
Efter 30 år med designs for bl.a. IKEA har Mia skabt et brand til det, der ikke var kommercielt nok: “Folk kommer ofte forbi flere gange og overvejer frem og tilbage. De her ting er ikke mainstream"
Them Objects er navnet på et brand, som fungerer som platform for de design, som designer Mia Lagerman ikke har kunnet finde plads til i en kommerciel verden. For de koster en del, og deres frembringelsesmetoder falder uden for de gængse. Men den frie tanke, som ligger bag hvert objekt, tilføjer det noget unikt og personligt, som afspejler tidsånden, og som gør, at man har lyst til at gemme det, passe på det og måske en dag give det videre.
AfI de charmerende Kartoffelrækker på Østerbro finder jeg frem til nummeret, hvor Mia Lagerman bor. Eller det vil sige, jeg kan hverken se husnummer eller navn på havelågen, men jeg kan genkende de rustrøde krukker med store ører, som står rundtomkring i haven. De er en del af Mia Lagermans brand Them Objects, som vi skal tale om i dag, og de synes at byde mig velkommen. Da jeg kommer ind i det hyggelige rækkehus, er der møbler overalt. Mia fortæller mig, at det er en masse møbler, som netop er kommet fra hendes barndomshjem i Sverige, og man kan se, hvordan der ligger stofprøver rundtomkring, så nogle af de fine gamle møbler kan få nyt liv med et nyt betræk. Man fornemmer med det samme, hvordan der her bor en designer, som kerer sig om detaljer og unikke design med patina og historie. Mia Lagerman er dog mest kendt for sine samarbejder med store kommercielle spillere som Ikea, Fritz Hansen, Skagerak og Swedese, men hun har længe gået rundt med en tanke om at skabe ting, som der ikke sådan lige var plads til i de større kommercielle produktioner.
– Jeg har arbejdet som designer i møbelbranchen i virkelig mange år. Altså i 30 år. Jeg har arbejdet meget kommercielt med store produktioner. Jeg har haft producenter som kunder, som har bedt om nogle bestemte ting, som har haft opgaver, som skulle løses efter visse principper. Det har handlet om, at alle skulle tjene penge på det, vi lavede. Og det har været og er stadig sjovt at være med til. Men ... efter så mange år er der også opstået nogle idéer, som var noget andet – som kom ud af en anden form for tankevirksomhed, en anden måde at designe på. Noget, som ingen producent ville vælge til, fordi det er for dyrt eller for svært at producere. Noget, som har en særlig unikhed over sig, og som er på kant med det mere kommercielle, forklarer Mia Lagerman.
Ved siden af sin karriere som designer for store virksomheder har hun også lavet en del design til udstillinger, fx den årligt tilbagevendende Snedkernes Efterårsudstilling. Og hun har ofte oplevet, at de ting, som hun lavede dertil, kom ud af en friere arbejdsproces, og at folk reagerede positivt på det, spurgte ind til det, ønskede at købe det. Men det var ikke noget, man kunne købe. Derfor tænkte hun, at det kaldte på en lille kollektion af unikke genstande, som hun løbende kunne sætte til salg under eget brand, bare via sin hjemmeside og Instagram, og bare når folk efterspurgte det, så man ikke havde unødigt lager.
Mange af produkterne i Them Objects er altså produkter, som i sin tid har været udviklet til Snedkernes Efterårsudstilling og lignende udstillinger. Det gælder fx de røde rustspande, jeg så i haven. En arketype af en krukke, som bare står der plantet på jorden, men som har fået tilføjet håndtag, som næsten ligner ører, så krukkerne bliver helt menneskelige med hvert deres udtryk og personlighed. Et andet produkt er Canvas Cabinet, lavet i kanvas, valnød, glas og spejl, som også blev lavet til en udstilling, og som satte gang i Mia Lagermans fascination af kabinetter. Hun fandt ud af, at ved at have en ret simpel arketypisk form kunne hun gøre enormt meget bare ved at lege lidt med farver, materialer og forskellige former for håndværk.
– Jeg kunne se, at hvis jeg brugte det samme skelet og de samme mål og bare skiftede materialerne ud, så blev det til meget forskellige udtryk. Fx har jeg i ét kabinet skiftet tekstilet ud med snor og i et andet med blyindfattet glas. Jeg synes også, at det var en sjov tanke, at skabet kunne få en ny mening – at det fx ikke havde nogen døre. Canvas Cabinet, som var det første, havde døre, men de andre har ikke. Til gengæld er de åbne i siderne, så man stadig kan sætte ting ind i dem. På en eller anden måde kan man så diskutere, om det stadig kan kaldes for et kabinet, eller om det bliver en helt ny typologi. Det udfordrer på den måde, hvad vi opfatter som endegyldige sandheder. Det er en måde, hvorpå jeg kan udfordre mig selv i min tilgang til designprocessen altså en form for gymnastikøvelse – men i den kreative verden. Det handler for mig om at gøre plads til tanker, som er friere, og som muligvis bliver til en lille, fin ting, som en anden gerne vil have, forklarer Mia Lagerman.