I den svenske skærgård har arkitekterne Tham & Videgård slået et telt op i form af dette arkitekttegnede sommerhus og designerhjem.
Inspirationen til de hvælvede kurver er hentet fra en teltkonstruktion, men omformet til en luksusudgave med udsigt til skov og vand.
Det var et must for ejerne, at huset visuelt var i harmoni med naturen, og at de selv kunne nyde omgivelserne fra flere terrasser.
Teltfortolkningen dukkede op som en idé hos arkitekterne ud fra barndomsminder om, hvor let det er at holde ferie i et telt, hvor man bare kan trække teltdugen til side og gå ud, hvilket er en ukompliceret måde at opholde sig i naturen på.
Samtidig kobles idéen til en ældre svensk tradition for pavillon- og lysthusarkitektur, hvor de meget let konstruerede bygninger er placeret rundt omkring i landskaber og haver som steder, hvor man drikker te, spiser måltider og holder sammenkomster.
Med udsigten for øje
Med vindblæste fyrretræer og blødt aftegnede klippeformationer skabt af indlandsisen markerer de naturlige omgivelser sig rundt om huset som et bjergtagende og arketypisk svensk ølandskab.
Grunden ligger med et åbent udsyn i øst, der går helt ud til fyrtårnet Almagrundet, der ligger i det åbne hav i Østersøen mellem Sverige og Estland, og som nogle gange er udsat for meget kraftige vinde og høj bølgegang, der er fascinerende at se på.
Udsigten havde stor betydning for rummenes fordeling i huset.
Arkitekterne foreslog derfor at dele huset i to med en gennemgående væg, der gik på langs.
De private områder med soveværelser, bad og opbevaring blev lagt om på bagsiden, der er orienteret mod skoven i vest.
Indenfor har man adgang til denne del af huset gennem en smal dør i stuen ved siden af en pejs. På den måde kunne den store stue og det store køkken ligge med front mod havet og have udsyn i tre retninger samt profitere af dagslyset.
6 meter højt loft
Gennem store vinduer og skydedøre af glas ville arkitekterne nedbryde skellet mellem inde og ude. De ville understøtte fornemmelsen af, at natur og interiør smelter sammen med tre terrasser, hvor en af dem er afskærmet mod vinden, en er med front mod syd, og en ligger helt åbent ud mod vandet i øst.
At skabe en helhed mellem ude og inde har været et gennemgående ønske for husets udtryk.
Derfor består husets materialer af træ – cedertræ ude og ask inde – samt glas for at skabe transparens, ligesom huset er placeret på en formstøbt grund af beton.
Bygningens konstruktion med et stort bueformet zinktag skaber både en rumlighed for interiøret og definerer hele bygningens karakter, hvor de horisontale linjer i loftet 6 meter oppe er visuelt balanceret af vertikale linjer på siderne.
Det arkitektoniske resultat og teltlignende rum giver en fornemmelse af afslappet sommerliv, samtidig med at det kan virke overvældende i sit udtryk, og det er den kompleksitet, der gør huset så interessant.