I en 100 år gammel lejlighed i Gøteborg har Erik Josefsson og André Danielsson forvandlet 69 hvide og anonyme kvadratmeter til et farverigt helle, der oser af originalitet og personlighed.
Her bor de gamle stuklofter og den klassiske, svenske kakkelovn side om side med moderne interiør, eklektiske fund og masser af genoplivet genbrugsguld.
Sammen har de skabt et hjem, der er alt andet end kedeligt, hvor stort set alle overflader har fået en farve, og som er under konstant forvandling – en forvandling, som Erik også deler ud af på sin Instagramprofil @erinterior.
Hvordan er jeres overordnede stil?
– Jeg (Erik, red.) arbejder med indretning til dagligt og bliver hurtigt træt af trends og det, man ser overalt. Derfor har det været vigtigt for mig at have et personligt hjem, der er lige os.
– Stilen i vores hjem er eklektisk med markante farver og en god blanding af ting og stilarter. Vi ønsker at have et spændende hjem, hvor alle kan trives og konstant finde nye, sjove ting at kigge på.
– Vi blander gerne og synes, at det ofte er netop stilmikset, der gør det interessant; en rosa plaststol kombineret med kakkelovnen og loppefund på hylderne. Vi har også indrettet med en del håndlavet keramik og minder fra forskellige rejser samt bygget møbler selv, fx sofa- og tv-bordet – alt sammen noget, der er med til at vise vores personligheder.
Var der noget særligt, I faldt for ved lejligheden?
– Vi elsker alle de smukke, originale detaljer som stuklofterne, plankegulvet, kakkelovnen og den gode, sociale planløsning. Vi kan ikke lide helt åbne planløsninger, men her er køkken, stue og spisestue forbundet med en "halv-åben" løsning, hvilket gør hele lejligheden social og hyggelig, når vi har gæster, men uden at være for stor, når vi er alene.
Hvordan så lejligheden ud, da I flyttede ind?
– Da vi købte lejligheden, var den meget grå og hvid og havde egentlig ingen farver udover den tidligere ejers møbler og ting. Så for os var det vigtigt at tilføre farver og en varmere og mere indbydende følelse.
– Vi ønskede at bevare og fremhæve de charmerende, originale detaljer, mens vi har suppleret med skræddersyede skabe, væg-til-væg-vindueskarme og et anretterskab, som vi selv har bygget. Generelt har vi forsøgt at holde alt i en stil, der passer til lejligheden, men med et twist i form af sjove farvevalg, som fx det røde loft, vi har i den lille entre.
Hvordan har I brugt farver i hjemmet?
– Farver gør mig glad! Og jo mere farve du tilfører dit hjem, jo lettere er det at tilføre endnu mere. Generelt er vi ikke bange for at prøve noget nyt – for hvis det ikke fungerer, kan man altid male om igen.
– Vi vidste fra starten, at vi ønskede et grønt køkken og en neutral base, så størstedelen af lejligheden er malet i en lys beige, soveværelset i en varmere grå og spisestuen i en gul farve – den er vi dog endnu ikke er helt enige om herhjemme; jeg kan lide den, men André er ikke lige så begejstret.
– Som kontrast til de neutrale farver har vi den pink gang, som var Andrés ide. Den første farve, vi malede, var en dæmpet lyserød, som bare slet ikke fungerede. Efter at have ledt efter den perfekte pink i noget tid – vel at mærke uden at finde den – tog vi til sidst en papirspose fra tøjmærket Acne Studios med ned til farvebutikken for at få dem til at lave farvekoden ud fra den.
Hvad var tankerne bag jeres køkken-renovering?
– Det gamle køkken føltes temmelig kedeligt efter min smag, og vi ville gerne have det til at føles som hjemmets hjerte.
– Det endte med at blive en vild forvandling, men samtidig en renovering, hvor vi har beholdt alle skabene, som vi fik omlakeret, mens vi malede de faste dele selv og satte nye beslag på. Du behøver virkelig ikke smide alt væk for at få en stor forandring. Den dyre investering her var marmorbordpladen – men det var helt sikkert det værd, da der er en fantastisk følelse i rigtig, naturlig sten.
Er der nogensinde noget i indretningen, I har fortrudt?
– Nej, det tror jeg faktisk ikke. Men jeg ser heller ikke så alvorligt på tingene – man kan jo altid fortryde!
– Vender man spørgsmålet om, kan jeg i stedet sige, at jeg absolut aldrig fortryder et godt vintagekøb, et smukt maleri, vores arkivskab i soveværelset eller det loppefundne blå skab i spisestuen. Brugte ting har ofte en sjæl og en historie, som jeg elsker, og som jeg aldrig bliver træt af. Derudover er det fedt at have noget, som ikke alle andre har.