Private Jet Villa på Bali
© Private Jet Villa

Hvordan forvandler man et fly til det ultimative ferieparadis? Man gør som Felix!

På Bali kan du boarde et Boeing 737-fly, og selvom det aldrig letter, vil dine øjenbryn med garanti gøre det, når du træder ind.

Placeret på en klippe 150 meter over havets overflade med udsigt over Nyang Nyang-kysten i Uluwatu, Bali, finder du verdens første jet-villa.

Hvad der før var et almindelig Boeing 737-fly er nu blevet forvandlet til et vaskeægte ferieparadis med alt, hvad hjertet begærer.

Her får du både privat infinity-pool, magiske solnedgange på vingens terrasse, jacuzzi i cockpittets soveværelse og inden- og udendørs faciliteter, der vil opfylde alle dine drømme om en ultimativ luksusferie.

Tilføj privat eskortering via enten limousine eller helikopter og privat butler under hele opholdet – hvad mere er der at forlange?

Private Jet Villa er navnet på flyet, der altså ikke er i luften længere, men på alle måder har fået luft under vingerne af entreprenøren bag, Felix Demin.

LÆS OGSÅ

En barndomsdrøm

For Felix Demin var det en livslang barndomsdrøm at åbne et luksushotel, og i 2020 købte han flyet, der oprindeligt var i drift i Indonesion.

Han fandt sin drømmelokation – på toppen af Nyang Nyang-klipperne i Uluwatu, der blandt andet er kendt for sine spektakulære kyststrækninger og hver dag tiltrækker tusindvis af turister.

Men 2020s dramatiske begivenheder satte en kæphjul i projektets fremdrift, der derfor først stod færdigt i december 2023.

Selvom den spritnye villa først for nyligt har set dagens lys, er efterspørgslen ifølge teamet overvældende, mens den på bookingportalen Booking.com scorer topkarakterer.

Det praktiske

Flyet har plads til fire gæster ad gangen og koster fra 30.000 kroner pr nat, uanset om du kommer alene eller sammen med andre.

Drømmer du om en tur ombord, kan du læse meget mere og booke dit ophold her.

Se flere billeder fra flyet nedenfor, hvor du også kan se Felix vise rundt i flyet.

LÆS OGSÅ