Håndplukket design i klassisk villa

Intet er overladt til tilfældighederne
 i villaen fra 1946 nord for København. Med stramme linjer og rene farver har parret i huset indrettet en luksuriøs og afslappet oase, hvor deres sans for ikonisk design har sat sit tydelige præg.

Fire år før kravene blev mødt

© Brian Buchard

Det tog fire år at finde det helt rigtige hus, for kravene var mange og høje til både beliggenhed, plantegning og solens gang på grunden. Det var heller ikke ligefrem et håndværkertilbud, parret, som arbejder i henholdsvis møbel- og it-branchen, endelig fandt. Men de slog til med det samme. Her var det rigtige hus. Med fantastiske lysindfald, højloftede rum og den perfekte beliggenhed tæt på skoven nord for København.

– Vi ønskede et klassisk hus med en rummelig underetage med store rum. Vi kan godt lide luft omkring vores møbler og søgte to stuer, én til bøger og med pejs og en tv-stue, der kan laves om til en hule med lange, tunge gardiner. Vi ønskede ikke en stor førstesal med mange værelser, da vi kun er os to og vores hund. Derimod måtte der gerne være højt til loftet, sprossede vinduer og oprindelige gulve – ægte sjæl, som gamle huse byder på, fortæller parret.

Næsten alle rum renoveret

Dog er det først nu, halvandet år efter, at rummene kommer til deres ret efter en større gennemrenovering af stort set alle rum. Der blev lagt nyt flisegulv i hallen i klassisk stil og ny el i hele huset, og badeværelset på første sal fik nye fliser og glasvæg. Derudover blev der installeret jordvarme.

BILLEDE Terrassen omkring villaen er lavet i træsorten ipé og fungerer som husets tredje stue hele sommeren. Havemøblerne er fra Cane-line, og ved dem står Verner Pantons One Chair fra Montana. De sorte Duell-væglamper med inderside i guld er fra Modular. Murens farve er Château Grey fra Flügger.

Her er ingen spildplads

© Brian Buchard

– Vi faldt pladask for rummene og den smukke lofthøjde, som huset har. Men det er faktisk først, efter vi er flyttet ind og er kommet på plads, at vi virkelig værdsætter rummenes forløb. Det at køkken, pejsestue, tv-stue og kontor er placeret en-suite, betyder, at vi faktisk ikke har spildplads eller rum, der ikke bliver brugt. Vi bruger simpelthen alle rummene, fortæller parret.


Fantastisk lysindfald

– Hele huset har et fantastisk lysindfald med de mange store fløjdøre og placeringen på grunden. I køkkenet er der lysindfald fra alle fire verdenshjørner, hvilket især fornemmes i de lyse måneder. Stemning betyder alt for os. Både når vi er her alene, og når vi har gæster. Derfor har vi heller ingen rum, hvor vi skal lukke døren til. Alle rum er i brug, malet i en specialvalgt farve og indrettet til formålet i de enkelte rum. Derudover er det personlige valg af både møbler og accessories ligeledes vigtigt for os. De skal jo afspejle os, som bor her. 
Parret har indrettet sig med ting, der er nøje udvalgt gennem mange år i et miks af moderne møbler, kunst og personlige genstande fra fx Egypten, hvor en af dem har boet, og kinesiske arvestykker fra familie, som har boet en del år i Beijing.

– Æstetikken spiller en afgørende rolle i indretningen, og vi er gået efter få lækre ting, der holder hele vejen igennem. Det vigtigste er, at her skal være hyggeligt og indbydende.

BILLEDE Parrets hund Hector – en rhodesian ridgeback – på terrassen sammen med husets kvindelige beboer.

Rolige blå og grå nuancer

© Brian Buchard

Tv-stuen er med sine nuancer af blå og grå rolig for øjnene og gør det til et behageligt rum at slappe af i. Møblerne er moderne og klassiske på én gang. I midten står Masculo-lænestolen, der er designet af GamFratesi for Gubi. På konsolbordet fra Asplund står Snoopy-lampen fra Flos. Delphi-sofaen fra Erik Jørgensen er polstret med tekstilet Remix og designet af Hannes Wettstein. Poul Kjærholms sofabord PK61A med marmorplade er fra Fritz Hansen.

Symbol på huskøbet

© Brian Buchard

På konsolbordet fra Asplund står Snoopy-lampen fra Flos. Kuben i glas er fra Rue Verte. En håndskulptur af Marco Evaristti er købt på auktion som et symbol på, at parret har købt huset sammen.

Designelementer i hele stuen

© Brian Buchard

I tv-stuen lyser det farverige maleri af kunstneren Thierry Feuz op blandt de grå og blå toner. Det er købt hos Galleri Christoffer Egelund. Også i denne stue står Le Corbusiers ikoniske design i form af hans stol LC3 fra Cassina. Taburetten PK33 i vegetabilsk læder er som flere af de andre møbler i huset designet af Poul Kjærholm og fra Fritz Hansen. Gulvlampen i hjørnet er designet af Serge Mouille. Tango-gardinerne er fra Chivasso, og marmorskulpturen er købt på auktion.

Detaljer på sofabord

© Brian Buchard

På sofabordet 
i tv-stuen ses en trekantskulptur fra Oliver Gustav Studio og et Fornasetti-askebæger.

Pejsestue med afslapningspladser

© Brian Buchard

I pejsestuen rammer det store mørke tæppe fra Louis de Poortere stuearrangementet ind. Her står den klassiske Le Corbusier-sofa fra Cassina sammen med det ikoniske sofabord PK61, som også er designet af Poul Kjærholm, ligesom daybeden PK80 og PK22 i peddigrør. Det stribede maleri af kunstneren Thierry Feuz er købt hos Galleri Christoffer Egelund og giver et farverigt indslag til stuen. Ved havedøren står Taccia-gulvlampen, og i reolen fra Montana den lille Gatto-lampe, som begge er designet af Achille & Pier Giacomo Castiglioni for Flos.

Moderne pejs i stue med lænestole og gulvtæppe

© Brian Buchard

Den moderne pejs blev bygget under renoveringen og er i dag stuens centrum.

Poetisk stilleben med yndlingsobjekter

© Brian Buchard

Pejsehylden bliver brugt til et poetisk stilleben af en række af parrets yndlingsobjekter, som tæller et hestehoved i træ fundet på et loppemarked i Paris, en stålæske af Ilse Crawford fra Georg Jensen, en skulptur med hoved, som er en urne fra Egypten, en marmor-krukke af Michael Verheyden, og en sort miniature-trappe kommer begge fra Studio Oliver Gustav, og bordlampen IC er designet af Michael Anastassiades for Flos.

Forskellige designelementer på sofabordet i pejsestuen

© Brian Buchard

På sofabordet i pejsestuen står Mogens Lassens kubusstage. Messingæsken er designet af Ilse Crawford for Georg Jensen.

Kontor med designer skrivebord og kontorstol

© Brian Buchard

Fra tv-stuen føres man ind i kontoret, hvor et skrivebord fra Vitra, som er designet af Jean Prouvé, står sammen med Eames-kontorstolen.

Sort marmorvase, læderbakke, røgelseskar og bordlampe på skrivebordet

© Brian Buchard

På skrivebordet ses en sort marmorvase fra Excel, en læderbakke af Michael Verheyden fra Studio Oliver Gustav, et kinesisk røgelseskar, der er et arvestykke fra familien, og bordlampen fra Bestlite.

En længe kun til køkkenet

© Brian Buchard

Køkkenet har en hel længe for sig på 60 kvadratmeter og med seks meter til loftet. Det er designet af den italienske køkkenproducent Binova og er i wengetræ med en rustfri bordplade. De store flotte gulvfliser er fra Byens Fliser og Sanitet i Hellerup. Ellipsebordet med Syver-stolene i læder omkring er designet af Arne Jacobsen. Vasen og skålen er designet af Ilse Crawford, og kanden er af Henning Koppel, alle fra Georg Jensen. Den musselmalede kande er fra Royal Copenhagen.

Åbent køkken med spiseområde og direkte udgang til haven gennem store fløjdøre

© Brian Buchard

Fra køkkenet er der gennem fem fløjdøre direkte udgang til haven og husets skønne terrasser.

Smuk sølv vase fra Georg Jensen med vilde blomster i

© Brian Buchard

De smukke blomster i de røde og lilla farver giver et fint spil til de sorte, grå og hvide toner, køkkenet har.

Sov skønt på førstesalen

© Brian Buchard

Førstesalen indeholder både soveværelse, et badeværelse og et par gæsteværelser til familie og venner. Cobra-væglampen i gangen er designet af Greta Grossman for Gubi, og gulvtæppet er fra Louis de Poortere. Den lyserøde puf fra Lange Production står harmonisk flot til den lyserøde væg i soveværelset.

Skulpturel hvid lampe stående på hylde i soveværelset

© Brian Buchard

Når man kommer ind i soveværelset fra gangen, 
er den skulpturelle Gatto-lampe fra Flos noget af det første, man ser.

Specialfremstillet vask og møbel

© Brian Buchard

I badeværelset hænger det markante skuffemøbel i røget eg, som er fremstillet af en snedker. En specialfremstillet vask fra Copenhagen Bath er sat på. Modulars lysarmatur hænger elegant over spejlet, mens armaturet og håndklædeholderen er fra Boffi. Håndklædet er fra Georg Jensen Damask og den hvidlakerede træpersienne er købt hos Fischer. Det dekorative stenfad på vasken er fra Rue Verte, og i vindueskarmen står et lille messingspejl fra Excel.