©
Rejser

Ingen andre steder i Danmark kan du se SÅ mange stjerner på en skyfri nat

5.000 små lysende prikker drysset ud over den natsorte himmel. Det er et sjældent syn – faktisk uddøende. Til sammenligning kan sølle 100 stjerner ses fra hovedstaden en skyfri nat.

Af 
Inger Christine Løwe
 — 08. marts 2023

Vi tog til Møn for at finde mørket, men fandt meget mere

Jeg slukker min bil og træder ud på parkeringspladsen.

Jeg kan nærmest ingenting se.

Kun nogle enkelte lamper lyser med gulligt lys mod jorden og guider mig hen til Villa Huno, hvor jeg skal tilbringe de næste to nætter i én af de otte hotellejligheder som ligger på Østmøn.

Jeg på Møn for at opleve mørket. Det er nemlig noget helt særligt. Det er så omsluttende og intenst, at øen i 2018 fik certifikat på det af den internationale NGO, Dark Sky Organisation, der arbejder for at beskytte nattehimlen.

Per automatik tænder jeg alligevel lommelygten på min telefon for at se, hvor jeg går. Senere lærer jeg, at det er den helt forkerte strategi.

Et uddøende mørke

Den vestlige kultur har længe beskæftiget sig med lysets potentialer, og jo flere ting, der ‘kastes lys over’, jo bedre. Men det er sket på bekostningen af mørket.

Der er nu så meget lysforurening, at du i København for eksempel kan se omkring 100 stjerner, mens du på Møn kan se 5000 med det blotte øje.

Og det er kun lykkedes, fordi Møns befolkning sammen arbejder for at fremme mørket: De har blandt andet skiftet alle gadelygter, så de kun lyser nedad og ikke også opad, som de gør mange andre steder.

Desuden er det også nogle særlige lygter uden det blå lys, der forstyrrer naturen og kroppens rytmer.

Og indsatsen har givet pote. Møn er den eneste Dark Sky-park i hele Norden.

Mørkevandring på Møn
© Thomas Ix

Mørke er godt for krop og sjæl

Den efterfølgende dag vågner jeg i dagslys og opdager, at hotellet ligger lige ud til en stor sø og omringet af skov. Små grupper af ænder svømmer rundt på søen, og ellers er der ikke en lyd.

Villa Huno ligger på Østmøn, et stenkast fra det kuperede terræn i Klinteskoven og en kort gåtur fra Møns Klint, hvor de hvide kalkskrænter rejser sig over det turkisgrønne hav.

Et par minutter fra Villa Huno ligger Møns højeste punkt, Aborrebjerget på 143 meter, hvor jeg mødes med naturguide og biolog Susanne Rosenild ved tusmørketid.

Mens vi går op ad bakken, fortæller Susanne Rosenild, at hun aldrig går med lys, fordi det faktisk er nemmere at orientere sig i mørket, hvis du lader sit syn indstille sig.

På toppen kan vi se langt ud over landskabet, og himlen brænder i gul, orange og røde nuancer. Det er en fuldstændig vindstille aften og vi betragter himlen i stilhed, inden vi bevæger os videre.

Uden mørke mister vi balancen

Susanne Rosenild guider os ind i Jydelejet, som er en del af Klinteskoven, og pludselig stopper hun op og siger ‘shh’.

Hun peger i retning af lyden. En ugle tuder, og med sit rutinerede øre kan hun høre, at det er hanuglen.

Mørket bliver langsomt tættere, og jeg fornemmer, hvordan mine andre sanser tager over fra synssansen. Min hørelse bliver skærpet, og jeg mærker tydeligere, hvad mine fødder træder på i skovbunden.

Pludselig står vi ved klinten: med skoven i baggrunden, havet foran, stjernerne og månen nu tydelige på himlen. I det fjerne glimter en havvindmøllepark.

Efter nogle minutter her, er det som om, mine tanker er blevet standset.

Jeg mærker på egen krop, hvad det er, jeg har læst: at mørket virker beroligende, og at det er nødvendigt.

Vores kroppe er indstillet efter døgnets cyklus, og hvordan det pendulerer mellem lys og mørke. Ved mørkets frembrud begynder vores kroppe at producere søvnhormonet melatonin, så vi kan sove. Og det er bare én af de processer, der bliver forstyrret med den store lysforurening, vi lever med.

Tusmørketuren ender tæt ved Villa Huno. Og denne aften har jeg ingen problemer med at orientere mig. Jeg kan se søen, jeg kan se mit værelse, skoven, stjernerne. Fordi jeg ikke har ladet mit syn blive forurenet af kunstigt lys det seneste døgn.

Relateret