Fastelavnsboller i Aarhus: Her er de allerbedste ifølge jer

Skal du på fastelavnsbollejagt i Aarhus igen i år? Så læs med her, hvor vi - i samarbejde med vores læsere - guider dig til Aarhus' bedste fastelavnsboller.

Artiklen opdateres løbende ...

Fastelavnsboller i Aarhus

Over de seneste år har den kære fastelavnsbolle oplevet lidt af en transformation. Fra at være en traditionel spise i et fast format bestående af en lukket bolle med enten remonce, vaniljecreme eller marmelade, findes fastelavnsbollen nu i alskens former og farver.

Den populære og yderst hypede kage skaber køer, der minder os om scener fra en Tobias Rahim-koncert, mens Instagram-feedet i januar og februar bugner med fastelavnsboller, der får tænderne til at løbe i vand – øjeblikkeligt.

Er du på jagt efter den bedste fastelavnsbolle i Aarhus – eller i andre jyske byer – så læs videre! Vi har nemlig allieret os med jer, kære læsere, og guider dig her til de bedste fastelavnsboller i Aarhus og i andre byer i Jylland.

LÆS OGSÅ

Fastelavnsboller i Aarhus
© Mor Anna

Mor Anna

Mor Anna laver – som navnet måske antyder – gode, gammeldags fastelavnsboller med creme i en lukket dej. Men bageriet har også åbne varianter med hindbærcreme, citroncreme, æble/karamel eller tiramisu. Noget for enhver smag! Og mens stedet i år har fået nyt look, smager bagværket ligeså godt som altid.

Fås fra søndag den 4. januar.

Hvor: Mejlgade 5, 8000 Århus C

Fastelavnsboller i Aarhus
© La Cabra

La Cabra

Fastelavnsbollen er endnu at finde hos en af vores favoritter i Aarhus, nemlig bageriet La Cabra (der også laver kaffe, der smager som englene synger...)

Varianten fra fra sidste år er i skrivende stund udskiftet, men bageriet har teaset kommende nye varianter, vi kun kan vente på i spænding.

Fastelavnsbollerne fås fra den 20. januar

Hvor: Borggade 4F eller Graven 20, 8000 Aarhus C

© Jumbo

Jumbo Bakery

Jumbo Bakery har taget aarhusianerne med storm – og med god grund. Bageriet er kendt for sine surdejslækkerier, og de årlige fastelavnsboller er ingen undtagelse.

Bageriet har i år to versioner: en gammeldags og en åben med fløde. Mens den gammeldags fastelavnsbolle er fyldt med fløde og vaniljecreme og dyppet i mørk chokoladeganache, så er fløde-versionen lavet på wienerdej og fyldt med remonce, sveskekompot og flødeskum. På toppen er en kiks af mørdej.

Salget starter mandag den 12. januar.

Hvor: Ankersgade 12B eller Mindet 4D, 8000 Aarhus C

© Emma Emma

Emma Emma

Emma Emma kan du næsten ikke have misset, hvis du kender nogen som helst med en Instagramprofil i Aarhus.

Det populære bageri producerer da også så æstetisk pleasende fastelavnsboller, at man næsten ikke kan undgå at finde kameraet frem, når fastelavnsbollen serveres.

I år kan du finde en med rosencreme, solbær og marcipan toppet med solbærglasur, tørrede rosenblade og guld glimmer og en anden med vaniljecreme, passion og karamelchokolade toppet med passionglasur og chokoladestykker.

Og så teases der samtidig om endnu en ny variant med med citron, hvid chokolade og vaniljecreme, der helt sikkert også bliver værd at sætte tænderne i.

Få dem fra 6. januar til og med 28. februar.

Hvor: Gammel Munkegade 5, 8000 Aarhus C

© DavidBreadhead

DavidBreadhead

David Milberg står bag DavidBreadhead, og som navnet måske antyder, er der her tale om et vaskeægte brødgeni – og det er fastelavnsbollerne altså også et godt eksempel på.

Her får du i år to versioner af en klassisk, gammeldags fastelavnsbolle: en med såkaldt diplomatcreme, der er en kombination af vaniljecreme og flødeskum, og chokoladeganache og en anden med kaffediplomatcreme og chokoladeganache med hasselnødder.

Run, don't walk.

Hvor: Ny Munkegade 4B, 8000 Aarhus C

© SchweizerBageriet

SchweizerBageriet

For mange kage- og brødglade aarhusianere er SchweizerBageriet en institution. Man går da også sjældent galt i byen hos byens ældste bageri.

Heller ikke, når det gælder årets fastelavnsboller, hvor særligt deres versioner af de gammeldags er værd at fremhæve. De tæller nemlig:

  • En med fyld af mascarponecreme og hindbær
  • En med mørk Sarah Bernardt-chokolade og romkaramel
  • En med tiramisu-ganache, amaretto og kaffe

Du finder selvfølgelig også fastelavnsboller af wienerdej med creme og flødeskum.

Hvor: M. P. Bruuns Gade 56, 8000 Aarhus

Lagkagehusets fastelavnsboller 2026
© Lagkagehuset

Lagkagehuset

Lagkagehuset er efterhånden blevet en af de mest populære fastelavnsbolle-pushere i hele landet.

Bageriet har nemlig et væld af nybagte fastelavnsboller fyldt med smagfulde cremer og skum, og igen i år er der nyheder på menukortet – den ene er en gammeldags fastelavnsbolle med fyld af tonkabønne- og vaniljecreme med hele Amarena-kirsebær skabt af bagedyst-kendis Tobias Hamann.

Den anden nyhed er en Créme Brûlée fastelavnsbolle med mandelremonce, karamelliseret brun farin, silkeblød karamel og sprøde mandelflager. Og den sidste nyhed er en nyfortolket fastelavnsbolle med solbær, hvor en wienerdejsbund er toppet med solbærmarmelade, solbærfromage og solbærflødeskum.

Du finder selvfølgelig også Lagkagehusets øvrige fastelavnsfavoritter, som tæller alt fra dem af wienerbrød og flødeskum til de gode gammeldags.

Hvor: Langenæs Allé 14, M. P. Bruuns Gade 34, Thorvaldsensgade 26, st, Immervad 2, 8, 8000 Aarhus & Nordre Strandvej 45, 8240 Risskov

Fastelavnsboller i andre jyske byer

Er du ikke i hverken Aarhus, Odense eller København, men må du bare sætte tænderne i en fastelavnsbolle? Så frygt ej! Vi har (selvfølgelig) også lokaliseret de bedste fastelavnsboller rundt omkring i Jylland.

Fastelavnsboller i Aalborg

I Aalborg går man heller ikke ned på fastelavnsboller.

Blandt Aalborgs bedste finder man blandt andre Penny Lane, BreadByKaerup og Vejgaard Bageri.

Alle tilbyder lækre fastelavnsboller i udsøgte varianter, så uanset om du er til de gammeldags klassikere med remonce og creme eller til innovative kreationer, går du ikke galt i byen i Aalborg.

Fastelavnsboller i Aalborg
© BreadbyKaerup
Bedste fastelavnsboller i Aalborg
© Vejgaard bageri

Fastelavnsboller i Esbjerg, Vejle, Viborg, Kolding, Ribe, Silkeborg, Thisted og Randers

Det jyske landskab gemmer på mere end bare smuk natur og seværdigheder – i jagten på Danmarks bedste fastelavnsboller er vi både kommet omkring Brødboxen i Esbjerg, Chokoladekurven i Thisted, Bager Pompei i Ribe, Ølandsurdejsbageren i Kolding, Brandt Brød i Silkeborg, Hornbæk Bageren i Randers, Palles Bageri i Vejle og Søstrene Lagkage samt Bakery By Doktor i Viborg.

Alle er steder, du ikke må misse, hvis du er i nærheden og har en sød tand.

Er du til gengæld på jagt efter de bedste fastelavnsboller i København og på Sjælland eller de bedste fastelavnsboller i Odense og på Fyn, har vi selvfølgelig også sonderet terrænet for dig.

VELBEKOMME!

© Penny Lane

LÆS OGSÅ