Guide: Sådan vælger du de rigtige farver til boligen

Vi er gået fra at male en enkelt væg til at sætte farver på både vægge, lofter, træværk og møbler, men hvordan får du valgt de rigtige farver, som er pæne sammen, og som også er rare at være i om fem år? Få indretningsdesignerens tips til at gå i gang med opgaven.

Farverig indretning med kunst på væggene
© Bjarni B. Jacobsen

Indretning med farver

Både i magasiner og på Instagram støder vi på flere og flere boliger og rum, der er som en slikbutik for de farveglade med farver på vægge, lofter, møbler og træværk. Indretningsdesigner Laura Scheuer Trøstrup har gjort farver til sit speciale, og hun oplever, at hendes kunder i virksomheden The Sweet Spot bliver utroligt glade for at få et sammenhængende farveflow i rummene, men at mange ikke ved, hvor de skal begynde.

Vi har spurgt hende, hvordan man får flere farver ind i boligen, hvadenten man går all in på projektet, eller man vælger en mere forsigtig tilgang.

– Det handler virkelig meget om, hvad der er rart at være i, og det behøver ikke at være vildt. Selv om det er helt stille og roligt og lyse pasteller, så gør farverne alligevel en forskel, fortæller Laura Scheuer Trøstrup. Hun forklarer, at den hvide farve, som i mange år har været udgangspunktet i boligen kan være meget hård.

– Man siger, at hvid er den største kontrastfarve, der findes, så det er faktisk rigtig hårdt for øjnene hele tiden at regulere på en hvid væg. Farver gør os glade, de kan gøre os rolige, og de kan give en stemning, som ikke er der i forvejen. Farverne har desuden den effekt, at alt det, vi hænger op, bliver enormt pænt. Det er et greb fra museumsverdenen. Der er sjældent hvide vægge på klassiske museer, og det har været meget vildere før i tiden, fortæller hun.

LÆS OGSÅ

Indretning med farver
© Bjarni B. Jacobsen

Forskellige farver til forskellige rum

Vi skal ikke være så bange for at kaste os ud i farver i boligen, siger Laura Scheuer Trøstrup. Hvis vi stadig har et hvidt loft og et gulv i en neutral farve, vil farverne kun udgøre en mindre procentdel af den samlede bolig og ikke tage helt over.

– Skru eventuelt ned for intensiteten i farverne stedet. I vores nordiske lys er det altid klædeligt at have meget gråt i farverne, så hvis du maler væggene blå, så få blandet lidt sort i. Vores lys er alt for gråt til at have de klare, sydlandske farver. Det bliver for hårdt for øjnene. Det er derfor en god idé at gå efter de nordiske mærker eller efter farvekort, som er udviklet til det nordiske lys, råder hun.

– I små, sekundære rum som fx en gang, et badeværelse eller et gennemgangsrum må der godt være lidt gak og løjer og et gult loft, men i de rum, hvor kroppen er mere vandret, i soveværelset, der må der gerne være mørkere og blødere, for at nervesystemet kan falde til ro. I køkkenet, hvor vi er mere aktive, må der omvendt gerne være lysere og farver, der understreger lyset, forklarer Laura Scheuer Trøstrup.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du de typiske malefejl.

LÆS OGSÅ

Farveekspert Laura Scheuer Trøstrups
© Bjarni B. Jacobsen

Sådan sammensætter du farver i boligen

– Laura Scheuer Trøstrups 3 tips til at komme i gang

  • Find din krog: Hvad har du at forholde dig til, og hvad vælger du at arbejde med? Det kan fx være en sofa og et bord og dermed noget stof og noget træ. Der er som regel også et gulv, dine valg skal passe til. Udsigten har også betydning. Bor du i en by med udsigt til tage, er der meget rødt genskin, og bor du ved en skov, er der meget grønt, så du skal også forholde dig til dit eksteriør. Det er ting, du ikke kan ændre.

  • Visualisér din drømmeindretning. Find nogle visuelle referencer, som du er inspireret af. Kig fx i magasiner, på Instagram eller Pinterest. Vælg gerne 20 billeder ud, som du kan tage med ned til farvehandleren. Det er en god opgave, og du ender måske med noget andet, end du forestillede dig og opdager, at du er mere vild med mørkt træ end med lyst, eller at du har en svaghed for blå vægge.

  • Brug farvekort som guide. Vælg de farvekort, der er udviklet specifikt til Skandinaviens lys, til at se hvilke farver, der passer sammen. Prøv dernæst farverne af derhjemme. Begynd evt. med nogle ark med farverne på og dernæst med at male med farveprøver. Prøv altid farverne flere steder i boligen med forskelligt lysindfald –både tæt ved vinduet og langt væk. Den gule vægfarve, du har spottet på en vidunderlig café, er ikke nødvendigvis lige så vidunderlig hjemme i din egen stue, så det handler ikke altid om den rigtige farvekode men om den rigtige farve i de rigtige omgivelser.

Farveelementer i indretningen
© Bjarni B. Jacobsen

LÆS OGSÅ