God kunst skal irritere øjet – på galleriejerens hjemmebane
God kunst får os til at tale sammen, og så skal det gerne irritere øjet lidt, mener medejer af V1 Gallery Jesper Elg. I hvert fald er det irritationsmomenterne, han aldrig selv bliver færdig med at tale om.
Af
Jesper Elg Bor på Vesterbro med kæresten Josephine Philip, der er musiker, og deres datter Jolene. På væggen hænger et stort værk af Eddie Martinez og et mindre af den unge kunstner Jon Pilkington.

Modsatte side: På en af stuens fornemste pladser hænger et værk af John Copeland, som V1 Gallery har arbejdet meget sammen med. Jesper Elg købte det for fem år siden på et studiebesøg i New York. Han blev fanget af mørket i venstre hjørne. En form for figur, der er malet aggressivt over. Et mysterium, han aldrig har fået løst. Derfor bliver maleriet ved med at være interessant, fortæller galleriejeren. Sofaen er tegnet af Hans J. Wegner, og stolen med pels er Verner Pantons bachelor chair, mens de andre er fra Eames. Puderne og tæppet er fra Sara Sachs og Pendleton, mens gulvtæppet er fra Marokko. Sølvlampen er en gave fra en ven, mens Jesper Elg har været med til at lave den orange Verner Panton-lampe for Innovation, hvor han arbejdede som designer, før han var med til at åbne V1 Gallery. Ved vinduet står et værk af Wes Lang, mens Rose Ekens lysskulptur og Jeppe Heins borg udstilles på trækassen, der har fulgt Josephines familie.

Det åbne køkken havde plads til et langt spisebord, som Jesper Elg har fået lavet af en bekendt. Lampen er hans hjemmelavede version af kunstneren Felix Gonzalez-Torres' model. Stolene omkring bordet er fra Eames, Børge Mogensen og Fritz Hansen. Uret på bagvæggen af Tauba Auerbach og valgt helt bevidst, fordi det ikke måtte stresse. Det er så matematisk kompliceret, at man ikke kan regne ud, hvad klokken er. Fotografiet af Melanie Schiff passer til baren i hjørnet, Wes Lang står bag værket af indianer-kraniet, og skulpturen ved vinduet har Jesper Elg fået af kunstneren Cody Hudson efter en udstilling på galleriet.

Hylden er fyldt af historier og mærkværdige kunstværker. Hesteskoen blev sendt med et kunstværk som en joke, fordi Jesper Elg har været glad for cowboystøvler.
Sans for kunst, allerede fra barns ben
Når man arbejder med kunst hver dag, har man nogle gange bare lyst til at komme hjem til hvide vægge, fortæller Jesper Elg, der ejer V1 Gallery i Kødbyen sammen med Peter Funch og Mikkel Grønnebæk. Han husker tilbage på dengang for fire år siden, hvor han og familien flyttede ind i lejligheden på Vesterbro og boede helt minimalistisk i en måned. Uden noget på væggene.
– Det var en meget god oplevelse, men lige så stille kom jeg til at savne at have kunsten omkring mig. For mig er kunsten og mine kunstbøger noget af det vigtigste i lejligheden. Det er en kilde til konstant inspiration, og jeg synes, der er noget fantastisk ved at bo med kunst, siger han.
Nogle gange vænner han sig så meget til et værk, at han ikke ser det. Men så spiller en ny vinkel, et skift i humøret eller en kommentar fra en gæst ind, og så ser han det pludselig igen.
– Værket ændrer sig i løbet af den tid, man er med det, og jeg føler det, som om jeg har et forhold til stort set alle værkerne, der er i konstant udvikling, fortæller han.
Fascinationen fik Jesper Elg allerede som dreng. Han voksede op blandt litografier og plakater fra Picasso og Cobra-kunstnerne, og næsten hver ferie gik til det franske med obligatoriske museumsbesøg. Og hvor andre børn måske ville kede sig, kunne Jesper Elg nemt bruge fire fantastiske timer på Louvre.

Kunstværket med taleboblen er en original af Chris Johanson. Askebægeret og lighteren er lavet af Rose Eken. Den lille tibetanske måtte med et spøgelse er lavet af Misaki Kawaii.
Kunst skal vække nysgerrighed, spørgsmål og irritation
Han købte sit første kunstværk, da han åbnede V1 for 15 år siden, og kunstsamlingen er vokset siden. Primært med værker af de kunstnere, han har udstillet på galleriet og købt af efterfølgende. Men også med mange han har fundet på studiebesøg, fået i fødselsdagsgave eller personligt af kunstnerne selv. De er spredt dynamisk ud over lejligheden med deres tankevækkende og til tider provokerende budskaber og de personlige minder, der hører med. Og det giver anledning til gode snakke.
– Det er virkelig noget af det, god kunst kan. Få folk til at tale sammen, stille spørgsmål eller være nysgerrige i det hele taget. Min datter er syv år, og nu oplever jeg pludselig alle de spørgsmål, værkerne afstedkommer. Jeg har aldrig tænkt på, om der var nøgne mennesker på eller folk, der kastede op eller tog stoffer, og nu skal jeg til at forklare, hvad der foregår i billederne, griner han.
Jesper Elg beskriver sin smag som eklektisk. Han er glad for fotokunst, konceptuel kunst og har i løbet af de senere år fået en stor kærlighed for maleriet, som af så mange omgange har været dømt dødt. Derudover skal værket gerne irritere ham lidt. På den gode måde.
– Det er tit de værker, jeg ender med at være virkelig begejstrede for på den lange bane, for jeg bliver aldrig færdig med dem. Irritations-momentet giver værket en anden længde.

Flamingoen er en gave fra Sydafrika, hvor Jesper Elg har boet. Træskulpturen er lavet af kunstneren Pind, og møtrikken til højre for værket er fundet på Mont Blanc
Vigtigt at udvikle og eksperimentere med kunst
Det er også vigtigt at give plads til, at ens smag kan udvikle sig. Selv har Jesper Elg for nylig købt et Asger Jorn-litografi. Noget han for ti år siden svor, han aldrig ville gøre, fordi han forbandt det med PH-lampen, ellipsebordet og alt det andet korrekte. Dengang havde han fået en overdosis af dansk kulturarv og havde brug for en sund pause, som han kalder det. Men nu besøger han Louisianas permanente udstilling med Jorn, hver gang han er på museet, og har opdaget, at han fascineres til at tage fotos af de samme malerier igen og igen.
– Den energi, der ligger i Jorns ting, er helt fantastisk, og den måde, han gik til maleriet på, er enormt relevant i dag, og selvfølgelig bliver jeg nødt til at have et Jorn-litografi, siger Jesper Elg.
Billedet er til indramning, og måske er værket en god anledning til at ommøblere kunsten i lejligheden. For når Jesper Elg får følelsen af, at alting hænger perfekt, er det ved at være tid. Og sådan har han det nu. Måske skal han også eksperimentere med en farve på væggen.
– Det er med at finde balancen mellem der, hvor det presser én lidt og samtidig er til at leve med.

Lyset er af Rose Eken og borgen af Jeppe Hein.

På bordet ligger Jesper Elgs stjernetegn skorpionen i metal fra et gammelt hegn. Kunstneren bag hedder Maia Ruth Lee. På væggen hænger værket I kø til foråret, der er malet på pap af Søren Behncke, der også er kendt som Papfar.

Over brændeovnen hænger et litografi af Tal R, som fascinerer Jesper Elg på grund af den foruroligende stemning, og netop fordi det ikke er et typisk Tal R. Tæppet er fra Marokko, mens stolen er af Verner Panton. Fra højre er værkerne fra Eddie Martinez, Jon Pilkington, Søren Behncke, Barry McGee, Raymond Pettibon og Jakob Boeskov.

Sølvmasken er lavet af kunstneren Neckface, det sort-hvide dødningehoved er af Todd James, mens Wes Lang har lavet værket "Hemingway speaks his mind" med Jesper Elg i tankerne. Kunstneren vidste, at Elg var vild med Hemingway. Ved siden af hænger et maleri af Katherine Bernhardt, som Jesper Elg bliver begejstret for næsten dagligt.

Jenny holzer står bag de farvestrålende plakater med citater fra bl.a. filosoffer og diktatorer.

En lille stue forbinder køkkenet med altanen. Til venstre hænger Jesper Elgs første værk. Det er fra galleriets åbningsudstilling, hvor kunstnergruppen Faile tapetserede hele galleriet. Værket er en del af den neddampede væg. Ved siden af hænger værker af Shepard Fairey, Mikkeline Larsen og Wes Lang. Bordet, kurvestolen og lampen er vintagefund, mens den brune stol er fra Eames.

V1 Gallery
Hverken Jesper Elg eller Peter Funch vidste, hvordan man drev galleri, da de i 2002 stiftede V1 Gallery. Den ene var designer, den anden fotograf, og de satte sig for at skabe en platform i Europa til kunst, de hidtil kun havde set i New York. Galleriet høstede hurtigt anerkendelse og de blev kendt som dem, der udstillede street art. Men for Jesper Elg er der ikke noget, der hedder street art. Det hedder kunst, og i dag har hundredvis af unge og etablerede samtidskunstnere udstillet på galleriet. Blandt dem er engelske Banksy, amerikanske Wes Lang og en række danske kunstnere som HuskMitNavn, Rose Eken og Troels Clausen. I 2016 fik V1 Gallery et søstergalleri, Eighteen. Begge gallerier ligger på Vesterbro i København og viser i øjeblikket udstillingen "Horses", der løber frem til 5. august 2017.

Køkkenets kunstgang med værker på stribe. Over døren hænger en supermodel malet af Katherine Bernhardt, og på væggen i forgrunden to værker af kunstneren HuskMitNavn. Til venstre ses en samling af plakater fra 1980'erne lavet af den amerikanske kunstner Jenny Holzer, som har haft stor betydning for V1 Gallery. Holzer har sammensat tekster fra filosoffer, psykologer og diktatorer til heftige budskaber. ”Don’t try to make me feel nice. Don’t relax. I’ll cut the smile of your face," lyder det eksempelvis på en af plakaterne.