skønne råvarer med andre på, fx sælge kødkasser eller stå på torvet om lørdagen. Vi tror, at friland, økologi og langsommere vækst er vejen frem til bedre råvarer med større smag, siger parret.