Hans Sandgren Jakobsen er manden bag den nok mest ikoniske kommode nogensinde

Den helt store udskiftning

– Vi kunne med det samme lide huset og se mulighederne. De to gårdhaver har med tiden fået en næsten sydlandsk karakter med en overdækket loggia til spiseplads og tørring af træ. Vi åbnede også rummene mere op, så vi fik både lys og kig igennem dem, fortæller Hans Sandgren Jakobsen.

Mange væg til væg-tæpper blev udskiftet med lyse trægulve, værelser blev lagt sammen, bl.a. i køkkenafdelingen, hvor to små rum blev til ét stort, rummeligt køkken, og sove- og badeværelser blev renoveret – alt har fået en omgang og er ført op i nutiden. Det er også her, at Hans lever med sit eget design og tester prototyper, inden de skal ud at leve i verden.

– Vi har nu boet her godt 20 år, vores børn er voksne, og vi elsker dette med at komme hjem til roen. Det er skønt at være i København og ude i den store verden med masser af travlhed. Men her i Grenaa falder man til ro. Her er tiden til at eksperimentere og tænke produkterne igennem uden forstyrrelser, siger han.

Før Hans Sandgren Jakobsen slog igennem internationalt og returnerede hjem til Djursland, var han både forbi København og Japan for at få træet og snedkerhåndværket helt ind i fingrene. Efter at være udlært snedker med sølvmedalje hos Inventarsnedkeriet og omkring Rud.

Rasmussens værksted tog Hans afgang fra Danmarks Designskole i 1990 som møbeldesigner – en uddannelsesmæssig kombination, der gav ham fornemmelse for materialer såvel som formgivning og sendte ham direkte til Japan. Her arbejdede han et år hos COBO Design, hvilket gav et varigt indtryk, ikke kun mentalt, men også designmæssigt.

- Det har altid været vigtigt for mig at komme i dialog med materialet

At Nanna Ditzel stod og manglede en ung møbeldesigner med håndværksmæssig kunnen til at hjælpe med at lave prototyper, blev Hans Sandgren Jakobsens store held, da han kom hjem fra Japan.

Nanna Ditzel eksperimenterede og havde kontakter ude i den store verden, ligesom hendes syn på design matchede Hans’ eget. Hun skuede fremad, ikke tilbage, og var ikke bange for at prøve nye metoder af, og der blev indkøbt maskiner, så prototyperne kunne fremstå så overbevisende som muligt.

Det var på et tidspunkt i midt-1990’erne, hvor de gamle, hæderkronede møbelarkitekter i et stykke tid havde skygget for nye talenter. Hos Ditzel var der derimod både lyst og trang til at investere i fremtiden.

– Jeg fik lov til at være med i alle processer, også møderne med producenterne, hvor vi ofte måtte finde på nye metoder til at løse opgaven. Jeg fik også selv lov til at lege med mine egne idéer hos hende efter arbejdstid.

Som eksempelvis den lille skammel Gallery til Kunstforeningen Gl. Strand, hvis prototype blev udført på mit modelværksted i Brønshøj, husker Hans og fortsætter:

– Jeg kan jo selv bygge modellerne, fordi jeg er uddannet møbelsnedker, og en rumlig model er bedre og mere sikker at arbejde med end en todimensionel tegning. Det har altid været vigtigt for mig at komme i dialog med materialet.