
Et besøg i Lailas have giver ro og sætter dit tankemylder på pause
Se det grønne frirum i Ribe, hvor blomster og træer baner vejen til indre ro.
AfOpdatering: Den Gamle Avlsgård agerer ikke refugium længere, men tankerne og æstetikken bag er fortsat læsning værd
Naturen rummer helende kræfter, den pirrer sanserne og fylder os med grøn energi. Naturen øger trivsel, skærmer overstimulerede hjerner og fremmer følelsen af tryghed.
Det er gamle indsigter, som man gør brug af på Den Gamle Avlsgård i Ribe, hvor den store sansehave med sin frodige æstetik og sine farver, former og dufte indgår i terapeutiske forløb, der har til formål at fremme et liv i bedre balance.
Et moderne refugium
“Jeg ved, hvor der findes en have så skøn”.
Sådan lyder de indledende ord fra en af Højskolesangbogens kendte sange, skrevet af den sydfynske forfatter Mads Hansen i 1850’erne.
Ordene kunne lige såvel være en nutidig beskrivelse af den store skønne have, der hører til Den Gamle Avlsgård i Farup uden for Ribe. Her har Laila Bro med afsæt i en mere end 900 år gammel refugietanke skabt et moderne refugium, hvor ikke mindst haven og den omgivende natur spiller en væsentlig rolle i stressbehandling, men også som en sansemættet ramme om læse- og skriveophold.