Det tog Karin 9 år at bygge sit hus, der er så smukt, at selv forbipasserende banker på for at se det
Karin Widnäs havde aldrig forestillet sig at bo uden for en storby. Indtil hun en dag fik et skelsættende opkald, der med egne ord fik hende til at komme hjem.
AfIfølge den finske keramiker Karin Widnäs’ to sønner har hun overnaturlige evner.
Selv erkender hun da også at være udstyret med en stærk intuition og noget nær øjne i nakken. Måske var det de evner, der blev taget i brug, da hun i 1994 besluttede sig for at takke ja til en livsforandring af de store.
På det tidspunkt var hun i slutningen af 40’erne og alene efter at være blevet skilt fra sine børns far, havde altid boet i Helsinki og havde ikke set for sig, at hun nogensinde skulle bo uden for en storby.
Alligevel var Karin Widnäs ikke i tvivl, da virksomheden Fiskars’ direktør tilbød hende at blive en del af en kommende kunstnerkoloni i firmaets landsby nogle timers kørsel fra hovedstaden.
Fiskars havde nemlig efter mere end 300 år flyttet deres produktion fra de gamle anlæg, og det rev tæppet væk under lokalsamfundet. Løsningen blev at lade stedet huse Finlands dygtigste kunstnere og håndværkere, og her stod Karin Widnäs højt på listen. Da først hun besøgte det, var hun ikke i tvivl om, at hun var kommet hjem.
– Jeg har en meget stærk følelse af energi i jorden her. Og jeg bruger den ved at designe og arbejde ihærdigt hver eneste dag, ler hun.
Arkitekten Tuomo Siitonen fik frie hænder ud fra Karin Widnäs’ ønsker: et værksted og et hjem og “gerne forenet, men uden at være det samme hus”. Værkstedet kom først, og Karin Widnäs boede i dets kontor, mens selve hjemmet blev bygget.
– Jeg var meget involveret i byggeprocessen. Hele tiden. Fra start til slut. Jeg fulgte med i alt og fik også foretaget ændringer, hvis jeg ønskede det. Tuomo Siitonen kunne tydeligt se på mig, hvis hans forslag ikke faldt i god
jord ... Han inddrog mig altid til fx at skabe en særlig væg eller et gulv, og jeg fik idéerne med det samme. Det gør jeg altid, til min store glæde. Hvis jeg var kommet i gang tidligere i livet, havde jeg grundlagt en fabrik!
Resultatet blev det, der udadtil ligner et stort træhus, men indenfor viser sig at være to separate bygninger adskilt af en overdækket terrasse, så man er nødt til at gå ud på det dæk, der løber ubrudt rundt om tre af husets fire sider, for at komme til husets anden del.
– At det tog ni et halvt år, betød, at jeg gjorde det enklere inden døre. Jeg rørte ikke ved det ydre; det ser ud, som arkitekten ønskede det, men indenfor fik jeg det lidt anderledes, for jeg skulle kun have, hvad jeg havde behov for. Grunden til, at det tog så mange år, var, at jeg ikke havde råd til at gøre det færdigt før. Det er noget, jeg også fortæller til unge mennesker: I behøver ikke at få det hele på en gang, det er bedre at gøre tingene i ro og mag. Og det er godt at bo på stedet imens, for på den måde opstår idéerne.
Karin Widnäs’ træhus er bygget på pæle og ligger delvist på klippegrund, omgivet af træer og en sø. Under huset opbevarer hun bl.a. brænde, og bag huset plukker hun om sommeren blåbær og om efteråret svampe.
I entréen hænger et unikaværk af Matias Karsikas af glas, keramik og træ. På flisegulvet står en koreansk kimchi-potte – Karin Widnäs elsker Sydkorea og har været der et væld af gange. Til venstre fører en dør ind til stuen, til højre kan man kigge ud til den overdækkede veranda.
Det første man ser i stuerummet, er den smukke, “levende” reliefvæg i nuancer af brændt ler. Fliserne er skabt af Karin Widnäs selv. Pilefletkurvene er af Markku Kosonen (1945-2010), som også boede i Fiskars Village.
Det næste, man ser, er glasfacaden i hele rummets længde. Her står Karin Widnäs’ værk Cloudy, skabt af keramik og træ, samt værker af to andre Fiskars Village-kunstnere: Camilla Mobergs lampedesign Bamboo og Kim Simonssons keramikværk Girl jumping into a Golden puddle.
Den kridhvide sofagruppe for enden af stuerummet er Karin Widnäs’ yndlingssted i hjemmet. Især om vinteren er det hyggeligt at sidde her, med pejsen til højre (ikke synlig i billedet) og alt klædt i hvidt udenfor. Det hvide fad er unika, skabt af Karin Widnäs selv. Glasæblerne er fra Venini, mens glasæsken er fra Iittala. Ønskeø-bonbonnieren er skabt af Karin Widnäs. Den fås i flere farver, glaseringer og faconer og sælges i hendes KWUM-shop. Ved vinduet står en keramikskulptur af Johanna Rytkölä og en fletkurv fuld af bøger, en praktisk løsning i den reolløse stue.
Spisestuens endevæg udgøres bl.a. af et stort vindue, der fungerer som et evigt foranderligt maleri. Karin Widnäs holder især af udsigten to gange om året: tidlig sommer, når æbletræerne blomstrer, og alt er grønt, og om vinteren, for “vi har hvid sne. Virkelig hvid sne. Ikke som i Helsinki, hvor den er grå,” som hun siger. Stolen af masurbirk er tegnet af Rudi Merz fra Fiskars Village. Værket på væggen er Matias Karsikas’ La Fleur Éternelle, af keramik, glas og træ.
I spisestuen er såvel skabet som bordet og stolene designet af Kari Virtanen for møbelfirmaet Nikari, der også hører hjemme i Fiskars Village. Spisebordet bruges primært om vinteren, hvor der let kan sidde 12 eller flere venner ad gangen. Skamlerne med sort sæde er Alvar Aaltos klassiker, Stool 60. Den grønne glasvase er fra Iittala, og pendlen er designet af Camilla Moberg. Gulvet er skabt dels af store, færdiglavede fliser fra Tiileri, dels af mindre med en prik i midten skabt af Karin Widnäs, og lagt, så de minder om et kludetæppe.
Pejsen udgør en rumdeler mellem stuen og spiseafdelingen. Den er muret op med matte hvide fliser, Karin Widnäs selv har skabt.
Det lille åbne køkken udgør den ene ende af spisestuen. Det er tegnet sådan for at kunne kokkerere, mens man taler med gæsterne. Karin Widnäs' egne askeglaserede fliser pryder hele endevæggen som en
pendant til stuerummets røde flisevæg. På hylden står bl.a. farvede glasværker fra Iittala og en Bongo-glasvase designet af Camilla Moberg. På den øverste hylde står forskelligt glas og keramik, Karin Widnäs har
samlet. Den lille trappestige af træ er fra Nikari, tegnet af Kari Virtanen.
Trappen op til soveafdelingen er skjult bag en fritstående skillevæg i stuen. Der opstår en skulpturel effekt imellem de trekantede trin, med striber af lys, så også rummet under trappen bliver interessant. Her står et keramisk vægstykke af Francesca Mascitti-Lindh og en pilefletkurv af Markku Kosonen.
For Karin Widnäs er soveværelset både det rum, som er mest stille, og som giver mest ro i sindet. Gyngestolen af pil er skabt af Markku Kosonen. Marmorbusten forestiller Karin Widnäs’ mor og er skabt af Eila Hiltunen. Robotkaninlampen er et værk af Matias Karsikas. Maleriet, hvis motiv minder Karin Widnäs om udsigten uden for vinduet, er et arvestykke fra forældrene.
Gulvvasen er en traditionel vase fra Sydkorea med intarsia og celadon-glasering. Papirværket på væggen er ligeledes af en koreansk kunstner.
På sengen ligger et dyreskind, og på væggen hænger askeglaserede fliser, skabt af Karin Widnäs. Tekanden på hylden er et værk af den amerikanskfødte Howard Smith (1928-2021), der også boede i Fiskars Village.
Ligesom i stuen og køkkenet har badeværelset en reliefvæg skabt af Karin Widnäs selv, her med fliserne Vågspel (Bølgeleg) af stentøj. Badekarret er sat i en kasse af træ magen til det lille, aflange vindue.
Den overdækkede veranda med udsigt over søen er perfekt om sommeren. Her sidder Karin Widnäs rundt om bordet sammen med sine gæster, uanset om det er sol eller regn. Væggen til venstre er beklædt med hendes egne håndstøbte fliser, til højre kan man se ind til værkstedet. Det store fad er skabt af Karin Widnäs. Bordet er lavet af douglasfyr. Stolene fra Nikari er designet af Kari Virtanen. Krukkerne er fra det finske keramikværksted Kupittaan Savi.
Mellem boligen, værkstedet og verandaen er et overdækket forrum. På den ene væg hænger Karin Widnäs’ Vågspel-relieffliser.
Trædækket løber ubrudt rundt om tre sider af huset, med trappe ned tre steder. Fordi der ikke er rækværk, er udsigten fra stuen uforstyrret.
