De seneste par år er populariteten af såkaldte tablescapes kun taget til.
Altså kunsten at dække et bord hvor alt fra mad til pynt spiller sammen for at skabe én stor, samlet dekoration, der er så smuk, at man næsten ikke nænner at bryde det første stykke brød.
Her vil du måske tænke, at appelsiner er det oplagte valg til julebordet. Men i år er det dog en helt anden frugt, som brugere på sociale medier har kastet sin kærlighed på som det ultimative centerpiece på julens bord.
Det er nemlig noget så simpelt som vindruer.
Ikke bare serveret i en skål, men serveret som en overdådig opsats med kaskader af vindrueklaser, der får din borddækning til at ligne noget, som er taget direkte ud af et maleri fra barokken.
Barokken er nemlig også en af julens helt store inspirationskilder i år, hvor overdådige detaljer, dybe farver, tunge tekstiler og vintage glas og sølv sætter stilen. Og her passer de mørkerøde druer perfekt ind i stemningen.
Sådan laver du opsats med vindruer
For skabe en spektakulær vindrueopsats kræver det endda ikke særligt meget.
Det eneste du skal bruge, er følgende:
- En smukt fad – gerne på fod
- En håndfuld tandstikker eller grillspyd i træ
- Mange bakker vindruer
Start med at skabe en god bund i fadet. Er det ikke gennemsigtigt, kan du spare på druerne, og fylde bunden med sølv- eller bagepapir. Byg herefter forsigtigt vindrueklaserne i lag. Sørg for, at de hænger godt ud over og dekorationen får en flot silhuet.
Brug undervejs dine tandstikker eller grillspyd til at holde druerne godt fast, så de ikke falder ned. Se i videoen herunder, hvordan blomsterdekoratør Gary Samuelian bærer sig ad.
Hvis du vil imponere ekstra meget
Trenden er dog ikke kun forbeholdt druer, for frugter som appelsiner, pærer og æbler kan også bruges for at skabe en endnu mere overdådig opsats med frugt.
Men vil du gerne tage dit frugt- eller vindruefad til helt ny højder og gøre dem endnu mere maleriske, kan du dække dem i sukker, som den Stockholm-baseret bager og selskabsekspert Cecilia Tolone viser i videoen herunder.
Den søde overflade giver nemlig frugterne en helt særlig effekt - og så er det ikke særlig svært at gøre kunsten efter.
Udover dine frugter, skal du bare bruge æggehvider og sukker. Børst dine frugter med et tyndt lag æggehvider, og dyb dem herefter i sukker. Lad frugterne hvilke et par timer eller over natten, før du arrangerer dem i din opsats.
Er du ikke meget for at bruge æggehvider, kan du også bruge sukkersirup. Her kan du dog risikere, at siruppen opløser sukkeret på frugterne, mens det også skabe en mere klumpet overflade.