På den svenske ødegård er stilen rå, spartansk og milevidt fra det traditionelle

Et klassisk, rødt træhus

Efter en lang køretur igennem mørkegrøn granskov kommer man til en stor lysning og til det klassiske, røde træhus. Som den type huse gør, falder det naturligt ind i omgivelserne – på én gang uden at gøre stort væsen af sig og samtidig med elegante tegn på overskud som med det fint ornamenterede vindfang. Heldigvis er der elendig netværksdækning helt herinde i skoven, fortæller husets ejer, Peter Klint, som nyder fraværet af tv og computer, når han træder ud af bilen og ind i det cirka 200 år gamle hus.

– Man falder automatisk til ro. Om efteråret er her utrolig mange svampe, og om foråret er her vilde påskeliljer. Naturen viser altid fine sider af sig selv, selv om vinteren. Her er sindssygt smukt i snevejr, fortæller han.

En særlig sans for håndværk og materialer

Peter Klint arvede huset af sin onkel for ti år siden. Det var fuldt møbleret og ombygget af onklen, som bl.a. havde isoleret og sat spånplader på væggene. Alt det blev revet ned. Ikke fordi Peter Klint ville føre huset tilbage til gammel svensk stil, men fordi han foretrækker et mere tidløst udtryk – og så fordi han har en helt særlig sans for håndværk og for materialer. En sans, han har fået ind helt fra barnsben som fjerde generation i en familie af møbelarkitekter og kunsthåndværkere.

Peter Klint er barnebarn af arkitekt og møbeldesigner Kaare Klint, hvis far var arkitekten bag Grundtvigskirken, P.V. Jensen. Hans mor var Vibeke Klint, en af Danmarks mest berømte vævere og tekstildesignere, og faren, Morten Le Klint, var landskabsarkitekt.

"Min bedstefar var Kaare Klint, og den tradition, som han står for, er jeg meget fascineret af"

Peter Klint er selv uddannet skibstømrer, men begyndte for en del år siden at designe og bygge køkkener til private hjem med fokus på funktionalitet, kvalitetstræ og enkelhed i udtrykket.

– Jeg er skadet meget tidligt, hvad sådan nogle ting angår, siger han med et glimt i øjet.

– Min bedstefar var Kaare Klint, og den tradition, som han står for, er jeg meget fascineret af. Han tog altid udgangspunkt i traditionen. Han kiggede på, hvad der allerede eksisterede, forenklede det og tog pynten væk. Og så tog han udgangspunkt i funktionen. Han plejede at sige, at hvis du har gjort dig klart, hvad du vil med designet, så tegner det næsten sig selv. Hvis udgangspunktet derimod er, at det skal “se ud”, så går det ikke.

Huset fortæller en historie

Hos farfaren, Kaare Klint, udsprang form og udtryk af håndværket og af traditionen, og det samme gør sig gældende i Peter Klints træhus. De smukt patinerede vægge i grånende træ fortæller en historie om tømrere, der i slutningen af 1700-tallet huggede bjælker ud af træstammer, som den dag i dag holder huset tørt og sundt, og de udskårne ornamenter over indgangspartiet er et eksempel på svensk snedkerglæde udført af omrejsende håndværkere.

Køkkenet er præget af Peter Klints håndværk

I køkkenet har Peter Klint selv bygget et åbent køkkenmodul, som er inspireret af den enkelhed, der prægede køkkenerne i husets byggeperiode. Her drømmer han om at få et brændekomfur i rummet, som han opholder sig allermest i. Han har også selv lavet alle spækbrætterne, der står på køkkenbordet, og en stor, firkantet træskål, som bliver brugt til frugt eller grøntsager. Da han fjernede vægbeklædningen i køkkenet, kom han ind til husets rå trævægge, hvor der sad små rester af gammelt tapet. Tapetet har han valgt at lade sidde som en dekorativ udsmykning fra fortiden.

Design fra familien

Rundt i hele huset skinner baggrunden i en designfamilie igennem. På væggen og over spisebordet ses Le Klint-lamper – virksomheden blev grundlagt af Tage Klint, som var bror til Kaare Klint – på gulvene ligger tæpper designet af Vibeke Klint, og en fantastisk radiatorskjuler i mørkt træ viser sig at være et “arkiv” af udskårne håndtag til Milano-køkkenet, som Peter Klint selv har designet. Omkring spisebordet står en samling af stole, som bl.a. rummer Kaare Klints Kirkestol og et par portugisiske pindestole, som var en af hans inspirationskilder. Møblementet er sparsomt, og det er med til at fremhæve enkelheden i møblerne og materialerne i både interiør og de rå bjælker.

– Jeg synes, det er fantastisk at få det autentiske frem. Der er ikke nogen arkitekt eller designer, der har lavet noget som helst i det her hus. Det er alt sammen håndværkere, der har oparbejdet deres tradition igennem århundreder. Det er en helt speciel æstetik.