
I 30 år havde den 100 år gamle villa været lejet ud. Så overtog Zarko og familien og gav det den overhaling, det fortjente
"Selvom huset var virkelig medtaget, og der skulle gøres rigtig meget for at få det tilbage til sin oprindelige storhedstid, kunne vi sagtens se dets mange muligheder."
AfNord for København bor parfumøren Zarko Ahlmann Pavlov, manden bag ZarkoPerfume.
I kompositionen af sine dufte er han inspireret af den nordiske natur og dens enkelhed. Og den har han lige uden for sin idylliske bolig, der ligger blot et stenkast fra vandet.
Den danske parfumør Zarko Ahlmann Pavlov har mildest talt en havudsigt, der kan få enhver ejendomsmægler til at falde over tillægsordene.
Huset ligger i Ålsgårde nord for København, og her bor han med sin kone, Lene, og deres to børn.
Før villaen kom til salg, havde den været udlejet i 30 år. De år havde sat tydelige spor på det gamle hus fra 1897 med eget strandstykke og badebro.
– Selvom huset var virkelig medtaget, og der skulle gøres rigtig meget for at få det tilbage til sin oprindelige storhedstid, kunne vi sagtens se dets mange muligheder, fortæller parfumøren, hvis prisvindende dufte sælges i udvalgte butikker over hele verden.
Det markante loft i entréen matcher ikke kun det olierede gelænder på trappen, men giver også et flot modspil til de hvide vægge og rummets store lysindfald.
Det håndlavede spisebord er lavet uden søm og skruer. Det har været i familiens eje i 15-20 år og er et af de møbler, Zarko Ahlmann Pavlov og hans kone sætter ekstra stor pris på. Stole, spejl og lampe er købt hos Rue Verte, og maleriet er en foræring af veninden Pernille Holm Larsen.
Husets store badeværelse er bygget op af, hvad der tidligere var tre helt små rum, som giver plads til et eventyrligt skab købt i Rue Verte. Skabet er bygget, så det nemt kan lukkes af, hvis rummet skal virke mere ryddet og roligt. Billederne på væggen er et par sider fra en bog af designeren Malene Birger.
Tættere på vandkanten kommer man næsten ikke. Møblerne er fra Ilva, og puderne fra Artwood – alt bliver fjernet, når det er sæson for vintervejr og bølgegang.