© KONGA CPH

Mette står bag den unikke Konga Cabin, du kan placere hvor som helst i naturen, du måtte ønske

Konga Cabin er en smart lille størrelse, der er designet indefra og ud for at optimere både plads og udsigt. Selvom kvadratmeterne er små, vil oplevelsen unægtelig være stor, da den lille træhytte tegnet af arkitekt Mette Fredskild kan placeres off-grid i hele verden.

Hvis arkitekt Mette Fredskild selv skal sige det, så ligger Konga Cabin sig i segmentet midt imellem camping og sommerhus: Der er mulighed for alle de moderne faciliteter, som et hus har, men størrelsen minder mere om campinglivet.

Uanset hvilken fritidsbolig man er til, så er fællesnævneren, at det handler om at være et sted, hvor man gør tingene anderledes end i hverdagen.

– Her på tegnestuen laver vi rigtig mange hoteller, som er et sted, hvor mange mennesker søger en specialoplevelse. Kravene til et hotelværelse er, at man skal sove, spise og bade der. Det er en interessant øvelse, fordi det handler om at bryde vaner: Man gør alle de samme ting, som man gør i sin hverdag, men når omgivelserne er anderledes, og måske også rækkefølgen, hvori man gør dem, så bliver man bevidst om sine handlinger. Vi kører så meget på autopilot i hverdagen, at vi næsten ikke kan huske, hvordan vi lavede den kop kaffe, vi står med i hånden, siger Mette Fredskild.

LÆS OGSÅ

Fra idé til produkt

Og hvad har det så med Konga Cabin at gøre?

En hel del faktisk. Idéen opstod nemlig i samarbejde med Paulius Zemaitis og Goda Zemaite, der har produktionsvirksomheden Confido, og som Mette har arbejdet sammen med på flere hotelprojekter.

Paulius og Goda ville gerne have Mette til at tegne en køkkenserie for dem, og i den forbindelse kom de tre tættere på hinanden privat, og det viste sig, at parret havde brug for at få tegnet et lille fritidshus til en grund ved søen Glükas i Litauen. Det var i den proces, de tre blev enige om, at potentialet var stort nok til, at huset kunne sættes i produktion.

Og den oprindelige tanke var faktisk, at en hel masse huse skulle kunne placeres rundtomkring i landet – og i verden – som et netværk af unikke oplevelser og sin egen lille hotelkæde. Det ville være en slags B&B, hvor man lejede sig ind hos private, men selve “værelset” ville være samme veldesignede standard alle steder. Man ville blive modtaget af et værtspar, som ville give den følelse af personlighed, der kan være svær at skabe på et hotel, og så ville hver location være unik.

Der er desværre rigtig meget lovgivning på det her område, i hvert fald i Danmark, som for nu har sat en stopper for den idé. Sidst, men ikke mindst er Konga Cabin med sine 28-37 m2 indrettet ud fra stort set samme principper, som når Mette Fredskild tegner hotelværelser.

– Et stort rum kan ofte defineres af ydre rammer, som giver mulighed for en fleksibel indretning. Når man laver små rum, bliver man nødt til at designe hele rummet på forhånd, og derfor kan man styre oplevelsen af rummet mere præcist. Konga Cabin er tegnet indefra og ud på alle parametre. Når man kigger på facaden, kan placeringen af vinduerne eksempelvis opleves som tilfældig. Det er, fordi de er styret af kigget indefra og ud – hvordan man får den bedste udsigt fra sengen, fra stolen, fra spisepladsen, forklarer Mette.

Tilgængelighed over alt andet

Oprindeligt er Konga Cabin lavet til at være off-grid, hvilket betyder, at der ikke er nogen kloakering, ingen elektricitet og intet vand. Der er solceller på taget, som gør det selvforsynende med el, et frysetoilet, regnvandsopsamling samt brændeovn. Alt i alt sit eget lille økosystem.

Nu er huset også lavet i en version, der så at sige er on-grid, som kan tilsluttes vand, el og klorakering. Den her slags oplevelser, hvor man kommer helt tæt på naturen, har vi set en del af de seneste år, som eksempelvis med Stedsans in the Woods i Sverige, Vipps The Bolder i Norge, Freiform i Sydtyrol og Cabin Anna i Holland. Alle smukke på hver sin måde, men også henvendt til et bestemt segment, hvilket priserne afspejler.

– I tilblivelsesprocessen har vi delt mange værdier. Vi har snakket meget om minder, hvad der udgør den gode oplevelse, og gammelt håndværk kombineret med moderne design. Det er egentlig ikke, fordi den demokratiske tanke er blevet diskuteret, det har været iboende fra starten, at Konga skulle være tilgængelig, selvom alt er veldesignet og arkitekttegnet, siger Mette og fortæller, at huset starter ved 59.000 euro, cirka 450.000 kr., eksklusive levering, og i off-grid-versionen kan placeres hvor som helst i naturen.

Netop derfor er der indtænkt forbindelse mellem inde og ude. Indenfor får man hele tiden en ny udsigt, som man bevæger sig rundt, så man får ikke hele herligheden serveret på engang. Og når dørene åbnes, fortsættes livet udenfor. Facaden ser næsten lidt ufærdig ud og har et beskedent udtryk. Og det er meningen.

– Det handler om at være ydmyg omkring at være i naturen, og at det er den, der skal løbe med opmærksomheden.

LÆS OGSÅ