10 solstrålehistorier om grønne initiativer

Klimadeprimeret? Her er 10 historier, der giver håb og et smil på læben.

Solstrålehistorier der varmer - på den gode måde

I en verden, hvor vi ofte får tudet ørene fulde af, hvor galt det står til med klimaet, er det rart at opdage, hvor mange grønne initiativer, som popper op rundt omkring.

Her er bare et lille udsnit af de mange gode historier, som senest har givet os et smil på læben.

Dinesen
© Dinesen

Syge træer får ny skæbne

Det danske firma Dinesen, som leverer træplanker af ypperste kvalitet til private og offentlige projekter, har længe holdt fanen højt, når det kommer til bæredygtige initiativer.

Foruden at levere træ, som er tilovers fra gulvlægning og andre projekter, til Lendager Group, som bruger det i bæredygtige byggeprojekter, så er deres seneste tiltag at give asketræer med sygdommen askeoptørre en ny skæbne.

Skovejeren er nødt til at fælde de syge asketræer for at kunne bevare en sund bestand, men i stedet for at træet går til spilde, lancerer Dinesen nu en kollektion med det smukke træ.

Råtræet bliver forvandlet til unikke planker i forskellige dimensioner for at opnå bedst udnyttelse af stammen.

På billedet ses asketræet i en installation lavet af Studio David Thulstrup for Dinesen.

IKEA særkollektion med farver og former
© IKEA

IKEAs klimaplan

IKEA er én af de virksomheder, der gør aller mest for at sikre, at deres produkter kommer til verden på den mest bæredygtige måde. Og med virksomhedens størrelse in mente, er det rigtig godt nyt.

Èn af metoderne IKEA bruger for at mindske deres klimaaftryk, er ved at forsøge at sikre, at deres produkter har så lang en levetid som muligt. Derfor har de blandt andet introduceret leasing.

IKEA har den ambitiøse ambition, at i 2030 skal alle materialer være genanvendte.

Det er kun ganske få af de planer, som IKEA har for en bæredygtig fremtid, læs mere om ambitionerne hos IKEA her.

LÆS OGSÅ:IKEAs guide til et bæredygtigt hjem

The Body Shop Plastic for Change
© The Body Shop Plastic for Change

Et bedre liv til affaldsopsamlerne

Plastikforurening er et kæmpestort problem, men plastikkrisen har også et humanitært perspektiv. The Body Shop har med et nyt samarbejde taget et skridt mod at afhjælpe begge sider af krisen.

The Body Shop har indgået et samarbejde med organisationen Plastic for Change, der arbejder med at genanvende plastik af høj kvalitet fra ansvarsbevidste forsyningskæder og lancerer verdens første genvundne Community Trade plastik.

Initiativet søger at hjælpe de 1,5 millioner affaldsopsamlere i Indien til et bedre liv og give dem evnen til at forsørge sig selv. Handlen med The Body Shop sikrer affaldsopsamlerne en stabil og fair løn, sorteringsstationer i et sundt og sikkert arbejdsmiljø og dermed et tryggere liv.

Som et resultat af samarbejdet anvender The Body Shop nu genvundet plastik i deres 250ml flasker til hårplejeprodukter. Flaskerne består af 100% genvundet plast (bortset fra låget), hvoraf 15% er genvundet Community Trade plastik fra Bangalore i Indien. Resten er genvundet plast fra Europa.

The Body Shop vil i samarbejde med Plastic for Change løbende og gradvist øge mængden af genvundet Community Trade plastik for at sikre, at det gøres bæredygtigt.

Restaurant Silo
© Silo

En restaurant, hvor intet går til spilde

På den britiske restaurant Silo, drevet af Douglas McMaster, er der intet, som går til spilde.

Restauranten er funderet på et ønske om at forsøge at forny den måde, som fødevareindustrien fungerer på, samtidig med, at man demonstrerer en stor respekt for miljøet, behandlingen af fødevarer samt madens betydning for vores velbefindende.

Alt på Silo bliver lavet fra bunden lige fra fermenterede drikkevarer udviklet på deres eget bryggeri Old Tree, til mel malet på deres egen mølle, over egenproduktion af smør, mælk osv.

Hvis et dyr lader livet for at skulle spises, så sørger de for at bruge alt fra næse til hale i respekt for dyret.

I forhold til indretningen af restauranten er alt lavet af materialer, som ellers ville være blevet smidt ud, eller som er udviklet på nye bæredygtige metoder. De har således tallerkener lavet af plastikposer, borde af industrielle klinker, arbejdsbænke af resttræ fra møbelsnedkere, vandglas fra gamle syltetøjsglas, og hver gang de serverer en flaske vin, laves flasken om til glaspulver, som får nyt liv i form af tallerkener og forskelligt service til bordet.

Restauranten, som før har ligget i Brighton, åbner til august i London.

Costume x Biomega elcykel
© Costume x Biomega

Kom hurtigt, let (og bæredygtigt) omkring

Vores kære kollegaer på søstermagasinet Costume har i samarbejde med Biomega lanceret en ny smart e-cykel i en sart rosa farve.

Cyklen bringer dig hurtigere igennem myldretiden end en bil, er nemmere at parkere, gør noget godt ved konditionen, og ikke mindst for miljøet.

E-cyklen udleder stort set ingen CO2, og samtidig ser man smart ud, når man kommer kørende på den. Så der er masser af gode grunde til at springe på cyklen om morgenen.

Cyklen koster 25.000 kr., og sælges i et begrænset antal hos Biomega.

Bodum
© Bodum

Slut med engangsservice

Hos Bodum opfordrer man til at lade engangsservicen stå på supermarkedshylderne og i stedet dække op med deres nye kollektion Pavina Outdoor, som er udviklet i det brudsikre miljømateriale polykarbonat.

Materialet er klart som glas og har samme glans, men er meget mere holdbart.

Med deres nye kollektion imødekommer de danskernes ønske om at leve mere bæredygtigt, og gør det samtidig lettere at træffe det rigtige valg.

I kollektionen med det nye brudsikre glas finder man både glas, rejsekrus, drinksglas, drikkeflasker samt indsatser til stempelkander.

Roskilde Festival
© Mia Dernoff

En grønnere festival

I 2018 blev der på Roskilde Festivalen brugt 475.000 plastiksugerør - men i år, bliver tallet 0. Det er da en anseelig besparelse.

Festivalen har besluttet, at det skal være slut med plastiksugerør, så i år får du ikke noget sugerør med din drink. Du kan dog vælge at tilkøbe et sugerør i papir.

Også plastikkrus er det slut med, når festivalen i år introducerer genbrugskrus og et smart pantsystem.

LÆS OGSÅ: 5 bæredygtige nyheder på årets Roskilde Festival

Bentu
© Bentu

Ødelagt porcelæn genopstår som møbler

Udfra et hav af små stykker smadret pocelæn og andet keramisk affald har den kinesiske designvirksomhed Bentu vist, hvordan man kan skabe smukt design, som netop får sit særpræg pga. materialet.

Med deres serie Wreck, som består af en række borde og bænke, kan man se, hvordan de har fået deres unikke, visuelle udtryk igennem de mange små stykker rest-porcelæn eller keramik, som er sat sammen i det materiale, som møblerne er lavet af.

TAKT nyt dansk designbrand
© TAKT

Nyt dansk, bæredygtigt brand

Den helt nye møbelvirksomhed Takt kalder sig selv et demokratisk og bæredygtigt designbrand med danske rødder:

– Møblerne er tegnet af internationalt anerkendte designere, og hele produktionskæden er miljø-certificeret ud fra EU Blomsten. Møblerne sælges online til kunder, der ikke vil gå på kompromis med hverken æstetik, kvalitet eller bæredygtighed. Ved at fjerne fordyrende mellemled tilbyder vi møbler under markedsprisen uden at gå på kompromis med design, materialer eller håndværk. Vi vil gerne medvirke til, at dansk design igen kommer til at handle om kvalitet, værdier og menneskelighed – fremfor luksus og ekstravagance. I øvrigt planter vi et nyt træ for hvert møbel,
der bliver solgt.

havestol mater design bæredygtighed
© Mater

Fra fiskenet og plastikaffald til havemøbler

Som de første nogensinde har Mater lanceret en møbelserie skabt af plastikaffald fra havene.

Lancering af havemøbel-serien Ocean markerer et stort skridt i den bæredygtige retning.

– Jeg er udmærket klar over, at vi ikke kan redde verden ved at lave et møbel. Men vi kan tage de første skridt – og tænk nu, hvis vi engang må stoppe produktionen, fordi havene er tømt for plastik. Det ville da være fantastisk, siger Henrik Marstrand, direktør og stifter af Mater.