Sæt gang i plan B
Parret planlagde at bygge deres eget sommerhus, og de havde arkitekt Lene Tranberg med på Bornholm for at se på det. De havde fået kontakt til en entreprenør, som havde 12 byggegrunde ved Hammershus, og Birgit Lyngbye Pedersen og Jimmy Olesen havde en klar idé om, hvordan deres nye hus skulle se ud. Men Lene Tranberg vendte tommelfingeren ned. Hun vidste nemlig, at der var projekteret nogle meget store og ufølsomme huse på nabogrunden. Parret måtte tænke i nye baner. Pludselig dukkede der et byhus med ferielejligheder op i Allinge, som var til salg.
– Vi kom ind og så huset og havde absolut ingen intentioner om at skulle drive et ferieudlejningssted. Vi ville egentlig bare gerne have et sted for os selv. Men da vi så trådte ind i huset her, fik vi den følelse, som jeg tror, alle får, når de kommer her første gang: Det her sted kan bare noget helt særligt, siger Jimmy Olesen, og Birgit Lyngbye Pedersen supplerer:
– Vi kiggede på hinanden, klemte hinanden lidt i hånden og sagde: Rolig nu. Men vi vidste jo godt, at vi ikke kunne være rolige. Vi vidste godt, at det her sted ville blive solgt med det samme. Så. Vi bed til bollen.
Fra at ville have et sommerhus på Bornholm stod Birgit Lyngbye Pedersenog Jimmy Olesen pludselig med et hus med tre ferielejligheder og skulle lære, hvordan man udlejer, hvordan man laver en hjemmeside, og hvordan man i det hele taget får en hel struktur op at køre med bookingsystemer, rengøring, nøglebokse osv. Desuden var det også et kæmpe renoveringsprojekt, hvor de måtte flytte en indvendig trappe, som optog alt for meget unødig plads, samt et udvendigt trappetårn af træ, som ikke var brandgodkendt.
– Det har på alle måder været et kæmpestort projekt, og vi har måttet løbe rigtig stærkt for at få enderne til at mødes. Derfor har vi også flere gange undervejs måttet stoppe op og spørge os selv: Hvorfor gør vi egentlig det her? Vi er kommet frem til, at det, som driver os, er, at vi brænder for at skabe fællesskaber. Og så er stedet her blevet en måde, hvorpå vi kan formidle Bornholms natur, kultur, håndværk og gastronomi, siger Birgit Lyngbye Pedersen.
Birgit Lyngbye Pedersen, som er Novo Nordisk-arving, forvalter til daglig sin formue som mæcen for en række kunst-, arkitektur-, kultur- og musikprojekter, og på den måde ligger Villa Sonja naturligt i forlængelse af dette arbejde. Ud over at have spækket stedet med kompromisløs kvalitet, masser af kunsthåndværk og ikonisk design med kant, så aktiverer Birgit Lyngbye Pedersen og Jimmy Olesen også den bornholmske gastronomiske scene. Under Folkemødet åbner de fx baggården op som en sjælden lille oase, hvor man kan drikke kildevand fra Bornholms Kildevand, spise lækre sandwich fra Brødre Bageri i Sandkås og drikke kaffe af den lokale Bean Buddy fra Nexø.
Desuden åbner parret under Folkemødet Galleri Sonja, lige på den anden side af gaden fra Villa Sonja, hvorfra de kommer til at sælge håndplukket bornholmsk keramik, kunst og kunsthåndværk samt økologiske blomster fra det bornholmske sted H(e)aven, og hvor man i øvrigt også vil kunne spise og drikke i en hyggelig grøn gård.