Vegetarisk forret med bagte rødbeder

Serveret med en skøn sennepscreme har du en nem og lækker forret.

© Anders Schønnemann

Det smukke påfugle-tapet Byron fra Tapet Forum danner grundlag for bagte rødbeder med sennepscreme. De hvide tallerkener er fra HM Home.

Bagte rødbeder med senneps- yoghurtcreme og kapers

Efter en tur i ovnen får rødbederne endnu mere af den lækre sødme, som de ofte byder på. Sammen med en senneps-yoghurt og kapers er bederne en fin lille uformel forret.

4 personer

Det skal du bruge:

Bagte rødbeder

  • ½ kg rødbeder
  • 3 spsk. olivenolie
  • 3 kviste frisk timian
  • salt og peber

Sennepsyoghurtcreme

  • 2 dl græsk yoghurt
  • 2 tsk. grovkornet sennep
  • 2 tsk. sød sennep
  • salt og peber

  • 1 spsk. salte kapers

  • friske krydderurter, fx spæde urter

Sådan gør du:

  1. Skræl rødbederne, halvér dem, og skær dem i både (ikke for store).
  2. Kom rødbederne i et ovnfast fad og vend med olivenolie og timian, og krydr med salt og peber.
  3. Bag rødbederne i ovnen ved 220 ° i ca. 30 minutter, til de er møre. Vend dem undervejs.
  4. Tag rødbederne ud af ovnen.
  5. Rør yoghurt med de to slags sennep, og smag til med salt og peber.
  6. Skyl kapers fri for salt, og tør dem. Anret de bagte rødbeder med yoghurt på små tallerkener, og top med kapers og lidt frisk timian.

Relaterede Artikler