
Der er dømt 100 % italiensk sommerstemning i Samina og Andreas magiske sommerhus
Det er ikke strømlinet interiør, der har førsteprioritet – men møbler med en historie og minder fra rejser.
AfI et sommerhus i Vejby udlever de dansk-italienske ejere af snedkeriet Andrea Brugi somrene blandt loppefund og eget trædesign.
Når danskerne rejser sydpå for at holde ferie, tager Samina Langholz og hendes italienske mand, Andrea Brugi, nordpå, hvor de sammen tilbringer to-tre måneder om året i deres sommerhus i Vejby i Nordsjælland.
Her kommer de for at ses med familie og venner, men også for at arbejde. De er nemlig så heldige, at de både kan arbejde i Italien og i Danmark.
Da Samina Langholz besluttede at skifte det kolde nord ud med høje cypresser og olivenlunde så langt øjet rækker, var det dog ikke helt tilfældigt. Hun havde nemlig forinden mødt sit livs kærlighed i landsbyen Montemerano, som ligger i det sydligste og mest rustikke område i Toscana, Maremma.
I dag, 12 år senere, står det dansk-italienske ægtepar bag firmaet Andrea Brugi, der sælger håndlavede spækbrætter lavet af fredede oliventræer fra egnen, som kan være op til 1200 år gamle.
Ud over spækbrætter designer parret også taburetter i egetræ, samt spiseborde, og andre unikke træ-objekter som saltkar, knager og skeer.
Når maj måned kommer, begynder parret at pakke deres mange loppefund fra vinterens utallige markeder på egnen i kasser, sammen med restpartier af spækbrætter, og økologisk olivenolie fra Andrea Brugis forældres agroturismo. For de elsker at stå på det kendte Tisvilde-loppemarked hver lørdag, og de har efterhånden deres helt egen fanskare og kundekreds.
– Somrene på loppemarkedet i Tisvildeleje er ikke kun et supplement til Andreas hobby, der er blevet til vores levevej. Vi har altid haft en stor forkærlighed for at finde unikke, smukke ting på loppemarkeder rundt omkring i Italien, som vi også sælger ud af, fortæller Samina.
Sommerhuset i Vejby vidner om, at det ikke er nyt strømlinet interiør, der har førsteprioritet, men derimod møbler med en historie og minder fra rejser, der også giver rummene personlighed.
– Mange af vores ting er samlet over tid, med hver deres betydning. Vores stil er på mange måder tilfældig og sammensat af, hvad vi lige falder over, for det vigtigste er autencitet og atmosfære.
Den traditionelle italienske landstil blander parret på naturlig vis med skandinavisk design. Et rustikt dansk bord er sat sammen med Myre-stole designet af Arne Jacobsen og antikke krukker fra Puglia i Italien. Bænken er af eget design.
Så snart et træ bliver fældet eller trimmet, bliver det sat til tørre og gemt til et projekt. Rundt omkring i haven står installationer som gynger, vipper m.m.
I værkstedet bliver der lavet spækbrætter i alle størrelser og træsorter, hvor hver form er tænkt ud fra det pågældende træstykke.
Stilen i soveværelset følger resten af huset med vintagefund og en bænk af poppel- og kastanjetræ af eget design. Lysekronen er antik og stammer fra Frankrig. Mosaikken af træ har Samina lavet.