Efteråret er æblernes sæson! I mange danske haver regner det lige nu med æbler fra æbletræerne, og for nogle kommer de i en uendelig mængde. Det kan være svært at vide, hvad man skal stille op med dem, og samtidig er det helt pinagtigt at se dem rådne ude i haven. Nedenfor får du vores tips til, hvordan du får brugt dine æbler og undgår madspild.
Smagen af æble
Med æbler er der et hav af forskellige retter, du kan gå i gang med at lave - både desserter, snacks, salater og mere klassiske middagsretter.
Har du en sød tand, så giv dig i kast med en dessert med æble. Lav for eksempel en klassisk æblekage, som findes i mange forskellige varianter.
Er du mere til en frokost- eller middagsret, kan du for eksempel bruge dine æbler som lækkert tilbehør eller som ingrediens i en dressing.
Kunne du tænke dig mere inspiration, så tag et kig her, hvor du finder 20 ideer til opskrifter med æbler.
Tryl æblerne om til en lækker æbledrik
Når man skal bruge en masse æbler er æblemost et must! Det smager frisk og skønt, så resultatet er helt klart processen værd. Anskaf dig en god æblepresser, så du hvert år kan lave lækker, hjemmelavet æblemost.
Er du vild med juice, kan du også lave hjemmelavet juice med æbler og en masse andre frugter. Det smager altid bedre, når du laver det selv, og hvis du prøver dig frem, kan det være, at du finder en ny genial opskrift på den perfekte juice. Her finder du 3 lækre juice-opskrifter, hvor du sagtens kan putte æbler i.
Du kan også imponere dine gæster ved at servere drinks med æbler fra egen have! Prøv for eksempel opskriften på sparkling drink med æble og timian. Den tager ingen tid at lave og er super lækker!
Lad æblet pynte dit hjem
Sæsonens æbler kan også bruges i mere kreative sammenhænge.
Efteråret er det perfekte tidspunkt at lave kranse til døren. Her kan du nemt integrere æbler som et element og få skabt en smuk efterårskrans, som kan byde dine gæster velkommen.
Skal du også dække et fint bord til dine gæster, så skab en hyggelig dekoration på bordet med et miks af æbler, lys og flotte efterårsblade.
Sidst, men ikke mindst, kan du også benytte æblerne til årets juledekorationer, hvor de kan tilføre en smuk rød farve og et naturligt touch, der passer perfekt til juletiden.
Få glæde af dine æbler i længere tid
Opbevar æblerne et koldt og mørkt sted, så de kan holde i længere tid. Her er det blot vigtigt, at de undgår frost.
Du kan også sylte eller tørre dine æbler, så de kan holde til flere sæsoner og bruges til lækker marmelade eller som sprøde æblechips.
Som alternativ kan du også fryse dine æbler. Friske æbler må dog ikke fryses ned, da de bliver dårlige. Du bør derfor koge dem til æblemos først. Derefter kan du tø æblemosen op, når du vil og lave en masse lækre desserter med æble.
Hold et æblegilde
Gør æblepluk til en sjov aktivitet ved at invitere venner og familie over. Sammen kan I hygge jer med at samle æbler op og lave noget lækkert ud af dem. Det er helt sikkert få, der siger nej til nogle saftige æblemuffins eller noget frisk æblejuice.
Du kan også prøve at kontakte en folkeskole, børnehave eller lignende og høre, om de kunne bruge nogle æbler, så de ikke går til spilde.
Hvis du ikke selv har et æbletræ, men elsker æbler, kan du også besøge de skønneste plantager, hvor du kan tage ud og plukke æbler sammen med hele familien.