4 kunstnere, som du skal kende, viser deres hjem frem

Dorian gaudin er en af de kunstnere, som har fundet vej til galleristen Peter Ibsens samling med dette aluminiumsværk. Lampen er en Fontana Arte fra Sacrecoeur Design Store.

Peter Ibsen / gallerist

– Kunst skal gøre dig nysgerrig, og give dig lyst til fordybelse – ikke bare i det du ser, men også i alt det, der ligger bag værket, ideen, tankerne samt processen. Den må meget gerne prikke i øjet.

– For mig er det en kæmpe gave at kunne arbejde med min passion. Jeg startede Galleriet Sunday-S for ca. 2 år siden, men har samlet på kunst i snart 25 år i eskalerende grad. I den sammenhæng forsøger jeg ofte at konvertere dem, der gerne vil tale om kunst, og som er oprigtigt interesserede.

– Det der inspirerer mig mest er, når noget bliver ved med at drille. Når jeg ikke forstår et værk. Eller kunstner. Når jeg bliver nødt til at grave mig helt ned for at forsøge at forstå det. Hjemme omgiver jeg mig med værker, der ofte ikke er malet på traditionel vis. Og så forsøger jeg at holde mig til få kunstnere. Men gerne flere værker af hver. Særligt drages jeg af minimalistiske, ofte monokrome og abstrakte værker af kunstnerne André Butzer, Gregor Hildebrandt, Sergej Jensen, men også Dorian Gaudin, Otis Jones, og Daniel Boccato.

– Min kunst hænger jeg aldrig op efter møbeldesign eller huller i væggen. Kunsten har en ubetinget ret til at dominere og bestemme alt i rummet hos mig. Det har taget lidt tid at få familien med på den. Og det er stadig en øvelse.

– Jeg køber nok kunst alt for tit. Til gengæld bruger jeg lang tid på at finde det rette værk. Skal der en ny kunstner ind i samlingen, kan der gå år, før jeg åbner op. Det skal ikke være let. For det skal hænge sammen med de andre kunstnere, jeg samler på. De første 10 år købte jeg impulsivt. Helt uden retning eller formål. Det var ren sjusk. Men nok en rejse jeg skulle igennem. Derfor råder jeg til, at man ved kunstkøb tager sig god tid. Hellere købe få store værker i stedet for at skyde til højre og venstre, og købe en masse små ting. Forsøg ikke at købe det samme som naboen. Det må godt gøre ondt i maven. Og det er vildt godt, hvis du er i tvivl og ikke føler dig sikker. Føles det lækkert med det samme, er der stor sandsynlighed for, at du bliver træt af værket.

Et gregor hildebrandt billede glider med sine kølige farver sammen med Marcel Breuers Wassilystol af metal og læder.

Kunstnerne Landon Metz og André Butzers værker hænger som to tableauer under vinduerne – nærmest spejlet af et maleri af Graham Collins. Stolen af teak er designet af Ib Kofod-Larsen.

En skulpturel sort Gerrit Rietveld Steltman-stol får grafisk modspil af sort-hvide Gregor Hildebrandt-billeder.

Rødt markant liv på væggen i form af et Otis Jones-billede oplyst af en Toio-lampe designet af Achille & Pier Giacomo Castiglioni for Flos. Et gult grafisk billede af Sergej Jensen spiller sammen med et værk med rød spiral af Dorian Gaudin. Farvefelter er en del af Peter Ibsens indretning, som også kan ses i billedet med lilla og gule geometriske mønstre af Ethan Cook. Charles Eames-spisebordet fra Vitra får de stramme linjer blødt op af træstolene Colombo af Matthew Hilton. Over bordet hænger en pendel af Søren Rose for Menu.

Farver appellerer til Morten Løbner Espersen, der sidder her blandt to lyserøde vaser. De er fra serien Moon Jars, der har helt enkle former, og som stjæler titlen fra de koreanske krukker af samme navn. Skabet, der hænger på væggen, er fra Ikea ligesom det orange gardin.

Morten Løbner Espersen / keramiker

– God kunst, design, og kunsthåndværk skal røre ved de strenge af følsomhed, som vi normalt beskytter, og dermed bevæge os følelsesmæssigt samt
intellektuelt. I mine værker søger jeg at skabe stærke former med komplekse overflader. Skønhed spiller en stor rolle for mig, og da jeg konstant forsøger at udfordre mine egne dogmer om, hvordan den kan se ud, er min keramik en påmindelse om at forholde sig fordomsfri, åben og nysgerrig til omverdenen.

– Min primære inspiration til mit arbejde er arbejdet i sig selv og de indskydelser, og vildveje, som jeg uundgåeligt snirkler mig ud af. Jeg opsøger kun at se på kunst, når jeg keder mig og tænker, at nu vil jeg opleve det helt store sus. Men det sker så sjældent, at når det så sker, bliver jeg vildt fortumlet. I hverdagen ser jeg helst ikke på kunst, for det virker som unødig information. Af samme årsag har jeg meget få værker. Og kun nogle med helt særlige former og farvekombinationer, der fylder mig med undren, og som er virkelig svære at blive færdige med at se på. Som Maurice Paul Chevallier, Claudi Casanovas og Axel Salto. Mest holder jeg af visuel renhed og enkelhed. Måske fordi jeg i mit arbejde konstant tager stilling til mange muligheder og træffer valg. Derfor bor jeg uden for meget visuel støj.

– Da vi ser på kunst på meget forskellig måde, kan man ikke andet end stole på sig selv, når man vil købe kunst. Det vigtigste ved et værk er, at man bliver hylet ud af det. Og fyldt med glæde og undren. Jeg ved med det samme i maven, om jeg bliver udfordret. I forhold til mine egne værker håber jeg, at der er nogen, der kigger lige en ekstra gang og indser, at der måske ikke er noget at forstå. Men derimod noget dybere end ord kan beskrive. Noget som helt enkelt bare ikke giver mening, og det derfor er værdifuldt at se på. Mit næste køb er en teskål af Takuro Kuwata, fordi de simpelthen er ubeskrivelige.

– Farver tænker jeg naturligt ind i min bolig. For en farvet væg kan bare males over, når øjnene trænger til ny udfordring. Lige nu har jeg et lyserødt og et lyseblåt rum. De værker, jeg har hængende og stående, ser anderledes ud, end da væggene var stribede, eller da de var grå. Jeg har temmelig mange søm i mine vægge og bruger en del polyfilla, for jeg flytter ofte rundt på mine billeder. Med keramikken er det meget nemmere. For jeg har en hylde specielt lavet til at placere det på, så det er nemt at skifte værkerne ud.

Magic Mushrooms hedder denne serie af skulpturer fra 2014., der formmæssigt leger løs, mens de søger at slippe fra af Morten Løbner Espersens vanlige ønske om formmæssig perfektion.

Fos streetlamp og Mountain-vase er sat utraditionelt sammen med en klassisk George Nelson-lampe og Poul Kjærholm bord. Glasstolen af Guillermo Santomá møder anden transparens i den gule stol af Sabine Marcelis.

Maria Foerlev / gallerist

– Kunsten skal aktivere et følelsesregister, som beskueren ikke nødvendigvis har ord for, og tage en et sted hen følelsesmæssigt, som man ikke har formuleret for sig selv. På den måde er den en stadig inspirationskilde. At arbejde med kunstnere og deres kunst gennem mit galleri Etage Projects giver mig en mulighed for at skabe en samlet lille enklave, hvor der er masser af scenarier fyldt med refleksioner.

– Jeg er interesseret i, hvordan æstetik påvirker os, og i, hvordan ideer kan bruges æstetisk. Men også i at kunst har en funktion og ikke kun er til at se på. Idet kunst giver glæde og er æstetisk, er den fuldt ud integreret og present i mit hjem. Da jeg kender folkene bag værkerne, har den også affektionsværdi. Og så synes jeg, at man skal walk the talk. Så jeg bor med glasstole og en skumbænk af Guillermo Santomà fra galleriet, Fos’ Streetlamp og Diamond Table. Jeg har ikke lyst til at bo med gængse ting, for jeg kan godt lide at få rykket på mine grænser. På den måde er der et ubevidst element i min indretning, for jeg tager bare ting ind i mit hjem, som jeg kan lide, og håber på, at de kan sameksistere.

– Mit valg af kunstnere, som jeg bor og samarbejder med, er baseret på ren egoisme, da de er udvalgt, fordi det er dem, der beriger mig. De giver mig det mest interessante input i forhold til at omsætte ideer æstetisk. Samtidig er der flere betydningslag i tingene. For de fleste kunstnere vil gerne have kontakt, og bruger kunsten til at skabe intimitet ved at vise deres betragtninger, som ofte er abstraktioner, der bryder gængse forestillinger.

– Når jeg køber kunst, er det meget impulsivt. Jeg ved med det samme, om jeg kan lide den. Hvis jeg gik og formulerede, hvad jeg havde brug for, ville jeg gå og kede mig. Det er som en forelskelse, der starter med stormende kærlighed ved første blik, som skal blive til varig glæde. Er man på jagt efter kunst, skal man starte med at besøge alle de udstillinger, man kan, og tale med kunstnere og gallerister. For ens intuition kommer af oplevelser. Derfor skal man stole på sine følelser. Kunst er nemlig et følelsesmæssigt kompas, som skal rykke en.

En metalbænk med et billede over i form af et digitalt printet stykke silke af Soft Baroque står som en installation i stuen.

Diamond table af beton og spejle hedder bordet af Fos, hvor et grafisk mønstret tæppe af Max Lamb spejler sig i.

En grøn skumbænk af Guillermo Santomá snor sig som en larve under spejlet med rødlige farvelag af Sabine Marcelis.

Eske Kaths atelier ligger praktisk ved siden af hans hus.

Eske Kath / billedkunstner

– Håbet som kunstner er at lave noget, der rører mennesker og sætter tanker i gang. For kunst handler om alt andet end kunst. Den er abstrakte og åbne svar på en masse spørgsmål, som kunstneren beskæftiger sig med. I mit arbejde samler jeg på alt, som genererer indtryk. Konkrete og ukonkrete emner, som jeg bruger kunstnerisk i en sammensmeltning mellem indtryk og udtryk. Jeg tænker meget over, at vi lever i en tid, hvor vi spiller en helt anderledes rolle i vores forhold til naturen, og nu i høj grad sidder med dens, eller rettere vores egen, skæbne i hænderne. Sammen med min store interesse for eksempelvis naturvidenskab og kvantefysik indgår netop dette skisma i mine arbejder i en bearbejdet og fortegnet udgave af naturbegreber i form af landskaber.

– I mit hjem bor jeg med ting, jeg har knyttet mig til, arvet og købt på auktion. En skrøbelig og finurlig Martin Erik Andersen-lampe, J. F. Willumsen-grafik, arvestykker som værker af Jens Sørensen og Olivia Holm-Møller. Men også masser af arvet Kähler-keramik med farvede glasurer, og ikke mindst min samling af science fiction-samlerobjekter.

– Efter mange år i New York er jeg ved at genindrette mit hjem her i Danmark. Tidligere havde jeg tapetseret alle vægge med kunst i en salon-ophængning. I dag bor jeg kun med ting, som jeg har lyst og behov for at se på lige nu og her. Og i en sammensætning der ikke nødvendigvis passer sammen. For jeg elsker ting i øst og vest og har ikke lyst til at begrænse mig. Et hjem skal bestå af det, man holder af, uden censur.

– God kunst for mig er der, hvor jeg automatisk slår analyseapparatet fra, og ikke nødvendigvis forstår hensigten. Kun at den er endt, hvor den er, fordi det ikke kunne være anderledes, og at valgene tydeligvis har været vigtige for lige netop denne kunstner. Vil man købe kunst, skal man ikke tænke i investering, eller om den passer ind i forhold til indretningen. Derimod skal man mærke, om den rører og taler til en. Man skal føle, at man har brug for at leve med den. For den egentlige værdi af et værk er ikke målbart i penge eller mode, men i ens egen relation til værket.

I stuen blander en sputniklampe fra 1960'erne sig med et gammelt værkstedbord fra New York og Arne Jacobsens syverstole i en farve designet af Eske Kath. Det gule Kähler-fad er arvet. Væggen prydes af egne værker samt et tryk af J.F. Willumsen.

Stiliserede bakker og menneskeskabt natur er Eskes Kaths univers.