
Suveræn Beef Wellington og kraftfuld rødvinsglace
Rødvinsglace og Beef Wellington er en perfekt kombination. Få her opskrifterne og forkæl dine nærmeste med en smagfuld middag.
AfRedaktionen / Gastromand.dk
Gastromand.dk er manges go-to hjemmeside, når der skal findes inspiration og opskrifter. Vi har i samarbejde lavet en smagfuld Beef Wellington med en rig rødvinsglace, der er perfekt til en middag med ekstra selvforkælelse. Her bliver det serveret med kartofler vendt i smør og persille, men retten er også suveræn uden.
Beef Wellington med rødvinsglace
4 personer
Det skal du bruge:
Beef Wellington
- 500-600 g. oksemørbrad
- En rulle butterdej
- 250 g. champignon eller andre svampe
- 1 skalotteløg
- 1 kvist rosmarin
- 2 spsk. smør
- En pakke god parmaskinke
- Kraftig sennep
- 1 æggeblomme
Rødvinsglace
- 1 dl. balsamicoeddike
- 1 spsk. honning
- ½ flaske rødvin
- ¼ flaske portvin
- 50 gram champignon
- 2 fed hvidløg
- 2 stk. løg
- 1 liter kalvebouillon eller kalvefond
- 50 gram smør
- Tomatpure/en håndfuld cherrytomater
Kartofler
- 1 kg. kartofler
- 2 spsk. smør
- 1 bundt persille
- Salt og peber
Sådan gør du:
Beef Wellington
Forberedelse
- Salt mørbraden generøst og lad den hvile
- Hak svampe, skalotteløg og rosmarin fint
- Steg svampene, indtil de har mistet al væske
- Tilsæt smør, skalotteløg og rosmarin og steg indtil gyldent
- Smag til med salt og peber og stil til side
- Brun mørbraden på alle sider ved høj varme
- Smør mørbraden med sennep
Samling
- Læg et stort stykke film på bordet
- Fordel parmaskinken med et par cm. overlap
- Fordel svampeblandingen på parmaskinken
- Læg mørbraden midt på svampene
- Rul stramt og sæt på køl i min. 1 time
- Tænd ovnen på 200 grader
- Rul butterdejen ud og skær 1/3 del fra
- Fjern filmen fra mørbraden og placer den på det lille stykke butterdej
- Pisk æggeblommen og pensl kanterne på butterdejen
- Brug det store stykke butterdej som låg og fjern overskydende dej
- Pensl resten af butterdejen med æggeblomme
- Rids Wellingtonen med en skarp kniv
- Drys med salt og frisk rosmarin
- Bag i ovnen til en kernetemperatur på 55 grader
- Tag ud og lad hvile i ca. 15 minutter
- Skær i pæne brede stykker
Rødvinsglace
- Hæld honningen i en kasserolle
- Lad den karamellisere let
- Tilsæt eddike og lad det koge ind
- Tilsæt rødvin og portvin
- Lad det reducere til en tredjedel
- Tilsæt champignon, hvidløg, løg, tomatpure og kalvefond
- Lad det koge ind til din ønskede tykkelse og kraft
- Si saucen og kog den derefter op igen
- Tag saucen af varmen
- Tilføj det kolde smør og servér
Kartofler
- Kog kartofler i let saltet vand indtil møre
- Hæld vandet fra
- Vend kartoflerne i smør og finthakket persille
- Smag til med salt og peber