Bo Bech er mest kendt som kok og restauratør - og det er måske ikke alle, der ved, at han også er kunstsamler.
I hans imponerende lejlighed, der er renoveret I et råt og minimalistisk udtryk, er kunsten iøjnefaldende og farverig på de ellers rå vægge.
Hans interesse for kunst er ikke medfødt, men blev først vakt til live i starten af det nye årtusinde.
– Det begyndte, da jeg arbejdede som køkkenchef på Jan Hurtigkarls restaurant i Ålsgårde. Jan var sammen med sin far, Roy Hurtigkarl, banebrydende indenfor dansk gastronomi, og qua deres årelange virke som kokke på nationalt TV tilbage i 1970’erne og 80’erne lærte de også Hr. og Fru Danmark helt nye madvaner og metoder. Jan var også meget kunstinteresseret og havde mange kunstnervenner, der flittigt kom og besøgte hans restaurant. Der foregik mange gode og lange samtaler der, forklarer han.
Forelsket i kunsten
Og spørger man ham, hvordan han vælger sin kunst, får man det overraskende svar, at kunsten vælger ham og ikke omvendt.
– Jeg er ikke bleg for at indrømme at kunsten, udover at den selvfølgelig skal tale til mig, og at jeg skal føle mig forelsket, også skal være med til at indrette. Tag Kørners værk som eksempel. Det er det første, man ser, når man træder ind i mit hjem, og det sætter straks en stemning. Væggen er stor, og derfor har værket også en vis størrelse. Glider man sin hånd henover det, fornemmer man, at det er malet med kun et enkelt lag maling. Han har altså malet det i første berøring.
I karnappen ved køkkenet vogter to bulldogs, af den belgiske kunstner William Sweetloves.
– Igen er der humor på spil her – jeg synes, de er uimodståelige som de står der med gummistøvler på forpoterne, ler Bo.
I loftet hænger en af Jeppe Heins Mirror Ballons støbt af glasfiber med en overflade af kromlak og en snor fæstnet med magnet.
Bag den store køkkenø hænger et enormt værk malet af John Kørner.
I den ene anden af rummet, og overfor det store værk af John Kørner, hænger et kæmpe spejlværk af Erik A. Frandsen.
Det giver en spændene effekt med de to store værker overfor hinanden, for værket af Kørner spejler sig i værket af Frandsen, og på den måde flyder kunsten sammen.
I kontoret, hvorfra Bo Bech har skrevet den seneste af en række kogebøger, The Relation Between Us – en personlig historie om mad og ingredienser fra hele verden, pryder fire aflange collager af Evren Tekinoktay.