I den tid, hvor byhuset i Københavnsområdet blev tegnet, havde hvert familie-medlem typisk to par sko, og det var almindeligt, at aftensmaden blev tilberedt i et aflukket køkken.
Siden 1930’erne er forholdet til sko-beholdningen hos familiemedlemmer blevet mindre nøjsomt, og de fleste foretrækker at komme ud i lyset og fællesskabet, når der skal kokkereres.
Det første kan lyde som en mindre detalje, men både behovet for opbevaring og ønsket om et åbent køkken har haft betydning for ombygningen af dette byhus.
Fra at have en lille entré og et ditto køkken, som lå afsides fra opholdsrummene, har huset i dag en mere åben planløsning med en rummelig og imødekommende entré samt et køkken, som er rykket ind i stuen og dermed i fællesskabet.
Samtidig er der akkurat blevet plads til et lille toilet i midten af stueetagen, hvor man før skulle op på førstesalen for at finde toilet og bad. Arkitekt Rasmus Skaarup har i samarbejde med sin kollega arkitekt Kristín Sigurjónsdóttir haft fokus på at finde en balance mellem de oprindelige tanker om arkitektur og behovene hos en moderne familie.
De modige farvevalg
– Huset blev bygget i en tid, hvor tankerne om en velfærdsstat begyndte at tage form. Der boede ikke længere en stuepige i huset, og nu var det lige før, at det hele blev moderne. Man var i gang med at fjerne al pynt, men kunne alligevel ikke få sig selv til at lave et loft uden stukkatur, fortæller Rasmus Skaarup om en forandringstid i arkitekturen.
De moderne og enkle linjer fra husets oprindelige stil er videreført i ombygningen, og ændringerne i de overordnede rammer er udført, så det ser ud, som om det altid har været sådan. Det gælder fx for de nye indbyggede reoler, som binder køkken og stue sammen, samt for husets nye gulve i sildebensparket.
Med ombygningen har byhuset også fået en grundig farveopdatering. Modet til at vælge farver, og til at vælge flere af dem, voksede undervejs i processen, fortæller arkitekterne:
– Det er nogle modige og svære valg, og her valgte ejerne at gå all in. Det tror vi, at man skal. Med væggene var det meget enkelt for dem. Hvis de blev trætte af farverne, kunne de altid bare male dem over. Men med fliserne var det noget andet.
Fliserne på henholdsvis det lille toilet og i entréen er petroleumsfarvede, og på det store badeværelse på førstesalen har de valgt lyserød. På badeværelset er de lyserøde fliser rektangulære og lagt fra gulv til loft. Farvevalget ville nok have været et andet i husets byggetid, men konceptet med farvede fliser på badeværelset var ikke ualmindeligt i 1930’erne, så på den måde er valget i tråd med husets byggestil.
Ejerne kunne sagtens have bedt om et sikkert valg med hvide/beige fliser i 15 x 15 centimeter, men da arkitekterne foreslog en kombination af to lyserøde nuancer og at gå hele vejen med fliser fra gulv til loft på alle vægge og omkring det indbyggede badekar, sagde de ja.
Set med Rasmus Skaarups øjne kan det modige farvevalg tilføre friskhed og løfte rummets udtryk:
– Som regel, når man sætter sit hus i stand, kommer malerne og giver det hele en hvid omgang, og så tænker man: Hvor er det flot, nu begynder det at ligne et rigtigt hus. Men pludselig er der nogen, der maler en væg blå, og så sker der noget meget mærkeligt, nemlig at rummet løfter sig og bliver til noget særligt, siger han.
De mange detaljer i den indbyggede reol
I entréen i det nyrenoverede byhus er væggene netop malet i en sart, blå farve, som harmonerer med de blanke fliser på gulvet og skaber en særlig stemning, fortæller arkitekten.
I køkkenet og stuen er farverne mere afdæmpede. Her har væggene fået en varm sandfarve, som sammen med gulvlange gardiner i samme nuance danner en rolig ramme om familiens sociale rum.
Hvor huset tidligere havde et aflukket husmorkøkken, er køkkenet i dag rykket ind i stuen. Ejerne har bevidst fravalgt en køkkenø for i stedet at lade køkkenet danne en diskret bagvæg i den ene ende af rummet. Fra enden af køkkenbordet binder en arkitekttegnet, indbygget reol køkkenet sammen med stuen.
Reolen rummer køkkenskabe i rummets ene halvdel, hylder til bøger samt en siddeniche i den anden ende, hvor der også er indbyggede skydedøre.
– Rummet er tegnet til en familie, hvor der er to arbejdende voksne og to små børn, så man skal kunne være sammen her. Bag ved skydedøren i den indbyggede reol er der et værelse, som er tænkt til, at børnene kan lege der, og hvor man også kan sidde og arbejde.
Med ombygningen har huset fået en ny kerne, som man kan gå rundt om. Kernen rummer foruden toilet også trappen, som er fremhævet med farver og materialer. Trapperummet er malet i en mørk grøn farve, og over trinnene i egetræ lyser dekorative lamper rummet op og er blikfang på tværs af etagerne.
– Lamperne var et forslag fra ejerne. Vi kiggede på billeder, hvor de var brugt i forskellige sammenhænge, og kunne se, at de fungerede bedst, når der var flere sammen, og de gerne rørte lidt ved hinanden og optrådte som bobler, fortæller Rasmus Skaarup.
Derfor klippede han og kollegaen Kristín Sigurjónsdóttir cirka 30 cirkler i forskellige størrelser af papir, hængte dem op og gik og flyttede dem lidt frem og tilbage, indtil de endte med det helt rigtige udtryk. Derefter kunne elektrikeren begynde at fræse ud til ledninger.
– Det var et stort forarbejde og dyrt i lamper, men det er de lamper, der sammen med farverne og materialerne ophøjer trappen fra bare at være en funktion til at blive et rum i sig selv, fortæller Rasmus Skaarup.