Lav din egen surdej til hvedebrød
Det er lidt en videnskab at arbejde med surdej, men hvis du giver dig tid, vil du lære din surdej at kende, og efterhånden vil du opleve at få bagt brød med karakter og en fin syrlig smag.
Det skal du bruge:
- 2 dl vand
- 1 dl rugmel (ca. 50 g)
- 1 dl hvedemel (ca. 60 g)
Sådan gør du:
- Kom vandet i en skål, og tilsæt de to slags mel. Rør det godt sammen, og hæld det over i et rent syltetøjsglas.
- Lad det stå på køkkenbordet i 4-6 dage, uden at du sætter låget helt på. Dejen skal kunne ånde.
- Rør i den hver dag, og lad den stå, til den bobler og dufter syrligt.
- Surdejen er nu klar til brug.
Efter at du har brugt af surdejen, er den resterende surdej klar til at blive opfrisket og holdt i gang. Frisk den nu op, således at du bruger:
- Ca. 1 dl af den gamle surdej, tilsætter 2 dl vand og igen 1 dl rugmel og 1 dl hvedemel.
- Rør rundt, og lad surdejen stå på køkkenbordet i et døgn.
- Rør i den undervejs.
- Nu er den rigtig god og klar til brug.
Hvis du ikke lige skal bage med det samme, så stil surdejen i køleskabet. Her holder den sig fint i et par uger. Når du så vil bage igen, så opfrisker du dejen og stiller den på køkkenbordet et par dage. Derefter kan du opfriske den igen og lade den stå yderligere et døgn, hvorefter den er klar til brug.
Surdejshvedebrød
1 surdejsbrød
Hvis du ikke allerede har en surdej, tager det lidt tid, før du kan byde på hjemmebagt surdejsbrød. Har du allerede en hvedesurdej, så rør dejen sammen, og lad den hæve natten over.
Det skal du bruge:
- 1 dl surdej
- 4 dl lunkent vand
- 1 spsk. flydende honning
- 1 spsk. salt
- 200 g ølandshvede
- Ca. 300 g hvedemel
Sådan gør du:
Dag 1
- Kom surdej og vand i en skål, og tilsæt honning og salt.
- Rør godt sammen, og tilsæt dernæst ølandshvede.
- Rør i dejen, mens du gradvist tilsætter hvedemel.
- Ælt dejen længe, ca. 10 min., på en røremaskine. Du kan evt. lave en glutenprøve, hvor du strækker lidt af dejen ud mellem fingrene. Er den transparent, og kan du se igennem, uden at den går i stykker, er den æltet tilstrækkeligt.
- Stil dejen tildækket på køl i 10-20 timer.
Dag 2
- Tag dejen ud af køleskabet, og lad den stå på køkkenbordet i ca. 1 time.
- Varm ovnen op til 250°. Gerne med en bagesten. Alternativt kan du lade en bageplade blive i ovnen.
- Når ovnen er varm, foldes dejen over på den glohede bagesten, som du forinden drysser med mel.
- Fold dejen sammen med en bagespade, og drys med mel.
- Bag brødet i ovnen i ca. 10 min.
- Sænk varmen til 200°, og bag i yderligere ca. 20 min.
- Afkøl brødet på en bagerist, inden det skæres i skiver.