Katrine Martensen-Larsens nordiske julebord

De blå-grå-grønne farver er dominerende hjemme hos Katrine Martensen-Larsen. Køligt, men også elegant og meget nordisk, især fordi der er hentet masser af natur ind i stuerne.

Katrine Martensen-Larsen
© Kira Brandt
Katrine Martensen-Larsen er interiorstylist og ejer af firmaet KML Design.

Nordisk og elegant julebord
© Kira Brandt
Hvad er temaet i dit julebord? I år er temaet i mit julebord først og fremmest afdæmpet og bygget op omkring kølige nordiske toner. Den gennemgående farve hos mig er den blå-grønne, som jeg har malet på væggen i den tilstødende stue, og som også er at finde på de gamle Eames Sideshells, der står omkring mit spisebord i køkkenet. Farven på stolene har navnet Seafoam, og det er vel egentlig meget sigende for temaet i min jul – kombineret med rå natur.

Rustik naturstil
© Kira Brandt
Hvorfra fik du inspirationen? Jeg fandt et smukt gammelt cremefarvet fransk stel i en butik i forbindelse med et stylingjob. Jeg kunne ikke stå for formen på saucekanden og de fine serveringsskåle på fødder, og før jeg havde set mig om, havde jeg købt et helt nyt stel. Og det skulle selvfølgelig bruges på mit julebord. Da stellet er i den gamle stil, synes jeg, det passer fint at dække op direkte på det rustikke bord – altså uden dug. Til gengæld har jeg valgt lækre mundservietter i stof – i samme farve som både stole og stearinlys. Lysene har jeg samlet i rustikke klumper, holdt sammen af sejlgarn, og midt på bordet har jeg pyntet en høj troldegren med gamle kugler og fugle, og så har jeg tilført et strejf af gult i form af de små kuglerunde “Billy Buttons”-blomster, hvor jeg har klippet stilken af og viklet ståltråd om, så de kan hænge. For at troldegrenen kan stå fast, har jeg fyldt glasvasen med kogler. Prikken over i’et er den udstoppede fugl, som jeg har placeret midt på bordet – og de små fugle, som jeg har viklet om servietterne, og som pipper velkommen til mine gæster. Jeg elsker at fortælle små historier – og især børnene synes, at det er hyggeligt og lidt magisk.

Knive med benskafter
© Kira Brandt
Hvordan holder du juleaften? De sidste mange år har vi holdt juleaften hos os selv med vores respektive familier. Min mand er suverænt dygtig i køkkenet, så han står for al maden – til gengæld kan jeg hygge mig med at pynte op og dække bord. Imens hører vi både ny og gammelt julemusik og drikker først kaffe og senere vin. Vores gæster kommer som regel ud på eftermiddagen.

Skulpturel sovsekande
© Kira Brandt
Hvem holder du juleaften sammen med? Vi skiftes til at holde jul med min mands familie og med min familie. Når vi holder den med min familie, er der også små børn – min brors yngste er kun tre år – så der er lidt mere børnelarm. På min mands side er vores børn de yngste, og da de nu er 12 og 15 år, er der endelig tid til faktisk at sidde længe om bordet og nyde maden. I mange år ønskede min søn sig kun LEGO, og så var der klodser ud over hele huset. Sådan er det ikke længere, og det faktisk rart.

Smuk juledekoration
© Kira Brandt
Hvad består menuen af? Vi plejer at spise en laksemad og drikke et glas god hvidvin, når vores gæster kommer, og så er julemenuen ellers helt traditionel med and, flæskesteg, andesauce samt smør og sukker-brunede kartofler. Rødkålen er derimod frisk og sprød og blandet med lidt appelsin – vendt i en dressing af olie og kirsebæreddike. Og så laver min mor en fantastik waldorfssalat. Til dessert er der altid risalamande og en mandelgave.

Stofserviet fra Broste Copenhagen
© Kira Brandt
Har du en særlig tradition juleaften/juleaftensdag? En god lang tur i Bernstorffsparken med vores hund Walther i løbet af formiddagen er blevet en hyggelig tradition – og egentlig hyggeligere end at gå i kirke, synes vi.

Lys fra Tina Sandegaard
© Kira Brandt
Hvorfra kommer spisebord og stolene? Spisebordet er fra Mulberry At Home. Jeg købte det for mange år siden, da jeg boede i England og arbejdede for Mulberry. Stolene er gamle Eames-stole, ligeledes købt i England.

DIY borddækning
© Kira Brandt
Hvad har du dækket dit bord med? Et gammelt fransk cremefarvet stel af fajance, gamle vinglas samt sølvgafler og knive med benskafter. Alt fra butikken Zinkspanden i Farum. Servietterne af stof er fra Broste Copenhagen. Lys, blomster og troldegren fra Tina Sandegaard, gammel julepynt og fugle fra julemarked på Skovshoved Havn.