Kinesisk hoisinsauce giver dejlig smag til den langtidsstegte nakkesteg, der serveres på en salat. Klinker fra Dahl Studio, hvid keramiktallerken fra Lone Schubert, gedemælkekande fra Dora, vintagebestik samt vinglas fra Ferm Living.
Glad gris i asiatisk salat med poppede ris og hoisinsauce
4 personer
Vi langtidssteger et lækkert stykke gris, findeler det og serverer det i en knasende sprød salat med poppede ris og hoisin. Dejlig uformel og utrolig velsmagende.
Det skal du bruge:
Glad gris
1 lille nakkefilet
Salt og peber
3 kviste frisk rosmarin eller timian
5 dl bouillon
Hoisinsauce
Asiatisk salat
2 stk. hjertesalat
1 bakke rød salat
1 agurk
1 bundt forårsløg
1 bundt frisk koriander
Chilisauce
Poppede vilde ris
1 dl vilde ris
Olie til stegning
Salt
Tilbehør
Eventuelt lidt brød
Sådan gør du:
Glad gris
Tænd ovnen på 120°.
Krydr kødet med salt og peber, og læg det i et ovnfast fad.
Hak rosmarin eller timian, og drys det over kødet.
Hæld bouillon ved, og stil fadet i ovnen i 8-10 timer.
Tag kødet op, findel det med to gafler, og tilsæt noget af bouillonen, så kødet forbliver saftigt.
Vend til sidst kødet med lidt hoisinsauce efter smag.
Asiatisk salat
Skyl de to slags salater, og slyng dem tørre.
Skær agurken igennem på langs. Fjern kernerne med en teske, og skær agurken i skiver.
Snit forårsløgene.
Skyl korianderen, og slyng den tør.
Poppede vilde ris
Varm olien i en gryde, og rist ristene, til de puffer op.
Læg dem på et stykke køkkenrulle, og drys med salt.
Anretning
Vend de to slags salater med agurk, og anret på tallerkener eller et fad.
Top med glad gris, poppede ris, forårsløg og koriander.
Dryp lidt chilisauce over, og servér eventuelt med lidt brød til.
TIP
Kom kødet i ovnen allerede om morgenen. Så er det klar, når gæsterne kommer.
En rest kød smager skønt, hvis du rister det på panden og bruger det som fyld i en sandwich.