Bagt laks med sprød salat og mormordressing
Skøn sommermad til en lun aften på terrassen.
AfLone Kjær
Bagt laks med salat af majroe, quinoa, ærter og mormordressing
Pift et stykke bagt eller grillet laks op med en sprød majroesalat med quinoa, friskbælgede ærter og mormordressing. Det er sommermad til en lun aften på terrassen.
4 personer
Det skal du bruge:
Bagt laks
- 600 g hel laks uden skind og ben
- saft af 1–2 lime
- reven skal af 1 ubehandlet citron
- salt og peber
- lidt brøndkarse eller andre urter
Salat af majroe
- 100 g quinoa
- 2 majroer
- saft af 1 lime
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 200 g ærter i bælg
Mormordressing
- 1 dl piskefløde
- saft af 1 citron
- 2 tsk. sukker
- peber
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 180 °. Kom laksen i et smurt ovnfast fad, og krydr med salt og peber. Pres limesaft over, og steg laksen i ovnen i ca. 15 minutter afhængig af tykkelse. Laksen er færdig, når den deler sig i fine flager, når du trykker let på den med en finger. Alternativt kan du stege laksen på grillen.
- Skyl quinoa, og kog som angivet på emballagen.
- Skræl majroerne, og skær i ultratynde skiver, og vend med limesaft.
- Skyl, og del persillen i blade.
- Rør fløden, til den tykner en smule. Tilsæt citronsaft og justér smagen med sukker og peber.
- Fordel quinoa i bunden af et fad, og top med majroe, persille og friskbælgede ærter, og dryp mormordressing over. Servér salaten til laksen.
PRØV OGSÅ: En af vores gode opskrifter med hvide asparges.