"Brosten" med hvid chokolade og pistacie

Prøv denne udsøgte opskrift på "brosten" - de vil helt sikkert falde i god jord hos dem, der kan lide en lidt krydret småkage.

Guldbelagte honninghjerter
© Foto: Tia Borgsmidt, styling: Lone Kjær

"Brosten" med hvid chokolade og pistacie

Ca. 40 stk.

Hvert år til jul er det overraskende, hvor meget glæde det vækker, når gamle opskrifter genopdages og bliver til nye. Sådan har jeg det med de små “brosten”. De bages af en velkrydret dej med honning og kræver lidt tålmodighed, da de skal opbevares på køl en enkelt dag for at blive bløde. Hvis du foretrækker en mere sprød småkage, så kan kagerne dekoreres, lige efter de er bagt og afkølet.

Det skal du bruge:

“BROSTEN”

  • 150 g honning
  • 150 g mørkt rørsukker
  • 100 g smør
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 1 tsk. stødt kanel
  • Revet skal af 1 ubehandlet citron
  • 2 æg
  • Ca. 1 dl figenmarmelade

DEKORATION

  • 100 g hvid chokolade
  • 50 g usaltede pistacienødder

Sådan gør du:

BROSTEN”

  • Kom honning, rørsukker og smør i en gryde, og smelt ved svag varme. Afkøl en smule.
  • Sigt hvedemel med natron og krydderier, og rør honningsukkeret i sammen med æg. Saml dejen med marmeladen – lidt ad gangen – og ælt, til den er glat og smidig. Læg dejen på køl 2-3 timer.
  • Tag dejen ud af køleskabet i god tid, så den er til at arbejde med.
  • Del den i mindre portioner, og tril til pølser. Skær ud i små stykker. Tril til kugler, og tryk dem let flade. Fordel dem på to bageplader med bagepapir, og bag ved 180° i ca. 8 min., til de er gyldne. Afkøl på en bagerist.
  • Læg de små kager på et skærebræt, og dæk med et fugtigt klæde. Sæt på køl til næste dag.

DEKORATION

  • Tag kagerne ud, og lad dem få stuetemperatur.
  • Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og dekorér kagerne. Drys med hakkede pistacienødder.

LÆS OGSÅ