Tage Andersens eremitage

Visionen om de 4000 liljer, der i dag står så smukt i en lille lund i Tage Andersens eventyrlige smålandske have, kom en dag, da Tage Andersen skridtede sin nye sydsvenske residens af.

Midt i den karrige, fattige birke- og nåleskov – med duften af harpiks i næsen og lydene fra en rindende bæk i øregangen – tegnede den sig for hans indre. Scenen, hvor de fine liljer møder den rustikke skovbund, rummer den kontrast, som er 65-årige Tage Andersens nøgleord for det haveanlæg, han vil bruge resten af sit liv på at udvikle omkring herregården Gunillaberg.

Og når blomsterkunstner Tage Andersen sætter sig noget for, så er det sådan, det bliver. Også selv om, at liljerne langt fra var en nem vision at føre ud i livet.

En af havens bærende ideer er symmetrien Den gentager Tage Andersen også i sine barokhække – her beplantet med passionsblomster ved den nyanlagte spejldam. Det er også typisk for Tage Andersen at blødgøre hårdt jern og flette det ind i planternes organiske favntag. Stigen er ikke tilfældigt henstillet og glemt havegrej, men en del af værket.

Tage Andersen

Spredte pletter af sollys finder gennem skovens tætte tag og high-lighter liljelunden, hvor Tage Andersen møjsommeligt har boret mere end 4000 plantehuller i den sten- og klippefyldte undergrund til liljeløgene. Liljerne har belønnet arbejdet og beriger sceneriet med blomsternes flødehvide, gule og røde nuancer, der spiller op mod græssets og den furede birkebarks afdæmpede farver. Hist og her lyser også små bolde af buksbom op som humoristiske detaljer.

Herregården Gunillaberg havde sin første storhedstid i 1600-tallet, hvor den svenske dronning Kristina brugte den som sit jagtslot. Hun forærede i 1642 gården til militærmanden Johan Printz som tak for hans indsats i 30 års-krigen. Han opførte senere den nuværende og fredede hovedbygning.

En stribe egetræskar beplantet med ’Verbena bonariensis’ står et stykke fra hovedhuset langs med en staldbygning – som et af mange eksempler på, hvordan Tage Andersen skaber kontraster ved at lade patinerede eller levende træ møde rustent jern.

Solen bryder frem mellem træerne i den sydsvenske skov, og lyset bliver brudt gennem Sonny Tronborgs værker, som er skabt af akrylmaling på akrylplastik. Kunstneren er desværre død, men han ville sikkert have elsket placeringen midt inde i skoven.

De to kugleformede og tætklippede lisgustre i trækar, det velordnede grus og det patinerede hegn leger med en klar kontrast til naturens vildtvoksende former uden for gårdspladsen. Et godt eksempel på Tage Andersens grundlæggende idé om at lade skovens natur og gårdens kultur støde sammen.

Nærportræt af blomsterne i liljelunden. Sorterne er de såkaldte ’regale’-hybrider.

Et bed spækket med blomstrende ’Cleome spinosa’, også kaldt edderkoppeplante, giver et fint farvespil op mod den svenskgule trævæg. På begge sider af glasdøren står formskårne laurbærtræer i hver sin luftige jernpotte.

Seks klokketræer på jerngestalter skaber en rumfornemmelse omkring blybordet. Tableauets seks ”stole” er symmetrisk fordelt omkring bordet, hvor der serveres champagne, fx under Gunillabergs små koncerter.

Den imponerende træskulptur har Tage Andersen taget med sig fra hans tidligere udstilling i Norrvikens träd- gårdar (=haver, red.) i Skåne. Den er skabt af en canadisk tzuga, der var gået ud. Omkring stammen har Tage Andersen så skulpteret en krone af grene fra korkelm.