Et besøg i Lailas have giver ro og sætter dit tankemylder på pause

Se det grønne frirum i Ribe, hvor blomster og træer baner vejen til indre ro.

Susanne Holte

— 17. juni 2021

Opdatering: Den Gamle Avlsgård agerer ikke refugium længere, men tankerne og æstetikken bag er fortsat læsning værd

Naturen rummer helende kræfter, den pirrer sanserne og fylder os med grøn energi. Naturen øger trivsel, skærmer overstimulerede hjerner og fremmer følelsen af tryghed.

Det er gamle indsigter, som man gør brug af på Den Gamle Avlsgård i Ribe, hvor den store sansehave med sin frodige æstetik og sine farver, former og dufte indgår i terapeutiske forløb, der har til formål at fremme et liv i bedre balance.

Et moderne refugium

“Jeg ved, hvor der findes en have så skøn”.

Sådan lyder de indledende ord fra en af Højskolesangbogens kendte sange, skrevet af den sydfynske forfatter Mads Hansen i 1850’erne.

Ordene kunne lige såvel være en nutidig beskrivelse af den store skønne have, der hører til Den Gamle Avlsgård i Farup uden for Ribe. Her har Laila Bro med afsæt i en mere end 900 år gammel refugietanke skabt et moderne refugium, hvor ikke mindst haven og den omgivende natur spiller en væsentlig rolle i stressbehandling, men også som en sansemættet ramme om læse- og skriveophold.

Bedre velvære

Både den tæmmede og den vilde natur har nemlig potentiale til at øge vores velvære, og vi har en instinktiv længsel efter naturen, hvor vores urhjerne helt automatisk kommer i vater, når vi lader øjet hvile på vand, træer og blomster – gerne akkompagneret af fuglesang.

Den indsigt havde munkene, der puslede med urter og blomster i middelalderens klosterhaver, og den har japanerne rendyrket i århundreder, hvor “skovbade” var og er en almindelig og anerkendt mentalhygiejnisk beskæftigelse.

At lade den store have uden for Ribe indgå i refugiets terapeutiske forløb giver god mening for Laila Bro, men hun understreger, at haven først og fremmest er tænkt som et grønt frirum anlagt til refleksion og til at finde indre ro. Her kan man finde sig selv eller andre, og her kan man finde ind i naturens cykliske rytme.

– Når vi opholder os i naturen, så bruger vi først og fremmest vores sansehjerne. Vi registrerer lyde, dufte og farver. Vi møder en naturlig og kontinuerlig cyklus, hvor der er en forudsigelig lovmæssighed fra frø over frugt og blomster til forfald og ny spiring, forklarer Laila Bro, der generøst deler sin have med refugiets gæster i tillid til, at naturen yder en stille og tiltrængt omsorg.

En tiltrængt pause

– Vi forsøger ikke at sætte tiden i stå, men vil gerne gøde jorden for en oplevelse af, at der findes en anden måde at måle tid på – en tid, som måske rækker længere ud. Idéen med refugiehaven er bl.a. at sætte den intellektuelle tankevirksomhed på pause og opnå en tilstand af væren.

Om man vil kramme et træ, slappe af i en hængekøje, tage en lystvandring blandt blomster og urter eller få tilværelsen sat i perspektiv er op til den enkelte, fortæller Laila Bro, der tilbyder et ophold, hvor man kan nøjes med at nyde uden at yde – for pasningen af haven er lagt i hænderne på en dygtig gartner, der også pusler om urte- og nyttehaven, som leverer økologiske afgrøder til refugiets køkken.

Planterne i refugiehaven er valgt ud fra deres skønhed, farver, dufte og samspil med hinanden – ikke som i en klosterhave, hvor lægeplanterne er i fokus.

Her er det naturen i sin egen ret – også den natur, der ligger lige uden for havens stensætning, hvor man kan vælge at slå sig ned med et kig over marker og græssende kvæg eller gå en tur ad snoede stier.

I havens centrum ligger et stort orangeri med et blødt dagslys og en sval atmosfære. Her kan man mødes i mindre grupper, spise nærende, økologiske måltider med afsæt i alt det grønne – eller slappe af i en liggestol, pakket ind i vattæpper. Uden for refugiets orangeri er der skabt plantemiljøer i potter med fx rørblomst og oliven. På gårdspladsen er der også indrettet små sanserum, hvor man kan tage ophold. Blomstrende purløg skyder op igennem pigstensbelægningen.