Hjemme hos Isabella og Nikolaj Stokholm: "Man har et ansvar for at forstå historien, når man køber sådan et hus"

"Vi er ikke typerne, der bryder os om, at ting ændrer sig for meget"

– Om sommeren, når alting blomstrer, er her enormt charmerende, og så er lyset heroppe helt særligt. Fordi vi er så tæt på vand og skov, bliver himlen bare helt blå, når den er blå. Før vi boede heroppe, og når vi kørte fra byen til vores sommerhus, kom vi altid forbi den samme bakke, og når vi kørte over den, var det, som om lyset skiftede, som om roen sænkede sig over os. Nu bor vi med den ro hver dag, siger Isabella Stokholm.

Isabella og Nikolaj Stokholm har to små børn, en dreng og en pige, og beslutningen om at flytte ud af byen handlede også i høj grad om at skabe en tryg base for deres opvækst.

– Isabella har altid boet i sit barndomshjem, indtil hun som 19-årig flyttede sammen med mig. Min opvækst er det komplet modsatte. Mine forældre blev skilt, da jeg var ni, og derefter flyttede jeg måske 18 gange. Isabella bringer en særlig stabilitet, tryghed og varme ind i et hjem, og jeg havde et stort ønske om at skabe en fast base. Vi kom altså med den samme drøm, men fra hver vores side af bordet, fortæller Nikolaj Stokholm, og Isabella Stokholm supplerer:

– Vi kunne aldrig se os selv flytte herfra. For os er det virkelig vigtigt at skabe det her trygge rum. Når vores børn bliver ældre, skal dørene til det her hus altid stå åbne. Det skal være et sted, som de altid kan søge tilbage til. Et samlingspunkt for hele familien.

Nikolaj Stokholm tilføjer:

– Både mine og Isabellas forældre bor i lejligheder. Så der er ikke rigtig nogen, som har plads til at huse familien andet end os. Der kommer til at være sådan en periode på måske ti år, hvor børnene er flyttet hjemmefra og ikke gider os mere. Og det er faktisk noget, som vi taler ret meget om. Vi har ikke, til den tid, lyst til at træffe sådan en forhastet beslutning om at flytte i lejlighed, fordi vi føler, der skal ske noget. Meningen med det her hus er, at når vores børn får deres egne børn og får brug for os igen, så skal det stå klart til dem. Det er i hvert fald det, som er drømmen, siger Nikolaj Stokholm, og Isabella Stokholm tilføjer:

– Jeg tror også, at det er det, der for mig ligger i ordet “et hjem”, at det er et sted, der altid er der på en eller anden måde. Det er også derfor, vi har brugt så mange kræfter på at renovere det. At vi ikke er gået på kompromis nogen steder. Vi overtog jo huset i 2020, og vi er først lige blevet færdige. Fordi vi hele tiden har vidst, at det her skulle være et blivende sted, har det også været værd at bruge nogle kræfter på.

Nikolaj fortsætter:

– Vi har også truffet nogle valg i vores investering i møbler. Der er mange tidløse klassikere, for vi er ikke typerne, der bryder os om, at ting ændrer sig for meget. Vi kan godt lide, at tingene ser ud, som de altid har gjort. Når børnene står og ikke kan finde en lejlighed i København, så kan de altid komme hjem og se, at tingene er, som de plejer hos mor og far. På den måde er vi jo enormt gammeldags, og vi ligner nok mere vores bedsteforældre end vores forældre.

Med gamle dyder i højsædet

Drømmen om at værne om de gode, gamle dyder ses materialiseret overalt i hjemmet – fra det indbyggede bibliotek spækket med klassisk litteratur over de indrammede Storm P.-tegninger på væggene til herreværelset i kælderen, hvor Nikolaj Stokholm arbejder og øver sig på at spille trompet, og de smukke lune og hyggelige stuer en suite, hvor der er kælet for hyggen med stearinlys, varme glødetrådspærer og et vitrineskab bugnende af smukt service og sølvtøj, klar til at gøre ethvert måltid eller blot en kop te til noget særligt.

Forståelse for historie og idéen om at passe på det oprindelige ses også i den måde, hvorpå huset er istandsat. Det gamle hus fra 1928 har undergået en stor renovering, hvor Isabella og Nikolaj Stokholm har gjort alt, hvad de kunne for at bevare husets oprindelige detaljer og særpræg, og gjort en dyd ud af at genskabe paneler, stuk, vinduespartier, viktualierum, planløsning osv., som det var tænkt.

– Jeg synes faktisk, man har et ansvar for at forstå historien, når man køber sådan et hus. Vi taler tit om, at et hus er til låns. Og så er det vigtigt, at man passer godt på det, mens man har det. Selvom huset generelt var passet godt på, så var der også nogle levn fra forskellige tidslommer, som ødelagde husets helhedsindtryk. Alle radiatorer var fx fra 60’erne, og så var der sådan en åben pejs med røde brændte klinker foran. Det var totalt 60’er. I kælderen kunne man tydeligt se fliser med sådan en stor fuge. Det var et levn fra 80’erne/start-90’erne, som jeg kunne kende fra min barndom. Og så var huset udstyret med et køkken med sådan nogle brede Dinesen-planker på gulvet og et meget minimalistisk hvidt køkken med stålbordplade, som tydeligvis var lavet i 00’erne. Idéen med vores renovering har været at fjerne alle de der tidslommer og så bringe huset tilbage, som vi kunne forestille os, at det havde set ud i sin oprindelige stand, siger Nikolaj Stokholm.

Men selvom husets rammer peger tilbage til første halvdel af det forrige århundrede med høje paneler, detaljeret stuk, glødetrådspærer og en gammel porcelænskamin, og hjemmet er fyldt med dansk designarv som lamper af Poul Henningsen, Arne Jacobsens sofa AJ5 og Wegners Y-stole, så virker indretningen ingenlunde støvet og gammeldags.

Den er nemlig spædet op med moderne indslag som den hollandske Sabine Marcelis’ lyserøde Soap Table i køkkenet, B&B Italias hypede Camaleonda-stole, modige farver og materialekombinationer og lyserøde fløjlsgardiner.

– Hvis der kom en historisk arkitekt forbi, så er det jo ikke sådan, at vi har indrettet os på årstallet, men jeg synes, vi har taget udgangspunkt i husets sjæl og kombineret den med vores egen stil. Og det moderne islæt er helt klart Isabellas fortjeneste. Køkkenet er fx nyt og designet i et samarbejde mellem Isabella og Hanstholm Køkken. Her har Isabella bl.a. taget en detalje fra trappen og videreført det rillede mønster til fronterne på køkkenet, siger Nikolaj, og Isabella tilføjer:

– Selve farven på køkkenet tog mig enormt lang tid at finde frem til. Den skulle passe til det her klassiske shakerkøkken, men måtte samtidig gerne have lidt varme og tilføje køkkenet et moderne præg. Det tog mig mange ture frem og tilbage til værkstedet i Hanstholm for at få både farven og alle detaljerne helt på plads.

Noget af det, som parret er særlig glad for ved huset, er dets rumfordeling og flow.

– Vi er aldrig langt fra hinanden. Tag fx vores weekendmorgener. Så sidder vi to herude i køkkenet og spiser morgenmad, sludrer og drikker kaffe, og så sidder børnene inde i stuen med deres dyner, men det føles stadig, som om vi er sammen, siger Isabella, og Nikolaj tilføjer:

– Det her er min plads, og Isabella sidder der, så hun kan nærmest fornemme dem inde i stuen, og jeg kan se, når de kommer gående derude i entréen og går op for at hente deres legetøj, siger han og peger fra køkkenet ud mod entréen, hvor trappen fører op til værelsesafdelingen.

Isabella fortsætter:

– Vi går meget op i at prøve at skabe et hyggeligt og varmt hjem. Når børnene kommer hjem, er der altid eftermiddagssnacks, tændte stearinlys og P8-jazz på den gamle radio. Den der genkendelighed, det er en, vi bevidst forsøger at skabe.

Nikolaj tilføjer:

– At træde ind i det her hjem er som at træde ind i et stort varmt knus. Jeg tænker tit over det, når jeg kommer hjem fra at have været på landevejene med mit standupshow. Så kommer jeg fx hjem kl. 2 om natten og kører ned ad indkørslen, hvor jeg får øje på en lille PH-lampe, som Isabella har tændt i vindueskarmen for at byde mig velkommen. Jeg går ind gennem kælderen, sætter mine sko, hænger min jakke op, og når jeg så går op ad trappen, mærker man det med det samme – en varm og rar atmosfære, som omslutter en, siger Nikolaj Stokholm.