Nyrenoveret køkken i pasteller
© Peter Kragballe

Kom med ind i køkkenet, du måske kan kende fra BO BEDRES forside

Lejligheden har været parrets hjem i 10 år og har nu gennemgået en stor ombygning.

Plads til hele familien

Hjemme hos Stine Skjoldborg, medejer af Moshi Moshi, og hendes mand, fotograf Robin Skjoldborg, er der rene linjer, bløde toner, lækre detaljer og ikke mindst plads til at samle børn, deres kærester og venner til middagen i det nyombyggede køkken.

Lyst køkken med plads til familien

Hele rummet er åbnet op for lys og samvær. Det mørke teakbord og de gamle stole komplimenterer de støvede farver flot. Køkkenet er lavet af Studio Force Majeure. Gardinerne, der giver rummet en blød, varm atmosfære, er fra Fischer Gardiner. Det lille billede bag spisebordet er af Cathrine Raben Davidsen

© Peter Kragballe

Lejlighedens store rum

Stine og Robin Skjoldborg har boet sammen i lejligheden på Østerbro, der løber over fjerde og femte sal, i 10 år, hvor den har rummet deres familieliv med tre sammenbragte børn. Men alle børn er voksne nu, og lejligheden er blevet ombygget til en ny tid.

– Vi ville skabe renhed og et rum, hvor der er plads rundt om bordet til hyggelige middage, fortæller Stine og fortsætter:

– Vi er specielt glade for det store åbne rum med køkken, for det er utrolig dejligt at kunne deltage i det, der foregår, især når vi har gæster. Før lå køkkenet der, hvor vi har garderobe og kontor nu, hvilket betød, at jeg altid var gemt lidt væk i et hjørne, hvor der ikke rigtig var plads til andre end mig.

Nyt køkken med fliser og skuffer

Fliserne fra Kaufmann Keramik over køkkenbordet giver rummet karakter og en smuk overflade.

© Peter Kragballe

Et enkelt køkken med fine detaljer

Parret fik hjælp af Studio Force Majeure til ombygningen. Køkkenet, der er enkelt og uden larm, falder naturligt ind i stuens skønne atmosfære. Rummet har fire store vinduer, hvorfra lyset vælter ind fra to sider, blødt op af de lange lette gardiner i en tone af sart støvet grågrøn.

Fliserne over køkkenbordet danner en smuk struktur og detalje i rummet samt gemmer emhætte og andet praktik. Det store åbne rum er indrettet med danske vintage-klassikere, men en grafisk mønstret sofa og fotokunst sætter en stemning af coolness.

Hyggelig stue med skråvægge indretning

Den mønstrede sofa er fra Beau Marché, og Stine havde aldrig nogensinde troet, at hun skulle eje sådan en, men er ret glad for den. Det grafiske udtryk passer smukt ind i arkitekturens linjer fra trappen og bogreolen.

© Peter Kragballe

Spisebordets historie

– Vi har egentlig et Wegner-spisebord, som passer til vores stole, og som jeg har arvet fra min mormor og morfar. Jeg har haft det, siden jeg flyttede hjemmefra, men havde lyst til at få et rundt bord. Så jeg købte et vintage-teakbord med udtræk, det er sådan, det står nu. Wegner-bordet er på ferie i vores sommerhus, og jeg skiller mig aldrig af med det. Jeg drømmer om at få lavet et stort spisebord i et materiale, der ikke er træ, måske i en farve, som passer perfekt til lejligheden.

Nyrenoveret køkken i pasteller

Wegner spisebordstolene er også fra Stines bedsteforældre, og hun fik nyt flet på dem, da hun fyldte 30.

© Peter Kragballe

LÆS OGSÅ