6 nyheder du skal glæde dig til at smage på Roskilde Festival

Blandt nyhederne er en bar, der er verdens første af sin slags.

Bæredygtig festival

Roskilde Festival har et stort fokus på økologi og bæredygtighed.

Maden skal være minimum 90 procent økologisk og festivalen arbejder, med udgangspunkt i FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, for at sikre hele forsyningskæden, både i forhold til arbejdsvilkår, økologi og på at mindske CO2-aftryk og madspild.

Festivalen har gennem årene bevist, at maden skal bruges som en forandringsagent, og at en så stor begivenhed kan være med til at bane vejen for nytænkning, produktudvikling og mere bæredygtighed.

Her er 6 nyheder, som både er økologiske og bæredygtige - og som vi glæder os til at sætte tænderne i under årets festival.

Festivalen får sin egen øl

I år har Tuborg lavet en øl, specielt til Roskilde Festival: Tuborg Orange.

– Tuborg Orange er økologisk, den er tørhumlet, og har noter af både mango, grapefrugt og lime. De eksotiske aromaer, som jeg tror, mange vil kunne lide, kommer af den sene tilsætning af humlesorterne Azacca, Motueka og Citra, siger Mads Egeskov Bach, Brand Manager for Tuborg.

Den nye Tuborg Orange kommer kun som fadøl, og får sin egen bar i Food Court - den vil kun blive solgt på indre plads på Roskilde Festival, onsdag til lørdag.

Tuborg Orange
© Tuborg Orange

Snegle på menuen

Snail’n’Chips er en ny bod i Food Court, som reklamerer med “a suSNAILable free-range meal”.

Sneglene er økologisk opdrættet lokalt lige uden for Roskilde - mere bæredygtigt bliver det næppe.

Sneglene, der indeholder en stor mængde protein og meget lidt fedt, serveres dypstegte i øl-dej med øko fritter, salat og kimchi-mayo.

Boden serverer også en vegetar-version, hvor sneglene er erstattet med dybstegte hestebønner, samt en snack, hvor sneglene er stegt i hvidløg og persille, som mange af os husker som en 90’er-klassiker.

Burger med insektbøf

Insekter har et markant lavere klimaaftryk end andre proteinkilder - så hvad er mere naturligt end at snuppe en burger med en bøf af insekter?

I år har restaurant Haché Burger sat en insektburger med Manna på menuen.

Drinks uden alkohol

Som den første musikfestival i verden, laver Roskilde Festival i år en mocktailbar, der serverer alkoholfrie drinks.

Bag initiativet står Roskilde Festival i fællesskab med det danske rommærke Skotlander Rum.

– Tiden er moden, mange ønsker at drikke lidt mindre, nogle skal køre bil, andre er gravide, derfor tør vi lave verdens første mocktailbar på en musikfestival og vi har udviklet både en økologisk alkoholfri gin og rom til lejligheden, siger Titte Skotlander, der er en af folkene bag Skotlander Rum.

Baren serverer mange af de klassiske cocktails i alkoholfrie versioner, men også nyopfundre drinks som for eksempel koldbrygget kaffe og tonic vil blive langet over disken.

Skotlander Rum alkoholfri mocktails Roskilde Festival
© Skotlander Rum

Nye økologiske sodavand

Specielt til Roskilde Festival har det Hvidovre-baserede firma Nohrlund lavet 5 økologiske sodavand.

De fem smagsvarianter er: Ginger Beer, Mynte/Lime, Appelsin, Tonic og Lemon.

Bæredygtig fiskesandwich

Hos Kutling & Ukrudt i Food Court kan du hos Birte købe en kutlingesandwich med brændenældepesto, høstet i hendes egen økologiske frugthave, samt lidt spidskål og æblestykker - i sandwichbolle fra Stokkemarke bageren og serveret i papirlomme.

Kutling er en invasiv fisk, der truer vores fiskeyngel og rejerne i de indre danske farvande. Kutlingerne har en størrelse på 10-15 cm og er håndskåret og håndrenset - kutlingefrikadellerne er uden anden tilsætning end en krydderiblanding og vand.

LÆS OGSÅ: 5 bæredygtige nyheder på årets Roskilde Festival.