Hygge, sanselighed og tryghed
Trøst og boligindretning er måske ikke en kobling, der virker helt oplagt, men kratter man lidt i begrebet komfort, som på engelsk betyder trøst, så giver det god mening at brede komfortbegrebet ud til noget, der ikke kun handler om at sidde godt.
Dybest set handler det om hygge, sanselighed og følelsen af tryghed – en følelse, som har lidt trange kår i en tid, hvor blikket er stift rettet mod smittetal og restriktioner. Reaktionen på alt det usikre er et øget fokus på hjemmets skærmende rammer, og her giver designere og kunsthåndværkere en hånd med ved at tilbyde interiør, der netop stimulerer vores følelser og sanser.
Møbler med en varm favn
Det myldrer med tubeformede møbler og lamper og brugskunst i voluminøse formater – den engelske designer Tom Dixon arbejder ligefrem med et begreb, som han kalder fatness, og som kun vanskeligt lader sig oversætte på en charmerende måde. Møbler, der byder sig til med en varm favn, er i det hele taget en stærk tendens.
Der sættes ekstra trumf på den eftertragtede imødekommenhed med vamsede tekstiler, lammeskind og blødt læder. Materialerne er meget væsentlige for den moderne redebygger, der gerne henter naturen indenfor i skikkelse af kork, linoleum, bast, natursnor, rattan, uld og træ af den bæredygtige og certificerede slags.
Synssansen pirres
Vi bringer følesansen i spil med organiske og varme overflader, men også med farver, der luner, som naturens egne nuancer: sand, muld, ler, sten, korn, græs, himmel og hav – en farvepalet, som vi instinktivt føler os trygge ved. Synssansen skal også pirres. Det gør vi med farver og med lys.
Det gyldne lys, som vi kender fra solnedgangen, bålet og morgenrøden, er det lys, som vi forbinder med hyggen. Vi genskaber det med levende lys i stager, med lamper, der kan filtrere lyset, eller hvor lysstyrken kan dæmpes – og som noget nyt: med mobile LED-lamper, vi kan tage med os eller sætte på bordet, i reolen eller vindueskarmen. Udvalget af netop den type lamper er overvældende, og lamperne er populære, måske fordi de fungerer som en art kammerstager, og fordi de også tager skyggen i ed.
Lys
Lys er en ofte undervurderet faktor for stemningen i et rum. En kold og en varm lyskilde påvirker farveoplevelsen af vægge, tekstiler og materialer vidt forskelligt – nøjagtig ligesom lyset udenfor indvirker på lyset og stemningen indenfor. Det er en gammel sandhed, at man kan indrette med lys – her tænkes først og fremmest på lamper, men man kan også vælge at filtrere dagslyset igennem et gardin og på den måde skabe en blødere, varmere eller køligere atmosfære.
Gardiner og tæpper
Mange af de nye gardiner tilbyder netop lethed og transparens, så man både får afskærmning og udkig. En af mange grunde til, at gardinerne har fået en renæssance, er også, at de føjer ekstra taktilitet til indretningen, samtidig med at tekstilerne kan anvendes til at definere rum. Tekstiler i lange baner pirrer ikke kun øjet, de er også med til at optimere akustikken, gøre lyden blødere, befordre samtalen og bane vejen for musikken.
Det samme kan siges om tæpperne, der finder vej til både gulv og væg – gerne med mønstre og farver til kontrast. Brugskunst i keramik, papmaché, broderi, bast, træ og glas – gerne af den håndgjorte slags – yder ekstra trøst og sætter trumf på hyggen.