Naturen viser fine sider af sig selv på alle årstider, og efteråret har især den fordel, at der er mange svampe i skovene omkring huset.
På den svenske ødegård er stilen rå, spartansk og milevidt fra det traditionelle
Huset ejes af Peter Klint, som er fjerde generation i en helt særlig designfamilie. Han har skåret interiøret helt ind til benet og fået det autentiske frem i både design, tradition og husets oprindelige materialer.
AfLene Lykke Hovmand
Det ornamenterede træværk på vindfanget er et eksempel på svensk snedkerglæde udført af omrejsende håndværkere i midten af forrige århundrede.
Et klassisk, rødt træhus
Efter en lang køretur igennem mørkegrøn granskov kommer man til en stor lysning og til det klassiske, røde træhus. Som den type huse gør, falder det naturligt ind i omgivelserne – på én gang uden at gøre stort væsen af sig og samtidig med elegante tegn på overskud som med det fint ornamenterede vindfang. Heldigvis er der elendig netværksdækning helt herinde i skoven, fortæller husets ejer, Peter Klint, som nyder fraværet af tv og computer, når han træder ud af bilen og ind i det cirka 200 år gamle hus.
– Man falder automatisk til ro. Om efteråret er her utrolig mange svampe, og om foråret er her vilde påskeliljer. Naturen viser altid fine sider af sig selv, selv om vinteren. Her er sindssygt smukt i snevejr, fortæller han.
Her ses Peter Klint i gang med en af årstidens yndlingsbeskæftigelser: at samle svampe i skoven. Der er især mange kantareller i området.
I stuen skaber de rå vægge en tidløs og rå ramme om det enkle møblement, hvor få farver lyser op. Det blå tæppe er designet af Peter Klints mor, Vibeke Klint, og både Le Klint-lampen på væggen og gyngestolen stammer fra Peters barndomshjem. Foldebordet er designet af Mogens Koch og fundet brugt. Sofaen har han fået af en ven, og på armlænet hænger en plaid designet af Grethe Weber og Kristine Kjærholm.
I stuen skaber de rå vægge en tidløs og rå ramme om det enkle møblement, hvor få farver lyser op. Det blå tæppe er designet af Peter Klints mor, Vibeke Klint, og både Le Klint-lampen på væggen og gyngestolen stammer fra Peters barndomshjem. Foldebordet er designet af Mogens Koch og fundet brugt. Sofaen har han fået af en ven, og på armlænet hænger en plaid designet af Grethe Weber og Kristine Kjærholm.
Rundt om spisebordet står en Kirkestol designet af Peter Klints bedstefar, Kaare Klint, to portugisiske pindestole, et par wienerstole og en gammel skolestol. Skamlen i baggrunden stammer fra en gammel teknisk skole, som solgte skamlerne, da skolen lukkede. Spisebordet har Peter Klint selv lavet, og den stribede kande har han købt hos en marskandiser, fordi den mindede ham om en kande fra hans forældres sommerhus.
En særlig sans for håndværk og materialer
Peter Klint arvede huset af sin onkel for ti år siden. Det var fuldt møbleret og ombygget af onklen, som bl.a. havde isoleret og sat spånplader på væggene. Alt det blev revet ned. Ikke fordi Peter Klint ville føre huset tilbage til gammel svensk stil, men fordi han foretrækker et mere tidløst udtryk – og så fordi han har en helt særlig sans for håndværk og for materialer. En sans, han har fået ind helt fra barnsben som fjerde generation i en familie af møbelarkitekter og kunsthåndværkere.
Peter Klint er barnebarn af arkitekt og møbeldesigner Kaare Klint, hvis far var arkitekten bag Grundtvigskirken, P.V. Jensen. Hans mor var Vibeke Klint, en af Danmarks mest berømte vævere og tekstildesignere, og faren, Morten Le Klint, var landskabsarkitekt.
På nogle indbyggede hylder står træklodser fra snedkerværkstedet imellem bl.a. en buddhafigur fra Cambodia, små lakskåle fra Thailand og et par endestykker til gardinstænger.
Skulpturen i vindueskarmen er lavet af Kristian Dahlgård Larsen, som er en af Peter Klints venner. Foldestolen er designet af Mogens Koch, og den iøjnefaldende radiatorskjuler er i virkeligheden udfræsede håndtag til låger i Klints Milano-køkken. De kunne lige så godt gøre gavn som radiatorskjuler frem for at stå gemt væk til opbevaring. Fotografiet på væggen er lavet af Peter Klints ekskone, Susanne Mertz.
Skulpturen i vindueskarmen er lavet af Kristian Dahlgård Larsen, som er en af Peter Klints venner. Foldestolen er designet af Mogens Koch, og den iøjnefaldende radiatorskjuler er i virkeligheden udfræsede håndtag til låger i Klints Milano-køkken. De kunne lige så godt gøre gavn som radiatorskjuler frem for at stå gemt væk til opbevaring. Fotografiet på væggen er lavet af Peter Klints ekskone, Susanne Mertz.
"Min bedstefar var Kaare Klint, og den tradition, som han står for, er jeg meget fascineret af"
Peter Klint er selv uddannet skibstømrer, men begyndte for en del år siden at designe og bygge køkkener til private hjem med fokus på funktionalitet, kvalitetstræ og enkelhed i udtrykket.
– Jeg er skadet meget tidligt, hvad sådan nogle ting angår, siger han med et glimt i øjet.
– Min bedstefar var Kaare Klint, og den tradition, som han står for, er jeg meget fascineret af. Han tog altid udgangspunkt i traditionen. Han kiggede på, hvad der allerede eksisterede, forenklede det og tog pynten væk. Og så tog han udgangspunkt i funktionen. Han plejede at sige, at hvis du har gjort dig klart, hvad du vil med designet, så tegner det næsten sig selv. Hvis udgangspunktet derimod er, at det skal “se ud”, så går det ikke.
I køkkenet skjulte en ny vægbeklædning de originale bjælker, der var sporadisk beklædt med rester af gammelt tapet. I Peter Klints enkle indretning med åbne møbler og to minimalistiske spots fremstår væggen nærmest som et kunstværk. Køkkenbordet har han selv lavet, ligesom spækbrætterne og den firkantede skål i træ. Stellet på hylderne har været hans onkels og fulgte med huset. Det er Tranquebar fra Aluminia suppleret med forskellige loppefund.
Fra den blå dør i køkkenet kommer man ind i en lille gang med adgang til badeværelse og en pejsestue. Dørene er fundet forskellige steder og har erstattet de papdøre, der var sat i efter onklens renovering af huset. Den blå dør er fundet i en lade og er omkring 200 år gammel.
Fra den blå dør i køkkenet kommer man ind i en lille gang med adgang til badeværelse og en pejsestue. Dørene er fundet forskellige steder og har erstattet de papdøre, der var sat i efter onklens renovering af huset. Den blå dør er fundet i en lade og er omkring 200 år gammel.
Huset fortæller en historie
Hos farfaren, Kaare Klint, udsprang form og udtryk af håndværket og af traditionen, og det samme gør sig gældende i Peter Klints træhus. De smukt patinerede vægge i grånende træ fortæller en historie om tømrere, der i slutningen af 1700-tallet huggede bjælker ud af træstammer, som den dag i dag holder huset tørt og sundt, og de udskårne ornamenter over indgangspartiet er et eksempel på svensk snedkerglæde udført af omrejsende håndværkere.
De fine udskæringer i vindfanget er oprindelige og lavet af omrejsende snedkere.
De fine udskæringer i vindfanget er oprindelige og lavet af omrejsende snedkere.
De små vinduer er også oprindelige, men andre af husets gamle vinduer er desværre blevet udskiftet med tiden.
Køkkenet er præget af Peter Klints håndværk
I køkkenet har Peter Klint selv bygget et åbent køkkenmodul, som er inspireret af den enkelhed, der prægede køkkenerne i husets byggeperiode. Her drømmer han om at få et brændekomfur i rummet, som han opholder sig allermest i. Han har også selv lavet alle spækbrætterne, der står på køkkenbordet, og en stor, firkantet træskål, som bliver brugt til frugt eller grøntsager. Da han fjernede vægbeklædningen i køkkenet, kom han ind til husets rå trævægge, hvor der sad små rester af gammelt tapet. Tapetet har han valgt at lade sidde som en dekorativ udsmykning fra fortiden.
Trappen fører op til overetagen, hvor der er tre værelser, og igennem døren er der kig til pejsestuen med en sofaseng, som Peter Klint selv har bygget. Tæppet i pejsestuen er fra barndomshjemmet, og det i forgrunden er et Vibeke Klint-tæppe, som er slidt af mange års brug.
Huset rummer ikke mindre end fem ildsteder. Her er det den åbne pejs og en brændeovn i soveværelset på første sal.
Huset rummer ikke mindre end fem ildsteder. Her er det den åbne pejs og en brændeovn i soveværelset på første sal.
Design fra familien
Rundt i hele huset skinner baggrunden i en designfamilie igennem. På væggen og over spisebordet ses Le Klint-lamper – virksomheden blev grundlagt af Tage Klint, som var bror til Kaare Klint – på gulvene ligger tæpper designet af Vibeke Klint, og en fantastisk radiatorskjuler i mørkt træ viser sig at være et “arkiv” af udskårne håndtag til Milano-køkkenet, som Peter Klint selv har designet. Omkring spisebordet står en samling af stole, som bl.a. rummer Kaare Klints Kirkestol og et par portugisiske pindestole, som var en af hans inspirationskilder. Møblementet er sparsomt, og det er med til at fremhæve enkelheden i møblerne og materialerne i både interiør og de rå bjælker.
– Jeg synes, det er fantastisk at få det autentiske frem. Der er ikke nogen arkitekt eller designer, der har lavet noget som helst i det her hus. Det er alt sammen håndværkere, der har oparbejdet deres tradition igennem århundreder. Det er en helt speciel æstetik.
I midten af huset er der på førstesalen en blød hvælving på loftet, som giver en særlig stemning på reposen. Billedet på væggen stammer fra Peter Klints barndomshjem.
Pink og orange farver lyser op på tæppet i soveværelset. Tæppet er designet af Vibeke Klint, hvis tidligere arbejdsbord også har fået plads i rummet sammen med to stole designet af Poul Kjærholm. Figuren på bordet er fra Cambodia, og kisten bliver brugt til opbevaring af dyner og sengetøj i sikkerhed for mus. Den er lavet af sandeltræ og afgiver en svag, behagelig duft.
Pink og orange farver lyser op på tæppet i soveværelset. Tæppet er designet af Vibeke Klint, hvis tidligere arbejdsbord også har fået plads i rummet sammen med to stole designet af Poul Kjærholm. Figuren på bordet er fra Cambodia, og kisten bliver brugt til opbevaring af dyner og sengetøj i sikkerhed for mus. Den er lavet af sandeltræ og afgiver en svag, behagelig duft.
