Lærke Hein sidder foran sin laptop og skriver en vigtig mail. Hun har lige under stor international bevågenhed været med til at arrangere det første marathonløb i Palæstina. Nu er hun på rekordtid ved at skaffe visum til Abed El Nasar Awajned, der i hjemlandet løb og vandt sit første marathonløb for et par uger siden, og hvis største drøm er at løbe et marathon i udlandet.
Lærke Hein er en travl, sjov, modig, idealistisk, kreativ og målrettet iværksættersjæl. Hun er lige fyldt 30 år, men har allerede gennem flere år været formand for bestyrelsen i den københavnske bydelsfestival Distortion, hun er medejer af den hippe Karrierebar i Kødbyen og har ved siden af alle de faste ting altid gang i et væld af projekter - som fx arrangør af marathonløbet i Palæstina, der skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, og så har hun en stor passion for kunst, der ligger som et solidt fundament under opvæksten.
Jeg voksede op i et hippiehjem på landet, hvor vi fik lov til at være kreative - vi skulle lege eller tegne i stedet for at se fjernsyn. Min mor har altid malet for sjov, og min bror (kunstneren Jeppe Hein red.) begyndte at male, da han var 16 år, da jeg var 10. Da han kom på akademiet, kom der for alvor kunst ind i mit liv. Så man kan vel godt sige, at jeg er vokset op med kunst, fortæller Lærke Hein, der selv investerer i et nyt kunstværk fire til fem gange om året.
Det, jeg bedst kan lide ved kunst, er, at det kan betyde så mange ting - det er ikke specifikt. I en periode kan jeg være helt vild med et bestemt værk, hvor jeg tænker på det konstant, og så kan der være en periode, hvor jeg på det nærmeste glemmer det, fortæller hun.
Noget er bare smukt, og andet fortæller en historie. Noget vækker minder, andet inspirerer. Kunst laver et rum i rummet, siger Lærke Hein, der i sin nye lejlighed blandt andet har fået kunstneren Alexander Tovborg til at male et stort kunstværk direkte på væggen.
Han er en af mine yndlingskunstnere, og jeg har altid haft en drøm om at få malet direkte på en væg. Jeg spurgte ham, om han havde lyst, og han sagde heldigvis ja. Jeg havde naturligvis selv gjort mig nogle tanker, men havde forestillet mig et forholdsvis lille værk. Da han så kom herop, gik han lidt rundt, og da han gik ind i stuen, blev han helt overrumplet ved tanken om at få lov til at male striben hele vejen rundt. Jeg gav ham helt frie hænder, og han var her vel i cirka 10 dage. Det er endt med at have noget helt religiøst over sig og minder mig om et afdæmpet kalkmaleri, hvilket egentlig er ret skønt, når man skal bo med det og nok kunne få for meget af så stort et værk, hvis det havde været meget farvestrålende. Så vil det vise sig, om de næste, der flytter ind, synes, at det er noget ragelse, og skynder sig at male det over, siger Lærke Hein, der egentlig er til kunstværker i mindre skala.
Jeg er faktisk mest til små værker, som jeg har klart flest af, men det er jo en hel uddannelse at hænge kunst op, og den har jeg ikke. Jeg fornemmer mig frem, hænger op og flytter lidt rundt, indtil det har fundet sin rette plads - den proces er jeg i her, fordi jeg har boet her så kort tid. Jeg kan ikke bare sætte det hele op på en gang.
