Patricia Urquiola

"Vi har testet over 800 farver, før vi er nået til netop disse 20"

I et helt unikt samarbejde har designstjernen Patricia Urquiola skabt et nyt tekstil, der føles luksuriøst, men er lavet af 100 procent ocean-bound plastik. En mindre revolution!

Hvis du får chancen, så prøv at lukke dine øjne og lade dine fingre gå på opdagelse henover Kvadrats nye tekstil 'Sport'.

Vi garanterer, at du ikke vil kunne mærke, at dets ophav er høstet plast og at det altså er lavet af 100 procent polyester. Og det er netop, hvad der gør Kvadrats nye tekstil 'Sport' så attraktivt og helt unikt.

Det nye tekstil er et samarbejde mellem en af verdens førende designere, Patricia Urquiola, NGO'en #tide og danske Kvadrat.

Heller ikke, når du åbner øjnene, forstår du, at det er polyester. Men det er det forsikrer Patricia Urquiola, da vi møder hende i Milano.

– Vi har forsøgt at give tekstilet 'Sport' både volumen og tekstur, hvor det høstede polyester bliver omdannet til et granulat for i en proces at blive omdannet til tråde, både stærke og milde tråde, som hun udtrykker det.

Sport er fremstillet udelukkende af 100 procent ocean-bound polyester. Den genbrugsplastik, der er brugt til at fremstille materialet, er indsamlet inden for 10 km fra kysten i Thailand, Indonesien og Filippinerne, hvor der generelt er behov for bedre infrastruktur for affaldshåndtering.

Dette faktum betyder, at 'Sport' tilbyder større bæredygtighedsfordele end andre ocean-bound polyestertekstiler.

Sidstnævnte indeholder ofte plastik, der er indsamlet meget længere væk fra havet – op til 50 km – og integrerer typisk ny polyester eller ikke-ocean-bound, genanvendt polyester.

Patricia Urquiola har exceptionel god farvesans, og hun har sammen med Stine Find Osther fra Kvadrat fundet frem til disse 20 ret mættede farver, der går fra lysegrå til havets blå og grønne nuancer.

Farvefamilier skal også have skøre tanter og kedelige onkler

Udviklingen af 'Sport' har taget over fem år og er sket i tæt samarbejde med NGO’en #tide: en schweizisk virksomhed engageret i bæredygtigt iværksætteri.

– Partnerskabet med Kvadrat betyder meget for os. Vi deler filosofien om, at de højeste standarder inden for design og materialer kan kombineres med vigtige bæredygtige og etiske handlinger. Både Kvadrat og #tide ønsker at skabe en tiltrængt miljøpåvirkning og social påvirkning, der beskytter havene og understøtter kystnære øsamfund i deres kamp mod plastforurening, siger medstifter af #tide, Marc Krebs, i en pressemeddelelse.

På spørgsmålet om, om Patricia Urquiola har en favorit i kollektionen, peger hun lynhurtigt på den lyslilla variant, men siger i samme sætning, at hun ikke har en decideret favorit.

– Jeg ser mere en farve i sammenhæng med en anden. Jeg har ikke som sådan favoritfarver, men det er altid blandingen, som er superinteressant.

Stine Find Osther, vice president for design hos Kvadrat supplerer:

– Vi har faktisk testet over 800 farver, før vi når til disse 20, og først havde vi en proces, hvor vi kom ned på 100, og så begynder de næsten at snakke. Nogle råbte: Tag mig. Vi talte meget om farvefamilier. Undervejs døbte vi de enkelte kulører både den skøre tante eller den kedelige onkel. De kan begge være afgørende for, om en familie er komplet og kan bruges til projekter.

– Ja, man skal virkelig kunne lide den proces, for den tager lang tid, ler Patricia Urquiola og fortæller om den grøngule variant, som blev døbt en bror i familien, som måske er lidt sær, men som netop giver mulighed for noget skævt og særligt i farvekollektionen.

Navnet 'Sport' henviser til vibrerende stoffer fra sportsindustrien, og som Stine Find Osther udtrykker det, er det måske også en smule møntet på Patricia Urquiolas energi, som har været afgørende for det kompromisløse slutresultat.

BO BEDRE var inviteret til Milano af Kvadrat, som ingen indflydelse har haft på artiklen. Artiklen er redigeret til web af Mi Skjold Brix.