Det stiller krav, når man overtager et hus tegnet af selveste Ole Palsby. Men så er det godt, man er Maria og Peder

Samtidig afspejler huset de erfaringer, som et langt liv i formgivningens verden har givet parret. Da Ole Palsby døde som 75-årig i 2010, blev den arkitektoniske perle i Nordsjælland solgt til et arkitektpar med to børn.

Maria Christine Saxe Hansen og Peder Elgaard faldt primært for husets interessante struktur og rumlige sammenhænge.

– De rammer, som vi sætter for os selv, har stor betydning for, hvordan vi udvikler os både professionelt og privat. Derfor var vi overhovedet ikke i tvivl, da vi fik tilbudt huset. Det er en oase, hvor vi kan trække vejret. Udsigten til havet er som et evigt forandrende og drømmende maleri, som er med til at inspirere os i vores arbejde, fortæller Maria Christine Saxe Hansen. Hun er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København og er i dag selvstændig med firmaerne M SAXE og Maison & Me. Her rådgiver hun i indretning, farver og anderledes planløsninger, både inde og ude.

I zen-æstetikkens formverden

Parret er meget optaget af, at arkitektur både skal være langtidsholdbar, funktionel og æstetisk.

Huset er beklædt med cortenstål på facaden og zink på taget. Det er materialer, som med tiden får en mere poetisk og patineret karakter, og som får huset til at blende elegant ind i naturen omkring. Huset er lavet i glas, beton og stål, men man fornemmer alligevel både tyngde og lethed, hårdhed og blødhed.

Særligt glasset spiller en vigtig rolle for husets gennemgående idé. Inspireret af Ole Palsbys mange ophold i Japan, hvor han fik et indgående kendskab til Zen-æstetikkens formverden, har han i husets konstruktion arbejdet aktivt med det gennemsigtige, halvgennemsigtige og de regulære spejlinger.

De store glasflader ophæver visuelt grænser mellem ude og inde, og sørger for at lede himmel og hav ind i huset. Ligeledes får man følelsen af, at husets rum strækker sig ud i horisonten.

"In the zone"

Huset består af to selvstændige transparente bygninger på henholdsvis 20 og 40 m2 i grundplan. De er forbundet af en lang glasgang, som går langs de to huse.

Imellem bygningerne er der en atriumgård, og under jorden findes en stor sammenhængende etage på ca. 200 m2, som er med til at binde det hele sammen. Det ene hus fungerer som "motoren for huset", med værksted, kontor, arbejdsværelse og teknikrum.

Glasgangen er "omstillingsrummet" fra arbejde til privat. Det andet hus, der ligger ud til vandet, rummer køkken, stue og spiseområde samt soveværelser og bibliotek. Den åbne planløsning opløser følelsen af det aflukkede og opdelte, og bygningens dæk fremstår som svævende platforme, der giver husets tunge materialer et let modspil.

– Vi har stor respekt for Ole Palsbys originale ideer til huset. Vi har lavet mange forbedringer på huset, men ikke forsøgt at lave om på grundideen. Selvom huset er zoneopdelt, er man alligevel sammen, da huset er fyldt med glas og spejlinger. På den måde kan man hele tiden fornemme hinanden. Det skaber den samhørighed og det fællesskab, vi ønskede os, siger Maria Christine Saxe Hansen, som samtidig fortæller, at huset også er så raffineret inddelt, at man stadig kan have sit privatliv.

I evig forandring

Lyset og stemningen i huset forandrer sig med vejret, årstiderne og tider på døgnet. Selve indretningen er også i konstant forandring. Maria Christine Saxe Hansen og Peder Elgaard har igennem livet samlet malerier, skulpturer og ikke mindst moderne møbler, som de ofte skifter ud og møblerer om. I husets ydervægge, som går langs bygningen, er en stor del af husets faste inventar indbygget. Det gælder fx køkken, skabe, hylder m.v. Sammen med de større glasflader kræver huset derfor ikke mange møbler for at føles fuldt møbleret.

– De eneste spilleregler er, at møblerne skal have en designmæssig vilje og stå frit i rummene. Indretningen skal være enkel, da vi godt kan lide at flytte rundt og afprøve de forskellige rum. Huset får lov at leve og forandre sig i takt med årstiden og vores behov. Det er helt eventyrligt at bo i et hus, der er så sanseskærpende. Det liv, man lever her, er næsten som det, man lever i et sommerhus, hvor man føler sig mere afslappet og fri, siger Maria Christine Saxe Hansen.

– Jeg synes, at huset har et humør. Et humør, der også skifter. Der er plads til, at det indtager nye stemninger, i takt med at omgivelserne ændrer sig. Er det dystert udenfor, er det på én måde, og er det meget lyst, er det, som om huset næsten forsvinder. Den evne til at forandre sig, så man aldrig helt ved, hvad man står op til, er en vigtig pointe ved huset. Det er blevet en stor del af mig. På den måde er det overraskende, hvad god arkitektur kan gøre ved en, siger Maria Christine Saxe Hansen.