
Hans Sandgren Jakobsen er manden bag den nok mest ikoniske kommode nogensinde
Hans Sandgren Jakobsens hjem er et vidnesbyrd på hans mangeårige virke i den danske og internationale designbranche, som han har været med til at nytænke igennem hans uovertrufne fornemmelse for træ, håndværk og formgivning.
AfEn ægte træmand
Hans Sandgren Jakobsen er en ægte træmand. Ikke på den gammeldags måde, men mere bogstaveligt talt. I snart fire årtier har han professionelt kombineret sine største interesser: træ, design og håndværk.
Som en af Danmarks mest innovative nulevende designere har han været med til at nytænke formsproget for, hvad træ kan som materiale, som eksempelvis AK 1020 Turning Boxes for Naver Collection, et møbel i valnød og ahorn, der består af ti skuffer stablet oven på hinanden, der kan rotere 360 grader, som en slags vertikal Rubik’s Cube.
Man finder hans møbler repræsenteret i faste samlinger på Designmuseum Danmark i København, MoMA i New York, Trapholt i Kolding og Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam. Han har modtaget utallige priser herhjemme og i udlandet, senest Red Dot Award i 2022 for sengen RotoBed Change, ligesom han har udstillet sine møbler verden over fra Hobro og Herning til Paris, Barcelona og Lausanne.
I dag er Hans Sandgren Jakobsen baseret i Grenaa, hans barndomsby, på 22. år. Hans tegnestue ligger på havnen, i det gamle færgeleje, og han bor privat i et gult murstenshus med fladt tag fra slutningen af 1960’erne, som kunne ligne, at det var af Friis & Moltke, men er tegnet af en lokal arkitekt.