
De bedste gårdbutikker i sommerlandet
Det danske sommerland byder på en masse hyggelige gårdbutikker – og hvem er ikke vild med en bakke jordbær og friske ærter til turen hjem fra sommerhuset? Vi har samlet en guide til nogle af landets bedste gårdbutikker, så du rigtig kan nyde, hvad den danske sommer har at byde på.
AfSøllestedgaard på Lolland
Søllestedgaard er ikke en helt almindelig gårdbutik, som vi kender den fra vejkanten – denne ekstraordinære gårdbutik på Lolland har en af Danmarks største åbne køkkenhaver, hvor man kan købe friske grøntsager, krydderurter og blomster. Hvis du skulle blive mere sulten, kan du besøge gårdens gamle restaurerede hestestald, der nu huser Spiseriet. Restauranten byder på op til 5 retter, der er inspireret af køkkenhaven og gårdens råvarer.
Søllestedgaard, Søllestedgårdvej 4
4920 Søllested, Lolland
Rabarbergården i Vejby
Et økologisk, holistisk landbrug – sådan beskriver Louise og Thomas Køster deres gård, som både er en gårdbutik, restaurant og planteskole. På Rabarergården tænker de naturnært og bæredygtigt for at opretholde et no-waste system, hvor alle dele af gårdens produktion bliver set som ressourcer. Det kan være alt lige fra kaffegrums, der fungerer som jordforbedring eller planterester, der bliver brugt til dyrefoder. Tag forbi gården for at få gode råd til dine planter, et surdejsbrød til morgenmaden eller for at smage deres dejlige sommerretter i Orangeriet.
Rabarbergården, Holløse Gade 21
3210 Vejby, Nordsjælland
Knabegaarden på Fyn
Besøg den hyggelige gårdbutik på den familiedrevne gård, Knabegaarden. Her kan du få kartofler, rabarber, asparges, jordbær og solmodne tomater. Gården ligger i kanten af Svanninge Bakker med den smukkeste udsigt over Arreskov Sø.
Knabegaarden, Odensevej 210
5600 Faaborg, Fyn