© Pia Enghild

Poussiner bagt med citron og jordskokkesalat

Det ligner ikke vintermad, og poussinerne får da også et friskt forårspust over sig, når citron tilføjes. Prøv den delikate opskrift her!

Opskrift:

poussiner 2 stk., soigner og pluk for eventuelle fjerrester
usprøjtet citron 1 stk., riv skallen, skær i kvarte, og befri for hvide skaldele
soja 1 spsk.
stegesnor
jordskokker 500 g, skrub grundigt og skær i tynde skiver
kantareller 200 g, rens for jord, og befri for stok
smør 50 g
citronolie/citronsaft 1 spsk.
salt og peber
julesalat 1 stk., skyllet og skåret i grove skiver

Gnid poussinerne indvendigt med salt og peber, og fyld 2 kvarte citroner samt lidt revet citronskal i hver. Bind nu poussinerne op med stegesnor, og pensl med lidt soja på oversiden. Steg i ovnen ved 180 grader i ca. 40 min. Smelt nu smørret på en stegepande, og lad det bruse af. Tilsæt jordskokker og kantareller, og steg under jævnlig omrøring i ca. 10 min. Smag til med citronolie/saft og salt og peber. Anret de stegte poussiner med jordskokkesalaten, og stryg de grove skiver julesalat over.