Huset der ikke begrænses af beskedne kvadratmeter

Dagslys i massevis. Køkkenet fra Uno Form ender i et stort glasfelt, som bringer dagslyset og træerne ind i huset.

Højt oppe under taget. Køkkenets generøse loftshøjde understreges af de lange, sorte ledninger, som ender i pendlen Caravaggio fra Fritz Hansen.

Et beskedent hus til arkitektparret

– Vi har forsøgt at skabe rum i rummene for på den måde at kunne reducere størrelsen af huset, fortæller Philip Kvalbein Hauge.
Han sidder ved køkkenbordet. Væggene rundt om ham er klædt i krydsfiner. Og der er kun to meter til loftet.
– Det er som at gå ind i en “gapahuk”. Man føler sig i ly. Her er altid lunt og intimt, siger han og rejser sig for at gå ud i det åbne alrum.

I køkkenets gangzone bliver taghøjden pludselig næsten seks meter. Overgangen fra det trange til det luftige er slående. Følelsen af meget luft skyldes selvfølgelig også det store glasfelt, som sender dagslyset ind i køkkenet og videre til stuezonen længere inde. Og lige så vigtigt: Omgivelserne udenfor bliver en væsentlig del af rumoplevelsen.

– Huset er tegnet specielt med tanke på at trække birketræerne indenfor. De påvirker alle rummene og betyder, at vi får årstiderne ind, fortæller Eva Louise Korsøen, der ligesom sin mand er arkitekt.

De to både boede sammen og arbejdede sammen. Hvad var mere naturligt, end at de også tegnede deres eget hus sammen? Tilbage i 2013 fandt de en grund i Kronstad i Bergen. Grunden var smal, og de kunne ikke bygge et hvilket som helst hus. Derfor vender huset ryggen – en vinduesløs gavlvæg – mod et ældre nabohus og åbner sig mod haven og de gamle birketræer. Husets trapezform er tilpasset grunden og smalner gradvis mod nordvest. Ellers er det helt enkelt: to etager, fire vægge, ingen udstik eller indhug.

Gode rum: Den åbne akse fra køkkenet til stuen giver både godt overblik og en god rumfølelse, og den dobbelte taghøjde giver udsigt fra galleriet på første sal.

Lukket Facade: Indgangspartiet er markeret gennem materialebrugen: De lyse vertikale planker i olieret egetræ udgør en tydelig kontrast til de smukke blåbejdsede, horisontale granplanker.

Fascination af japan: Små delikate detaljer fra Solens Rige.

Smidig overgang: Skabsvæggen mellem køkken og stue er delt i underskab og overskab med en finerklædt opbevaringsniche eller pyntehylde i midten. Den stråklædte daybed udgør selve gulvet i det såkaldte tatami-rum til højre. Rummet bruges bl.a. som legestue, hvilerum og gæsteværelse.

Midtpunkt: Trappen ligger centralt i huset, med stue og køkken på hver sin side.

Materialemiks: Den ene væg i stuen er beklædt med træ, som en varm kontrast til det ellers kølige materialebrug. Skindsofaen er designet af Knut Sæter for Vatne i 1960’erne. Gulvtæppet er fra Nanimarquina, mens sofabordene Bowl er designet af Andreas Engesvik for Fogia. Gyngestol og stol af Eames er fra Vitra. AJ-standerlampen af Arne Jacobsen er fra Louis Poulsen.

Japansk inspiration: Vinduet i tatami-rummet flugter med måtterne og fortæller, at huset er tegnet indefra og ud.

Rum i rummet: Tatami-rummet udgør en afskærmet zone, men er samtidig tilknyttet alrummet. Tekstilet på væggen er købt i Tokyo i 1990’erne og viser det japanske symbol Enso – i dette tilfælde en halvåben cirkel malet i én bevægelse.

Japansk æstetik og det at begrænse sig

Størrelsen er beskeden, blot 100 m2 beboelse. De fleste ville nok have udnyttet mulighederne og bygget større, men Eva og Philip gik den modsatte vej. De begrænsede sig. Med nedskaleringen fik de større udearealer, lavere omkostninger og mindre energiforbrug.

– Vi ville hellere have færre, men bedre rum. Vores tatami-rum er fx et sted, hvor vi kan trække os tilbage, samtidig med at vi er sammen. Vores søn, Jakob, har et sted at lege, læse, spille og bygge med Lego, mens vi er i nærheden, fastslår Philip.

Arkitektparrets fascination af japansk æstetik er sporbar overalt, men kommer allertydeligst til udtryk i denne afskærmede, ophøjede del af stuen. Tatami er en traditionel, japansk måtte af rishalmstrå bygget ind i en træramme for stabilitetens skyld. Her i huset er rammen hævet 20 cm over gulvet som en slags daybed.

– Det er vældig japansk, at funktionerne flyder over i hinanden. Dette hus er faktisk som en stor treværelseslejlighed.

Pladsbesparende løsninger: Den stejle trappestige i børneværelset forbinder legeplatformen til venstre med sengen oppe til højre.

Asketisk. Det kliniske præg, som fremkaldes af soveværelsets nøgne, hvide vægge, balanceres af fyrretræets lune glød og organiske mønster. Skamlen Sol er af Andreas Engesvik for LK Hjelle.

Spændende kontraster: Soveværelset på anden etage er sparsomt, men interessant indrettet. Ved fodenden af sengen står en gammel høvlebænk, Flos-lampen Taccia og et maleri af Trudi Jaeger.