5 tips: Sådan pifter du den hvide væg op

Er du træt af den kedelige, hvide væg derhjemme? Så er der hjælp at hente blandt disse tips, som er både nemme og effektive.

Jotun - "Ocean Air"

Sæt kulør på

En let og oplagt mulighed for at komme de kedelige, hvide vægge til livs er en god omgang maling. Det gode ved denne løsning er, at du selv bestemmer, hvor iøjnefaldende væggen skal være, og du har samtidig mulighed for at tilpasse væggens farve med de øvrige farver i dit hjem.

Med lige netop dette projekt er der plads til at være modig og satse, da man forholdsvis let kan male væggen over med en anden farve, hvis det viser sig at være helt forkert.

Men, hvordan finder jeg så den helt rigtige farve, tænker du måske? Og her giver vi dig en hjælpende hånd med på vejen. Vi har nemlig samlet nogle bud på årets farver 2020, og årets farver 2021, så du kan lade dig inspirere.

Iblandt disse farver finder du for eksempel Jotuns smukke, blå “Ocean Air,” som med dens støvede nuancer er inspireret af naturens elementer med det formål at skabe en rolig atmosfære i rummet.

Vægtæppe
© Getty Images

Lad en utraditionel trend indtage dine vægge

En mere utraditionel måde at pifte den hvide væg op på er med de populære vægtæpper. En trend som særligt har vist sig på Instagram, hvor mange har taget de bløde, frynsede og farvede tæpper til sig og brugt dem til at dekorere deres vægge.

De fine tæpper findes i mange forskellige varianter, men fælles for dem alle er deres bløde og rolige udtryk, som tilfører hygge og varme til ethvert rum - og så kan de faktisk også bruges til at skabe god akustik.

Få inspiration til, hvordan du indretter med vægtæpper her.

Billedvæg
© Poster Store

Skab en personlig væg

Du kan også forvandle den kedelige, hvide væg til en personlig billedvæg, hvor du kan hænge alt fra familiefotos og farverige plakater til kunstneriske malerier og tegninger.

Med en billedvæg har du mulighed for at skabe lige nøjagtig det udtryk, du ønsker. Du kan skabe et let, luftigt og stilrent udtryk ved at placere rammerne symmetrisk og herefter farvekoordinere billederne, som det er gjort på billedet ovenfor med plakater fra Poster Store. Eller du kan skabe et vildt og mere legende udtryk ved at placere rammerne tilfældigt og ikke tænke på at matche billederne.

Få vores guide til den perfekte billedvæg her.

Hvis en billedvæg er for stort et projekt for dig, kan du også nøjes med en enkelt eller to plakater på den hvide væg, det vil også med garanti tilføre liv og personlighed til rummet. Vi har samlet en liste med de bedste steder at købe plakater her.

Farverigt spejl
© Hübsch

Farverige refleksioner

Hvis ikke du allerede har taget denne trend til dig, så er det et oplagt tidspunkt at gøre det nu. De farverige spejle er nemlig perfekte til en kedelig, bar væg.

Der findes efterhånden et væld af varianter, når det kommer til farverige spejle, så du har masser at vælge mellem.

Brug et farvet spejl som en del af din billedvæg, hav det stående på en fin kommode eller hæng det alene på en bar væg. Du kan også hænge et farvet spejl på en farvet væg for at skabe en endnu mere vild og legende effekt, som det blandt andet er gjort med spejlet fra Hübsch på billedet ovenfor.

Lige meget hvad vil et farverigt spejl skabe en fin wow-faktor, når man træder ind i rummet, og du kan samtidig nyde godt at spejlets mange andre fordele. Det får blandt andet rummet til at syne større og reflekterer lys, så rummet bliver lyst og dejligt.

Få inspiration til de farverige spejle her.

Farverigt og mønstret tapet
© Ellos

Gå all in på farver og mønstre

Hvis du er frisk på at gå skridtet videre fra at male en væg, så er tapet det oplagte valg. Ved at tapetsere bare en enkelt væg kan du skabe en helt ny fornemmelse i rummet.

Der findes alverdens former for tapeter, så der er masser af plads til kreative og skøre tanker, når du skal finde det rette tapet.

Du kan skabe et unikt og personligt udtryk i rummet med et mønstret og farvet tapet, som samtidig fylder så meget i rummet, at du ofte kan skrue ned for de andre farver, som det for eksempel er gjort på billedet ovenfor.

Her skaber det smukke, farvede tapet fra Ellos en fin baggrund til de neutrale møbler. På den måde er en tapetseret væg en let og hurtig måde at skabe liv i et bart og kedeligt rum.

Vi har samlet en række flotte tapeter her, som du kan lade dig inspirere af.