
Kom med indenfor i huset på Fanø, som er inspireret af øens særlige byggeskik
Bodil og Egon faldt for Fanøs ro og natur og byggede et hus, som passede ind i øens byggede miljø. Sådan da i hvert fald – for husets utildækkede overflader gør det til noget helt særligt.
AfFanøs ro og natur ramte plet
Ved ankomsten til huset i Nordby en grå septemberdag ser bygningen behageligt genkendelig ud, med harmoniske, traditionelle proportioner. Den røde, pudsede gavl lyser op, og det stejle sadeltag beklædt med vingetegl danner en beskyttende hætte mod den kraftige vestenvind.
Men når man kommer tættere på, finder man ud af, at huset er fuldstændig uden detaljer. Det ligner faktisk en skitse til et hus, som det står der, nøgternt og enkelt.
Øen Fanø, der ligger ud for Esbjerg ved den jyske vestkyst, forbinder man oftest med nostalgisk sommerhusliv omgivet af enestående fredet natur og Vadehavet. Men for ægteparret Bodil og Egon Bjørnshave Noe, der oprindeligt boede i Midtjylland, blev oplevelsen af plads, himmel og luft så tiltrækkende, at de valgte at slå sig ned her.
– Vi flyttede til Esbjerg, da vi begge havde fået nye jobs der, og boede et par år i lejlighed. I den periode kom vi ofte på Fanø. Vi faldt for roen, naturen og ølivet her, tæt på storbyen, og så besluttede vi at bosætte os her, fortæller Bodil og Egon.