Lysets mester lever ikke længere, men det gør hans design, der koster op mod 80.000 euro

Tyske Ingo Maurer var lysets troldmand, indtil han døde i 2019 og efterlod et righoldigt skatkammer af lys. Hans firma lever i bedste velgående og i Ingo Maurers ånd med nye finurlige løsninger for at indfange det usynlige.

Listen er lang ... og hvor skal man egentlig begynde?

Med strudselampens tegneserieudtryk, opvaskehandsken lavet om til en lampe med fem pærer i enden af fingrene, de svirrende insekter om en pære eller det svævende stearinlys a la Hogwarts’ store hall i Harry Potter-filmene?

Ingo Maurer har ikke kun sat fingeraftryk, men har været den lysdesigner i verden, som altid udfordrede og skabte fabulerende nyheder på lampefronten.

Denne artikels skribent mødte Ingo Maurer flere gange og opfattede ham som lidt af en krydsning mellem Salvador Dalí og Georg Gearløs – nogle gange skabte han kunst, nogle gange tekniske finurligheder, men udfordrede altid grundlæggende, hvad lys er for en størrelse. Som da han under en møbelmesse i Milano havde iscenesat Den sidste nadver med svævende stearinlys, hvor de tynde wireholdte lys vitterlig skabte en fabelagtig illusion.

LÆS OGSÅ

Vi har besøgt Ingo Maurer i München, både firmaets showroom i et nu eftertragtet kvarter i den bayerske hovedstad og på fabrikken i byens udkant.

Begge steder er der noget meget håndholdt over arbejdsprocesserne, og hvis nogen skulle være i tvivl, så lever Ingo Maurer-brandet i bedste velgående – de nyheder, der er kommet de senere år, lever op til firmaets legesyge tilgang til design.

Ingo Maurer sagde selv om sin vision: “Lys er et meget fleksibelt materiale, hvor vi ofte ikke engang ved, om det findes eller ej. Forskning på et område som dette ender aldrig. Som designer har jeg altid søgt følelsesmæssig tilfredsstillelse frem for enhver anden faktor. Det er nøglen til mit arbejde, men jeg udvikler det med intuition frem for en pligt.”

Det intuitive opleves stadig som det, der i sidste ende får skabt nye produkter. Axel Schmid er designchef i Ingo Maurer og har arbejdet her i mange år og var tæt på Ingo Maurer. Han siger:

– Vi sælger lys, men egentlig ikke det, der er omkring det. Det kan være lys, man kan røre, og alligevel finder man ud af, at lyset ikke er der. Vi kan godt lide at stille spørgsmål, og hvis jeg skal fremhæve noget om Ingo Maurer, er det, at han aldrig var sikker. Han brugte usikkerheden i designprocessen, og det kunne være irriterende at deltage i, men resultatet var bare bedre. Og så var han et godt eksempel på, at man sagtens kan være kreativ, efter at man er fyldt 67 år. Indtil han blev 87, var han altid i gang med noget nyt, påpeger Axel Schmid.

En emotionel designproces

– Et nyt produkt opstår ved, at nogen har en idé og tager udgangspunkt i en følelse. Det kan være noget aggressivt eller overraskende eller beroligende. Og så begynder vi at designe. Når vi har noget fysisk i hånden, begynder vi diskussioner med de andre designere og bringer forskellige perspektiver på emnet. Og så ender det i reglen meget langt fra, hvad der var forventet i starten. Vi arbejdede sådan med Ingo, og vi fortsætter med samme tilgang, siger Axel Schmid, der medgiver, at det indimellem giver sved på panden, når en deadline til fx møbelmessen i Milano skal nås. Han pointerer:

– Lys kan være venligt og humoristisk, men som vi viste i det lysdesign, vi engang lavede til en opførelse af Wagners Tristan og Isolde i München, kan det også være ødelæggende. Vi brugte meget stærke lyseffekter der.

– Teknologien bruger vi, når den er nødvendig. Vi laver meget forskning og udvikling, men vi er ikke interesserede i at vise det. Vi var blandt de første til at bruge halogener og til kreativt at programmere LED’er. Og vi har også eksperimenteret med lysende stoffer. Teknologien forbliver dog et værktøj til at give form til det immaterielle materiale, fortæller Axel Schmid.

På fabrikken i udkanten af München ser vi, hvordan japansk papir bliver behandlet for at opnå det foldede look på lamperne Poul Poul og Samurai. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Issey Miyake, og med fotoforbud overværer vi en del af arbejdet på den spektakulære Porca Miseria – eksplosion i et køkken, som den også kaldes. Tre mænd er på stiger i gang med at skabe en lysekrone af ituslåede porcelænstallerkener og kopper, og en anden sidder og filer stykkerne, så man ikke skærer sig på dem. Lysekronen laves kun i limited edition, og vi overværer tilblivelsen af nr. 108, som bliver sat sammen stykke for stykke for at passe til det rum, den er købt til. I et hjørne venter porcelænet til nr. 109 – en lang række erotiske porcelænsfigurer fundet på et marked i Hongkong, og som med tiden skal pryde et loft i et soveværelse. Sådan er Ingo Maurer. Finurlig og altid udfordrende.

LÆS OGSÅ