Det hjemmelavede mesterværk midt i skoven

Arkitekt og snedker Mads Kaltofts fritidshus i Asnæs viser tydeligt hans kærlighed til godt håndværk og hans respekt for den vidunderlige naturgrund, som huset står på.

© Tim Bjørn

Der var lige præcis tre grundlæggende ting, som overbeviste arkitekt Mads Kaltoft og hans kone, Gitte, om, at de havde fundet det helt rigtige sted til deres fritidshus, da de i 2006 for første gang så grunden, hvor deres hus nu ligger.

Det var: natur, natur og natur. På det tidspunkt havde Jyderup Skov, som grunden grænser op til, fået ejerfornemmelser og havde bredt sig godt og grundigt ud over det hele, men det skræmte ikke Mads Kaltoft, der til daglig udfolder sig som arkitekt i firmaet schmidthammerlassen.

Jeg kunne med det samme se mulighederne, fordi vi her stod med en helt unik naturgrund. Jeg så de solbeskinnede birketræer og fik næsten lige med det samme tanken om et hus på skråningen midt i den vilde natur. Et hus, der strakte sig i bredden, og som man kunne se igennem, så det virkede let og i ét med naturen.

© Tim Bjørn

Mads Kaltoft er uddannet snedker og arkitekt og arbejder til daglig for arkitektfirmaet schmidthammerlassen.

© Tim Bjørn

Træ, træ og mere træ Huset er en stor kærlighedserklæring til materialet træ, der kun brydes få steder – her af brændeovnen og dens sorte væg- og gulvbeklædning. De store skydedøre inviterer naturen helt indenfor i fritidsboligen.

© Tim Bjørn

En smal veranda i hele husets længde gør, at man kan gå direkte ud fra alle husets skydedøre og hurtigt være på terrassen eller nede på den skønne naturgrund.

© Tim Bjørn

Opholdsrummet er husets hjerte og det er her, familien er sammen – når de da ikke lige er udenfor. Kigget ud mod skoven er helt fantastisk, og når lyset falder på de skulpturelle birketræsstammer lige uden for ruderne, så ledes tankerne mod Michael Kviums stemningsfulde malerier med netop den trætype. Der er ikke mange møbler i huset, men her i stuen kan man smide sig i de røde sækkestole foran brændeovnen eller ved de brede skydedøre ud mod naturen.

© Tim Bjørn

Mellem de to bygningsdele er der opstået en rummelig terrasse. Åbningen mod grunden ligner næsten en fladskærm, der viser en eventyrfilm fra dybe, forunderlige skove. Fordi der er vægge på to af terrassens sider, så virker det næsten som et decideret rum og en ekstra stue til huset. Skamlerne fra Ikea, der også bruges som stole indenfor, går igen her.

© Tim Bjørn

Sengene i de forskellige værelser har Mads Kaltoft skabt specielt til huset i den samme birketræsfinér, som gulve og vægge er beklædt med. På den måde er den enkle, minimalistiske stil 100 % gennemført.

© Tim Bjørn

Naturgrunden lægger op til både afslapning og leg. Her er hængekøjen bundet op i et par af grundens smukke birketræer, og i bunden af haven er det lange vilde græs, der ellers hersker, klippet ned, og der er på den måde skabt en fantastisk volley- eller badmintonbane.