Kunstsamlernes førstemand

Han fandt glæden ved kunst ved lidt af en tilfældighed, men derefter gik det stærkt. Mød en af Danmarks fremmeste kunstsamlere Leif Djurhuus.

© Steen Evald

Leif Djurhuus inviterer indenfor i sin lejlighed på Frederiksberg, som er sprængfyldt med kunst. Det store maleri Festival Plant er af Eddie Martinez. Den rumænske kunstner Alin Bozbiciu står for billederne til venstre. Leif Djurhuus købte for 10-15 år siden en del kunst af polske og rumænske kunstnere, som han finder nyskabende og samtidigt klassiske, fx Adrian Ghenie, Robert Kusmirowski, Victor Man, Jakub Julian Ziolkowski, Tomasz Kowalski.

Leif Djurhuus er advokat og partner i advokatfirmaet Plesner – og kunst-elsker. Han er formand for Det Danske Kunstsamlerselskab, og hans kunstsamling er blandt de største og mest kontroversielle i Danmark. Det fik man bekræftet på ARoS’ store udstilling Con Amore – Leif Djurhuus' kunstsamling i 2011-12 og igen sidste år på udstillingen Salon Djurhuus – en kunstsamling flytter ind i det smukke Munkeruphus i Dronningmølle i Nordsjælland. Disse udstillinger viste et udvalg af hans på mange måder opsigtsvækkende værker – heraf hovedværker af fremtrædende, internationale kunstnere som sydafrikanske William Kentridge, Adrian Ghenie og dansk-islandske Olafur Eliasson, som han erhvervede værker af tidligt i deres karrierer.

"Hvis værket ikke passer til stuen, må du lave stuen om, så den passer til værket"

Djurhuus har blik for appellerende kunstværker, der ikke pleaser, men som gør op med den herskende smag. Mange af værkerne har samtidig et anstrøg af humor. Og mange sætter spørgsmålstegn ved verdens logiske indretning. Alle medier og materialer i samtidskunsten er repræsenteret i Djurhuus’ samling. Han køber ikke malerier, som skal passe ind i stuerne. Det bemærker man straks, når man træder ind i hans hjem på Frederiksberg, hvor fx en dør med mønstermaling i skingre farver hænger på væggen som et fuldgyldigt kunstværk monteret med hængsler og det hele. Det antyder, at der er et rum inde bagved. Et rum på den anden side. Det er Poul Gernes, som malede denne dør, der tidligere befandt sig på Borgens Forlag. Og kunsten er meget symbolsk en udtryksform, der åbner døre ind til nye rum.

– Hvornår og hvordan opdagede du kunsten?

– Jeg blev jurist i 1979 og derefter fuldmægtig hos Oskar Bondo Svane, der var glad for kunst. Han tog mine kolleger og mig med til Den Frie Udstillingsbygning en gang i midten af 1980’erne. Jeg kommer fra et hjem uden klaver, og i første omgang havde jeg ikke meget lyst til at tage med. Men jeg besluttede mig alligevel for at give det en chance, og her mødte jeg kunsten for første gang. Jeg tænkte: ”Det kan et eller andet det her”. Især dadaisten og konceptkunstneren Sven Dalsgaard og maleren Anders Kirkegaard talte direkte til mig. Men også de unge vilde malere, der var toneangivende i 1980’erne – især Lars Ravn, som dengang var med til at flytte grænser som en meget markant kunstner – appellerede til mig. Jeg opdagede også Erik A. Frandsen, Lars Nørgård og Christian Lemmerz fra samme generation af firserkunstnere. Siden da har kunsten været en vigtig del af mit liv.

– I 1992 skete der igen noget nyt, da jeg så min første Documenta-udstilling, som finder sted i Kassel hvert femte år. Det er verdens største og bedste udstilling med samtidskunst, og her er der meget højt til loftet. Det var virkelig godt. Marlene Dumas og Gerhard Richter og andre lagde niveauet. Så begyndte jeg også at tage ud til kunstmesserne. Først Köln, hvor jeg bl.a. så den britiske kunstner Damien Hirst og den belgiske maler Luc Tuymans, som begge gjorde dybt indtryk. Fra 1992 og frem har det kørt rigtig stærkt for mig med mange besøg på messer, biennaler og samtlige Documenta-udstillinger.

© Steen Evald

Der er humor i Leif Djurhuus' samling. Her skulpturen Ølpisseren af Jes Brinch, som blev købt på en forretningsrejse til Østen, hvor Djurhuus boede på kunstnerens værksted i Hanoi. Over et billede af amerikanske Kaws og ved siden af A New Suite of Pretty af Peter Linde Busk.

Det lykkedes tidligt for Leif Djurhuus at erhverve værker af en del af de store internationale kunstnere. Det gælder Damien Hirst og den spanske kunstner Juan Muños, men han gik glip af Marlene Dumas, dengang hun endnu kunne erhverves for penge. Documenta var – og er stadig – den største øjenåbner for Leif Djurhuus. Her udstiller verdens bedste samtidskunstnere. Det er også her, at han oplevede værker af William Kentridge for første gang.

– Jeg besøger ofte kunstmesserne i udlandet. Tager af sted torsdag og hjem søndag. Det er en rigtig god måde at blive opdateret på og følge med. Så kan man kombinere messebesøget med besøg i byens gallerier. Siden 1992 har jeg hvert år deltaget i Art Basel-messen, der er ét stort katalog over god kunst i dag.

Passion for levende og humoristisk kunst

– Du har en både kompromisløs og stærkt subjektiv tilgang til kunsten. Det kan du jo tillade dig som privat samler. Hvad skal der til, for at du tænder på et værk og får den følelse, at det må du absolut have?

– Kunsten skal være en oplevelse. Nogle af de værker, jeg falder for, virker umiddelbart banale. Men går man lidt tættere på dem, så lever de. Lad mig nævne et værk af Sven Dalsgaard, som er en af mine absolutte favoritter. Det er et tidligt billede fra 1963 med titlen Hvem siger det?. Her har han malet en taleboble med ordene: ”Sven Dalsgaard er et geni!” Det er et statement eller et postulat. Som beskuer ved man selvfølgelig godt, at det er ham selv, der siger det, da han jo selv har malet det. Men havde du spurgt Sven, hvem der sagde det, ville han sige: : ”Det siger de sgu da alle sammen, Leif”. Det er jo super morsomt og mærkelig dobbelttydigt og menneskeligt. Et andet billede, som har titlen Situation, består af tallene fra 10 ned til 0 – og til sidst står navnet Sven Dalsgaard. Sådan fremstiller han sig selv som værende til stede i verden før al tidsregning. Det at få den idé og udføre den, det er dét, der er genialt. Der er en hårsbredde mellem at være et geni og være ingenting. Det er det, Dalsgaard kredser om. Det er ligesom Poul Gernes, der opererer med farver, som er helt umulige sammen. Farverne vibrerer, og værket er sat i verden for at udfordre øjet måske ligefrem irritere og skabe uro. Det kan jeg rigtig godt lide. Bare se på døren derhenne, siger Leif Djurhuus. Han rejser sig op og banker på døren, som om han vil ind.

© Steen Evald

Det er i herskabelige rammer, at Leif Djurhuus har sin store samling, der behændigt veksler mellem mange forskellige udtryksformer. Her i spisestuen Katherina Coopers fire fotos uden titel. Over døren et lille billede af Kaws. På radiatorskjuleren står finske Eliisa Suominens Doggy/Byracka.

– Det er nogle gange lidt gakket, det jeg køber. Men jeg bliver ofte bekræftet senere i, at det var et godt valg. Jeg har været heldig mange gange. For eksempel med at købe værker af Kentridge allerede i 1997. Louisiana har erhvervet deres første værk af kunstneren så sent som i 2015. Så bliver man dejligt bekræftet i, at man så rigtigt.

– Man kunne opleve en tiendedel af din samling på ARoS i 2011-12 og sidste år en langt mindre del i den langt mindre kunsthal Munkeruphus. Hvad får du ud af at vise din samling frem for offentligheden?

– Jeg kan godt lide at få værkerne ud at gå, så de møder publikum. I udstillingsperioden viser jeg også rundt nogle gange, og det er for mig selv lidt af en øjenåbner, når jeg skal fortælle om samlingen. For så opdager jeg nye ting. Bare en 30 sekunder lang beskrivelse er nok til at åbne værkerne for publikum, der gerne vil vide, hvornår og hvordan man købte dem. Det er en fornøjelse – især når man bagefter får positiv feedback og måske oven i købet har inspireret nogle af de besøgende til selv at blive kunstsamlere. Det er samtidig spændende at se værkerne i nye ophængninger og i nye omgivelser. Udstillingerne er jo lagt i hænderne på de professionelle kuratorer, og det giver mig et forfriskende nyt syn på mine værker, som jeg jo har kendt længe. Desuden har jeg en del værker af nogle i mine øjne ufortjent oversete kunstnere, der på den måde bliver vist offentligt frem og bliver set af mange.

– Hvilke grunde er der til, at nogle kunstnere – de være sig nok så gode – ikke klarer sig så godt?

– Det er naturligvis noget nemmere at blive berømt på at male gode malerier end at lave installationer, hvor man brænder en børnehave af. Det er ofte vanskeligere for kunstnere, der laver radikal kunst i nye formater og medier. Det er ikke salgbart. Her holder samlerne sig som regel tilbage.

– Tænker du over, om værkerne passer til dine stuer, når du køber dem?

– Næ, overhovedet ikke. Hvis værkerne ikke passer til stuerne, så må du lave stuerne om.

– Din samling er så stor, at du har en del af den hængende i Kobbertårnet i Nordhavn, hvor Plesners hovedsæde ligger. Hele det store atrium i midten er fyldt med din kunst. Hertil kommer kontorerne – ikke mindst dit eget. Hvordan reagerer dine kolleger og medarbejdere på kunsten?

– Det er de gennemgående glade for, og flere af dem er begyndt at samle på kunst.

– Hvad betyder kunsten? Hvordan gør den en forskel, synes du?

– Kunst er en kommunikationsform. Dels spreder den glæde, dels giver den stof til eftertanke.

– Hvad gør du, når du møder det uforståelige kunstværk?

– Et sådant værk er i sig selv interessant. Det befinder sig et sted, som du endnu ikke er ankommet til. Og det er pirrende og udfordrende. Så får du noget at tænke over. Men det kan selvfølgelig også være noget uforståeligt nonsens.

– Har du et godt råd til læserne, når de skal købe kunst?

– Køb kunst, du ikke glemmer, men som bliver ved med at trænge sig på, efter at du har set den. Det er erfaringsmæssig den kunst, som holder, siger Leif Djurhuus.

© Steen Evald

Amerikanske Chris Johanson har malet Uden titel, som Leif Djurhuus betragter som et af hans hovedværker, og ved siden over døren Carl Mannovs Bonfire.

© Steen Evald

På radiatorskjuleren står Carlos Alvarez Las Heras' Dr. Caligari. Billedet er baseret på en tysk horror-stumfilm fra 1920. Ved siden af Magnus Andersens Under The Shade I Flourish.

© Steen Evald

I stuen hænger Brian Belotts Walnut Mattress og Poul Gernes' bladdekorerede dør fra udsmykningen på Borgens Forlag, Valbygårdsvej.

© Steen Evald

Overalt er der kunst, og her i mellemgangen en ophængning af mange små værker.

© Steen Evald

To billeder af lettiske Ella Kruglyanskaya, Girls Sharing A Straw og Seductress on Zebra, i selskab med morsomme figurer på boghylden.

© Steen Evald

Kendell Geers' Twilight Of The Idols (Buddha).

© Steen Evald

Det lille maleri er af Harald Engman. Han kaldes Den Forbudte Maler, fordi han under krigen karikerede de tyske besættelsestropper. Han måtte på et tidspunkt flygte fra tyskerne til Sverige. Derunder Jes Brinch m.fl. BÅÅT fra installationen: Goddag Hr. Frikadelle. Det store værk Lyph er af tyske Sabrina Fritsch.

Relaterede Artikler