© Inhouse Studios

Videnskaben guider: 7 ting, du kan gøre i indretningen for at mindske stress og angst

Du kender måske Feng Shui, men har du nogensinde hørt om neuro-arkitektur? Videnskaben viser, hvordan du indretter hjemmet til at booste dit mentale helbred. Få de bedste tips her!

Næsten hver tredje dansker scorer højt på stress-skalaen, ifølge Sundhedsstyrelsen, og mere end 350.000 danskere kæmper med angst.

Mentale udfordringer er et stigende problem, og forskere arbejder på højtryk for at finde nye metoder til, hvordan vi får tallene – og blodtrykket – ned.

Mindfulness, psykologhjælp og vandring i naturen. Du kender sikkert alle tricks.

Faktisk påvirker indretning også dit helbred. Lige fra de farver, du har på væggene til formerne på dine møbler.

Neuro-arkitektur undersøger, hvordan rum påvirker vores humør og trivsel, og bliver især brugt til at skabe produktive kontorer, helende hospitaler og stimulerende skoler.

Men du kan med fordel indrette dit eget hjem efter samme principper, for at skabe et hjem, der booster lykkefølelsen frem for stress.

We shape our buildings; thereafter they shape us — Sir Winston Churchill
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

1 Udnyt lyset – og brug lamperne fornuftigt

Du kender det: Når solen skinner, bliver dagen bare bedre!

Naturligt lys har en positiv effekt på dit humør, din produktivitet og dit helbred generelt. Derfor er god udnyttelse af lyset i dit hjem helt essentielt for din trivsel i hverdagen.

Tilføj spejle og elementer i glas for at forlænge solens stråler i rummet, og sørg for at placere hjemmekontoret i et lyst rum – gerne nær et vindue.

Men glem ikke hyggebelysningen, når du skal slappe af.

Undersøgelser viser, at dæmpet lys om aftenen har en beroligende effekt, som er med til at reducere angst og negative følelser. Gå efter varme toner for at skabe en afslappende og hyggelig stemning.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

2 Skab illusionen om et større (eller mindre) rum

Åbne planløsninger og højt til loftet giver en følelse af rummelighed og lyst til social interaktion, hvilket løfter humøret og stimulerer kreativiteten.

På den anden side giver mindre og lukkede zoner en mere privat følelse, der skaber ro, fokus og hygge.

Du bør derfor tænke rumfølelsen ind i dit hjem, så dine zoner passer til de forskellige formål.

Eksempelvis må et køkkenalrum gerne være stort og lyst, mens sofaområde og soveværelse hellere skal føles mindre, så nærværen ikke forsvinder.

Skab illusionen om et større rum ved at udnytte vinduer, spejle og møbler i lyse nuancer, og snyd loftet højere med opadvendte lamper.

I soveværelset kan du male loft og øverste del af væggene i en mørkere farve, for at få loftet til at syne lavere. Dette giver en roligere følelse, som kan føre til bedre søvn og mere intimitet.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

3 Undgå skarpe kanter

Studier har vist, at mennesket føler sig mere afslappet og tilpas i rum, hvor rundede hjørner og bløde former er mere dominerende end skarpe kanter.

Vores hjerne opfatter bløde kurver som mere indbydende og rare, mens skarpe kanter og hjørner får hjernen til at tænke på frygt og fare – og kan i sidste ende føre til angst og stress.

Men hvad så med alle os, der bor i firkantede hjem?

Lige linjer kan naturligvis ikke undgås, men ved at indrette hjemmet med organiske former, skaber det en bedre balance. Det får simpelthen hjernen til at slappe mere af.

Indret med runde lamper, kurvede møbler, cirkelformede borde og organiske vaser, og se hvordan de buede former bløder rummet op.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

4 Mal de rigtige farver på væggene

Farver påvirker vores humør og er derfor en vigtig faktor, når du indretter hjemmet til mindre stress.

Pastelfarver som lyse nuancer af blå, grøn og lilla virker beroligende. Det viser en undersøgelse fra 2018, hvor deltagerne fik målt humøret i forskellige rum med skiftende farver.

I rum, hvor du skal slappe af, er sarte farver altså en god idé – og den mest afslappende af slagsen er blå, hvilket gør den god til soveværelset.

Kraftigere farver som gul, orange og pink virker mere optimistiske og stimulerende, og er derfor gode i rum med kreativitet og leg – eksempelvis børneværelset.

Mørke farver kan fremme triste følelser og er derfor ikke optimale i de rum, hvor du befinder dig mest. Dermed ikke sagt, at du ikke kan male en elegant, mørk farve i entreen, hvor du oftest blot passerer.

© Styling: Lone Monna, Foto: Pernille Greve

5 Tænk over duften i rummet

Dufte spiller en stor rolle i, hvordan vi har det – tag bare en gå-tur i parken, hvor duften af nyslået græs fylder kroppen med ro.

Netop det er en svensk undersøgelse dykket ned i, hvor de beviser, at duften af rare ting gør dig mindre stresset.

Duftlys eller duftpinde er derfor en god måde at skabe ro i hjemmet på. Det er dog individuelt, hvilken duft, du bryder dig om.

Lavendel er for mange en beroligende duft, men måske det fungerer bedre for dig med duften af skov, græs eller vanilje.

Det handler om at skabe en oase i hjemmet, der føles rar for dig – og huske alle sanser.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

6 Træk naturen med ind

I Danmark er vi blevet vilde med at være i naturen – og med god grund!

Et studie viser, at blot 20 minutter i naturen mindsker mængden af stresshormonet kortisol markant.

Denne tankegang har forskere undersøgt i forbindelse med måden, vi indretter os på – her kan naturen nemlig også være vejen til et stressfrit hjem.

Når du omgiver dig med naturlige elementer, lindrer det stress og angst – og jo mere natur i hjemmet, jo bedre.

Indret hjemmet med grønne planter, og mal væggene i rolige, naturlige farver som grøn, blå, brun og beige.

Er du velsignet med en have eller udsigt til natur, så udnyt det med vinduer og skydedøre, for på den måde at gøre afstanden mellem naturen og hjemmet mindre.

© Line Thit Klein

7 Vælg naturlige materialer

I forlængelse af ovenstående punkt er valget af materialer også en måde, hvorpå du kan få mere natur ind i dit hjem.

Vælg møbler i træ, læder, bambus og flet, og tænk sten ind i indretningen i form af fliser, borde, krukker og pynt.

Gå også efter naturlige stoffer som bomuld, uld og hør ind, når du køber puder, plaider og gulvtæpper.